Foruroligende flora – Ernst Jünger PÅ MARMORKLIPPERNE
Botanik, lyrik og Hitler-allegori går op i en højere enhed i Ernst Jüngers dæmonisk smukke roman.
Citat
Under opstigningen strejfede vi de røde brombærranker med foden og opskræmte perlefirbenene, der grønt lysende flygtede op på tinderne. Der, hvor den fede grønsvær, isprængt stjerneformet blå ensian, hang ud over, var krystalomkransede druser indlejret i klippen, i hvis huler småuglerne sad og blinkede drømmende. Også de hurtige rustbrune falke havde deres reder her; vi gik så tæt forbi ungerne, at vi kunne se hullerne i deres næb, som var overtrukket med en fin, vokslignende blålig hud.
Ernst Jüngers lille roman fra 1939 er virkelig et syret bekendtskab. To brødre bor på en bjergside af marmor med den enes søn og deres husholderske. Her hengiver den ene bror sig til botaniske indekseringer, mens den anden encyklopædisk bladrer rundt i et væld af bøger. Ofte ofrer de mærkelig mælk til røde slangeorme, der snor sig op fra kløfterne.
Ved foden af Marmorklipperne bor underlige hyrdefolk på engene, og i skovene rumsterer rakkerpakket under ledelse af den uhyggelige Skovrider. Det lyder som fantasy, og det er det for så vidt også, komplet med et stort ork-agtigt slag og en skinnende undergangsvision mod slutningen af bogen.
Det er til at forstå, at man oftest har læst romanen som en slags nøgleroman. Da den udkom, var verden på randen af en ny verdenskrig, og Hitler havde for længst taget magten i Tyskland. Den diabolske Skovrider, der spreder terror med sine hundekobler (anført af den genialt navngivne hundeskurkeboss Chiffon Rouge), passer derfor alt for godt på Føreren og hans forbryderiske parti, til at man skulle kunne læse forbi det.
Jünger mente dog selv, at bogen var meget mere end det, og i grunden er det heller ikke så meget den åbenlyse Hitler/Skovrider-sammenligning, der for alvor rykker i romanen. Det er snarere den fantastisk mytiske omgang med botanik og fauna, der konstant åbner sig op imod en afgrundsdyb og tegnladet dæmoni. De bedste øjeblikke i STRÅLINGER opstod også, når Jünger talte om sin ’subtile jagt’ på biller, insekter og planter. Han havde en evne til at se det store i det små, som er dybt misundelsesværdig, og det kommer for alvor til udtryk i PÅ MARMORKLIPPERNE, hvor ikke en eneste blomst, ikke et eneste firben, ikke et eneste træ kan nævnes flygtigt i forbifarten.
Alt skal sirligt snos ud i rækker af tidsdybe associationsrækker, der nogle gange ingen mening giver, men som altid er ildevarslende skønne. ’Som alle ting på denne jord vil også planterne tale til os, men det kræver et klart sind at forstå deres sprog,’ skriver Jünger, og hvis han har ret, må han selv have haft det klareste af sind. For planterne taler igennem beskrivelserne. Stilen er dyb, tung og spundet af århundreders kulturmytisk bevidsthed. I virkeligheden går der en lige linje fra frontalangrebet på sanserne, når han talte om krig og krigere i I STÅLSTORMEN, til den berusende effekt ved hans beskrivelser af fauna. Hør blot fortsættelsen her i en lille beskrivelse af små buske i skovbunden:
– Også galnebærbuske bredte sig ud over den rådne jordbund, med blomsterbægerne gyngende fra deres grene som små dødsklokker i brun violet.
At blomsterbægerne pludselig er ’dødsklokker’(?!) er en af den slags samstillinger, Jünger ynder at strø ud over siderne, og det giver en dejligt foruroligende klang over hans hieroglyfiske herbarium.
Faktisk siger den usædvanligt billedskønne forside det hele. På en dybsort baggrund fremtræder et dødningehoved spundet af farvestrålende fauna i elegant kontrast. Det er en perfekt indpakning til Jüngers stil, som også står smukt og brutalt på dansk i Adam Paulsens lydhøre oversættelse (se også citatet øverst til højre). Samme Paulsen har også udstyret bogen med et meget informativt efterord, som får sat romanen i perspektiv på forbilledlig vis. Nu glæder jeg mig endnu mere til, at Jünger får lov til at gå plante-amok i DET EVENTYRLIGE HJERTE, som efter sigende også er på vej fra Gyldendal.
