Fortidens ulæselige synder – Paul Auster SAMLEDE DIGTE
Paul Austers SAMLEDE DIGTE er håbløst studentikose, ja nærmest ulæselige i al deres patetiske storladenhed.
Digt:
Rotter våger i din søvn
og efterligner begærets
fremvækst. Min stemme vender tilbage
til sulten som den giver liv,
parrer sig med sten
der stikker ud af røde mure: hjertet
gnaver, men kan ikke kende
sit rov; den sønderflåede tunge
rasper. Vi ligger
i jordens dybeste marv og lytter
til englenes ånde.
Vore knogler er suget tørre.
Hvor natten end har talt
jager ufødte sønner i tomrummet
mellem stjerner.
Det er aldrig rart at blive konfronteret med fortidens synder. Specielt ikke når de er ens egne.
Her forleden kom jeg fx til at bladre igennem mine digte fra gymnasietiden, som jeg af en eller anden grund stadig passer på. De var – i al deres symboltunge storladenhed, påtagede intellektualisme og patetiske håbløshed – ikke noget behageligt gensyn.
I sådanne tilfælde kan man gøre to ting: Gemme dem væk i skabet igen hvor man håber, de aldrig mere bliver fundet. Eller udgive dem i en samlet udgave. Det første var hvad jeg gjorde. Det andet har Paul Auster gjort.
Og lad der ingen tvivl være om det: Paul Auster er en glimrende romanforfatter. Men også en meget dårlig digter. For at underbygge den påstand kan vi se på et typisk Auster-digt. ’Hieroglyf’ fra samlingen ’Murskrift’:
»Murenes sprog.
Eller et sidste ord –
skåret
af det synlige.
Første maj. Salomon-seglets
forvandling
til sten. Den retfærdige
dom over den ytrede
vej, bredt ud i en svirren
af pollen-erindring
og vårsæd. Træd ikke
frem, Eden. Bliv
i mundene hos de fortabte
som drømmer dig.
Ved torden og torne: den fordækte luft
bevæbner
lynilds-tornblad og stilheden
i hver hensunken himmel
nedenfor. Blod hebræisk. Eller hvad der
oversætter
min krops venden om
til et billede af jord.
Denne kniv
holder jeg mod din strube.«
Pollen-erindring? Blod hebræisk? Lynilds-tornblad? Get outta here!
Enormt tungt og enormt symbolladet. Mærkelige kringlede sammenstillinger og sammenligninger. Og så de prætentiøse linjeskift. Bare fordi man skærer sine sætninger op, bliver det ikke til poesi, mister Auster!
Nu kan man ikke forvente at digte i traditionel forstand skal »handle om noget«, men hvis nogen kan forklare denne læser bare hvad der foregår i dette digt, vil han være uendelig taknemlig. Og sådan er det med alle Austers digte.
Auster lægger sig vel nærmest op ad en fransk symbolistisk/surreel tradition. Digtenes billeder og associationer kan godt minde om dem man finder hos Arthur Rimbaud og senere André Breton og Philippe Soupault. Men hvor hans forbilleders metaforer og sammenligninger er overraskende og chokerende, virker Paul Austers forsøg på billeddannelser bare bevidst dunkle og studentikose.
Findes der ét godt digt i denne SAMLEDE DIGTE? Nej, ikke hvad denne anmelder ved af. Digtsamlingen er ordnet kronologisk og derfor sidder man som læser med et håb om, at digtene bliver bedre efterhånden som Paul Auster bliver ældre. Det håb viser sig at være grundløst. Over samlingens 12 år sker der praktisk talt ingen udvikling hos Auster.
Der er egentlig ikke meget mere at sige om SAMLEDE DIGTE. Som dokument over den unge Austers lidelser er samlingen marginalt interessant og som sådan er det vel i orden, at den nu foreligger samlet på dansk. Men derfor er der ingen grund til at købe eller læse den. Gem den væk inderst i skabet i stedet for. Det burde Paul Auster også have gjort.