Fortællingen, der blev væk – Dmitry Glukhovsky METRO 2033
Russisk post-apokalyptisk roman, der blev undfanget som et blog-eksperiment, skaber en fascinerende dystopisk verden i Moskvas undergrund, men fungerer ikke som fortælling.
Citat
Artjom var allerede begyndt at fortryde, at han havde bedt Pjotr Andrejevitj genfortælle historien om blodbadet på Polezjajevskaja. Pjotr var temmelig velinformeret og digtede nok også lidt til, i hvert fald kunne han fortælle detaljer, som ingen af vagabonderne på stationerne havde haft med, hvor gode historiefortællere de end var. Disse detaljer gav én myrekryb og fik kulden til at snige sig ind på én trods varmen fra bålet, så selv de mindste og mest uskyldige lyde fra tunnelen fik fantasien til at løbe løbsk.
Hvor dybt kan mennesket synke i kampen for overlevelse, hvis det stadig skal være menneske(lig)heden, det kæmper for?
Det er en barsk verden, METRO 2033 skildrer. Den kolde krig er endt i et atomragnarok, og omtrent fyrretusinde overlevere – måske de sidste rester af menneskeheden – har forskanset sig i Moskvas atomsikre metrosystem. De henslæber deres eksistens i en klaustrofobisk tusmørkeverden, hvor man lever blandt rotter i primitive telte på metroens perroner, og hvor møntfoden hedder patroner. I metroens mikrokosmos er stationerne små stater, der er i alliance eller krig med hinanden, og i tunnellen lurer faren overalt i form af fjender, fribyttere og paranormale fænomener.
Overfladens Moskva er blot en ruinhob, der emmer af strålingsfare og hærges af mutanter. Kun de allermest hårdføre tør vove sig derop for at skaffe brændsel, benzin eller dyrebare relikvier, såsom bøger, der besidder en magisk aura og vidner om verden af i går.
Man kan kun være fascineret af METRO 2033’s univers, men desværre formår Glukhovsky ikke at befolke sin dystopi med interessante karakterer og at udfolde den store medrivende fortælling, som de 500 sider skriger på i mørket.
Hovedpersonen Artjom sendes godt nok straks ud på en mission, men opgaven forbliver ret uklar, og første del af bogen fremstår derfor som en noget umotiveret rundvisning i metrosystemet til ære for læseren. På rundvisningen oplever Artjom en lang række stationer, hvor der sjovt nok altid aktiveres noget spektakulært, netop som han passerer, mens personerne han møder er nogle endimensionelle typer, der ikke gør indtryk på læseren og forsvinder sporløst igen, før der dukker nogle nye op, som til forveksling ligner de foregående. På denne måde virker det oplagt, at nogen sidste år fik den idé at lave METRO 2033 til et computerspil – et 1. persons skydespil.
Endnu værre er det, at disse møder og begivenheder heller ikke gør noget ved hovedpersonen, selvom det tydeligvis ligger forfatteren på sinde (også) at skrive en dannelsesroman. Der er ingen grænser for, hvad den unge Artjom, som en post-apokalypsens Niels Klim, konfronteres med af fremmedartede livsformer og ideologier, men som idébåret science fiction, slår bogen heller ikke til. Satiren bider ikke hårdt nok.
Jeg bliver også lige nødt til at brokke mig over den fem sider lange (korte!) slutning, der – og her bør vel lyde en PLOTSPOILER – slet og ret er en narrativ katastrofe og som giver et pinligt banalt ’svar’ på spørgsmålet, jeg indledte med. Så bovlam en morale skal man gennembladre megen new age-litteratur for at finde.
Selvom man lægger ethvert finlitterært behov til side, indfrier romanen altså ikke forventningerne. Det er dog heller ikke det stilistiske, der redder den. Hvad der kan være gået tabt i oversættelsen, kan jeg kun gisne om, men jeg opgav i hvert fald at tælle, hvor mange gange ’det løb Artjom koldt ned ad ryggen’. Elsker man, som jeg, både post-apokalypsen og den stilsikre fortællekunst, kan man med fordel i stedet investere i fx Cormac McCarthys THE ROAD.
Romanen har som nævnt enkelte kvaliteter, men gør sig i det store og hele nok bedre som computerspil. Sammenfattet i computerspilstermer kan man vel sige, at METRO 2033 har en flot grafik, men at gameplayet ikke fungerer, og at man i længden derfor mister interessen.
