Fortællinger om svigt – Delphine de Vigan DE LOYALE
DE LOYALE er ikke ligefrem en nem læseoplevelse, selvom prosaen ikke er svær. Det er en roman, der udfordrer blikket på Paris og minder om, hvor vigtigt det er ikke at lade tavshed stå i vejen for en barndom.
Citat
Jeg ved, at børn beskytter deres forældre, og at denne tavshedspagt indimellem ender med at slå dem ihjel.
I dag ved jeg noget, som andre ikke ved. Og jeg må ikke lukke øjnene for det.
Delphine de Vigans nye roman udkom i dansk oversættelse i midten af august 2018, men billedet på omslaget gør det klart, at det ikke ligefrem er sommerlæsning. Det er et billede i sort/hvid taget oppefra af et tilsneet fortov med et tilfældigt mønster af fodspor. En person krydser fortovet under en paraply. Jeg forestiller mig, at billedet er taget i Paris’ gader på en af de snevejrsdage, som altid kommer bag på den franske hovedstad.
Romanens opbygning svarer fint til mønstret af fodspor på bogens omslag: Læseren bliver præsenteret for fire personer, som hver især spiller en rolle i det mønster, der udbreder sig fra en tolvårig drengs liv mellem to forældre, der ikke taler sammen.
Drengen, Théo, bor skiftevis hos sin mor og far i to forskellige hjem, som for ham er to forskellige verdener. Mellem de to hjem er skolen, hvor Théos lærer, Hélène, iagttager ham med voksende uro, og vennen Mathis, som altid er ved Théos side. Hjemme hos Mathis har moren, Cécile, svært ved at håndtere den drejning, som Théo og Mathis’ venskab tager, fordi et skrantende ægteskab og hendes eget sind gør det svært at navigere.
Efter en højtidelig halvsides prolog med titlen ‘Loyalitet’ starter romanen hos drengenes lærer, Hélène, og giver med en jegfortæller læseren en følelse af at overhøre et vidneudsagn eller læse en privat journal. Romanen fortsætter med indblik i sagen fra de andre personers synsvinkler, og mellem de to voksne kvinder og to tolvårige drenge udspændes således en fortælling om svigt, misbrug, tavshed og en lille smule håb.
Det er altid ubehageligt at læse om børn, der bliver mishandlet og traumer, der bliver forsøgt tiet ihjel. DE LOYALE er ingen undtagelse. Faktisk føltes det til tider så ulykkeligt og håbløst, at jeg af ren ærgrelse fik lyst til at lave en prioriteret liste over de voksne mennesker i romanen, som er mest utilstrækkelige eller ondskabsfulde over for deres børn. Listen blev ikke til noget, fordi det simpelthen var for svært at afgøre, hvilken historie, der var mest knugende og urovækkende.
Og så alligevel. For fortællingen om Théo, der skal håndtere en manipulerende og egoistisk mor på den ene side og en depressiv far på den anden er hjerteskærende. Den tolvåriges loyalitet mod begge forældre får ham til at anlægge en strategi, som går ud over ham selv, som han står der på grænsen mellem de to hjem: ‘På begge sider af grænsen viste tavsheden sig at være den bedste og mindst risikable taktik.’
Tavsheden er et af romanens hovedtemaer, og ud over de forfærdelige historier om misbrug og svigt lykkes de Vigan med at fortælle en historie om et Paris, som virker fjernt fra den udenforståendes blik. Det er et Paris, hvor klassetilhørsforhold er altafgørende, og hvor den sociale mobilitet er mindre fleksibel end man turde håbe. I den historie om Paris har tavsheden en af hovedrollerne.
Romanens andet hovedtema leder tilbage til titlen og den lidt svulstige prolog: loyalitet. Der er børns fuldstændige loyalitet over for deres forældre, der kan være ødelæggende, hvis forældrene ikke formår at leve op til den. Der er loyaliteten mellem ægtefæller, som vil gøre alt for at fremstå som en komplet og velsmurt enhed. Til slut er der loyaliteten over for den klasse, karaktererne tilhører, som jagter dem, selvom de prøver at flygte.
Men den allervigtigste loyalitet, der findes i de Vigans roman, må være den, der ender med at være livsnødvendig: Hélènes loyalitet over for det barn, hun selv var, og som hun ser afspejlet i Théo.
