Forudsigelige og fortættede spændinger – Mikala Rosenkilde LEGETØJ
Rosenkildes klare styrke ligger i, at man som læser overhovedet gider læse videre. Sproget er velkonstrueret og flyder naturligt, og en fortællemæssig masochistisk glæde over at lade den ene figur efter den anden henrette er underholdende, men i længden også både dybt forudsigelig og lettere betydningsløs.
Citat
En kasse skraber hen over gulvet i hjørnet. Han vender blikket og træder et skridt tilbage, da en mørk skygge i fuld fart kommer ham i møde. Et kort øjeblik tror han, at der er tale om en hund, måske en bulldog, men så ser han de behårede ben og de store giftkroge.
“Åh Gud.”
Han ser rædselsslagen op mod kasserne, der står stablet op ad væggen.
“Vækstfremmerpulvet…”
Som barn slugte jeg den ene spøgelseshistorie efter den anden. Jo mere drabeligt og overdrevet, jo bedre. Derfor er det også nemt at identificere LEGETØJs potentielle læsergruppe, og min egen barndoms forkærlighed for gys og gru ville da også været blevet tilfredsstillet til fulde for 15 års tid siden.
I dag har jeg måske højere krav til en tekst udformning og udbytte, og her falder LEGETØJ en anelse til jorden – om end underholdningen er intakt. Teksternes forudsigelige konstruktioner gør nemlig, at det, der skal fungere som veldrejede plotmæssige twists – hvor den sande sammenhæng først går op for både dele af historiernes personer som for læseren selv til sidst – i de gentagne former, indeholder deres egne paradokser. For naturligvis kan man – ulig de implicerede personer naturligvis – regne ud, at der sker en blodig drejning i fortællingens sidste linjer, når det samme er sket stort set gennem alle foregående noveller.
Netop det twist kan også være så konstrueret til lejligheden, at det simpelthen kan forekomme grinagtigt. Og dette – på trods af Rosenkildes ellers ganske veludviklede form for grotesk humor – nogle steder ikke grinagtigt på den gode måde.
I første novelle, DET TYNDE FORHÆNG, leges der – som i flere andre af teksterne – gevaldigt med formen. Det er en fin leg, og således præsenteres en lille families katastrofe og distancerede kamp for og imod en invasion af varaner gennem en mors optagelser på sin mands diktafon. Hun savner selvsamme mand (Lars), der er gået ud for at bekæmpe den stadig voksende hob af drabelige varaner (der i øvrigt er opstået efter et mislykket forsøg på CERN) og indtaler beskeder til ham. En af dem er:
– Jeg ligger også og tænker på, hvordan det begyndte. Kan det virkelig være sandt, at CERN-forsøget rev en flig ind til en anden verden, som underlige vira slap igennem?
På trods af, at det muligvis er en – for plottets fremskriden – nødvendig sætning, så virker den unaturligt konstrueret, fortættet og langt fra det talesprog, den imiterer. Endnu værre bliver det i mine øjne i det afsluttende twist, hvor moren står over for en af varanerne og indtaler følgende besked på plottets diktafon:
– Nej, det er ikke sandt! Hvad er det her? (…) Nej, det passer ikke. Det er ikke din ring! Det kan ikke være dig! (…) Lars?
Måske er det mig, der forventer en unødvendig elegant måde at lave turn-of-events på, og måske er det en iboende og unaturlig fremtvingen af plottet, der gør, at sidste ord fremstår så plat. Det må være op til læserens smag og så videre.
Hver af Rosenkildes tekster indledes med et citat, og det er således ganske sigende, at der på første side i LEGETØJ optræder et citat af Alfred Hitchcock. Det lyder: ’Drama er bare livet med de kedelige afsnit skåret væk’.
Set i kontekst med LEGETØJ er det netop samlingens både force og akilleshæl. Novellerne synes i plot at være så velkonstruerede og fortættede, at de i al deres magiske realisme taber deres realistiske vinkel og forfalder til en naiv og overdreven udgave af spændende science fiction. På den anden side må man så rose Rosenkilde for overhovedet at være kvinden bag så kompakte fortællinger og servere sine noveller således, at man som læser forslugent nedsvælger den ene spændende og drabelige katastrofe efter den anden.
