Fra journal til fortælling – når litteratur møder lægevidenskaben
LitteraturNu’s skribent og redaktør deltog i konferencen “Educational Aspects in Medical and Health Humanities”, der fandt sted på Københavns Universitets Søndre Campus d. 10 og 11 juni.
Her talte læger og litterater om sprog, empati, narrativer og det at lytte. Feltet “medicinsk og sundhedshumaniora” forener medicin, humaniora og særligt skønlitteratur i deres lindrende effekt – både sundhedsmæssigt og menneskeligt.
Medicinsk humaniora er en tværfaglig disciplin, der sætter fokus på det menneskelige i mødet mellem medicin og humaniora. Feltet fremhæver blandt andet de personlige sygdomsfortællinger, som forsvinder i de kliniske journalers saglige sprog, og fungerer som en modvægt til den stigmatisering, der kan præge både sygdom og behandling.
En dygtig læge “læser” ikke kun symptomer, men også patientens fortælling med omsorg og uden at reducere den til kliniske termer. Litteraturen kan træne vores evne til at lytte med opmærksomhed på, hvordan noget bliver fortalt, og ikke kun hvad der fortælles. I nogle tilfælde er måden, hvorpå patienten forklarer sin bekymring, afgørende for, hvad bekymringen i virkeligheden handler om.
Psykisk sårbarhed og sygdom er temaer, litteraturen ofte og nuanceret har kredset om. Det har vi blandt andet set i antologien Hjertet er en fold med heste (2022), redigeret af Anna Rieder og Sidsel Ana Welden. Her fortsætter teksterne de historier, som journalernes genfortællinger ikke kan rumme, og giver stemme til oplevelser, der ofte er stigmatiseret og tynget af tavshed. Antologien viser, hvordan litteraturen effektivt kan vise sygdom, nedbryde skam og råber op for en behandling, der sætter patientens åbne liv, og ikke diagnosens lukkede klassifikation, i centrum.
Som den rutinerede læser af LitteraturNu sikkert allerede har erfaret, kan den gode læseoplevelse give fornemmelsen af genkendelse, så man føler sig mindre alene med sine indimellem svære tanker og følelser. Det samme kendetegner en dygtig læge: en, der ikke blot ser patienten som symptomer eller summen af dårlige vaner.
Det kræver erfaring at genkende mønstre på tværs af patientfortællinger og samtidig bevare opmærksomheden på, hvordan egne forforståelser ikke må skygge for det, patienten forsøger at fortælle. Litteraturen kan styrke denne erfaring ved at udtrykke en mangfoldighed af patientperspektiver, der kan give forståelse for den individuelle patients oplevelse.
Eksempelvis kan Lev Tolstojs Ivan Iljitjs død (1886) give en værdifuld indsigt for læger i nutidens sundhedssystem, idet den skildrer en muligvis “svær” patient. Den døende Iljitj føler, at lægen kun ser hans sygdom og ikke ham som menneske – men samtidig famler lægen i blinde, fordi medicinen ikke slår til. Romanen rejser spørgsmål om lægens rolle, den komplekse relation til forskellige patienttyper, og hvad det vil sige at lytte til et menneske, ikke bare som en “patient”.
Undervisning i denne type litteratur kan have stor betydning for sundhedsuddannelserne, hvilket lægestuderende fra Lunds Universitet også berettede om på konferencen. De fortalte, hvordan inddragelsen af skønlitteratur i undervisningen bragte mennesket bag sygdommen i centrum og gav både faglig og personlig udvikling.
Litteraturen giver perspektiver på sygdom og sundhed, men kan også fungere som et spejl og en ventil for de svære situationer, man som læge uundgåeligt nogle gange befinder sig i. Når vi spejler os i en tekst, kan det virke nærmest terapeutisk. Flere oplæg på konferencen viste, hvordan læse- og skriveværksteder kan give sprog til erfaringer, der ellers er svære at udtrykke.
Gennem sproget får de indre oplevelser en form – og dermed en plads i et ellers formløst kaos. Sådanne værksteder er blevet afprøvet og evalueret i det tværfaglige arbejde med mennesker med blandt andet alkoholafhængighed, overvægtsproblemer, psykisk sygdom, nybagte mødre og så videre. Et af de eksempler, som blev præsenteret til konferencen, er forfatter Tine Høegs samarbejde med lektor i dansk litteratur Anders Juhl Rasmussen, hvor Høeg har faciliteret et skriveværksted for mennesker i fertilitetsbehandling.
Her mødtes deltagerne for at skrive og skabe noget sammen i en periode, der ellers er kendetegnet ved at føles gold, ensom og ufrugtbar. Skriveværkstedet havde et lindrende, terapeutisk potentiale, der skabte et frirum til at udtrykke frustrationer og smerte og mindskede ensomheden blandt deltagerne, da de kunne spejle sig i hinandens følelser og erfaring.
Tine Høeg har selv fremstillet fertilitetsbehandling i sin roman SULT (2022), der på original vis beskriver emnet og det brændende ønske om at blive mor – et emne, der har larmet i sit fravær i skønlitteraturen indtil de senere år. Som Høeg selv skriver: “vi er gået i gang med at udfylde et sort hul i skønlitteraturen. En universel men indtil nu stort set usynlig erfaring med milliarder af nuancer. Et emne uudtømmeligt som døden”. SULT føjer sig både til, men adskiller sig også fra en nyere bølge af moderskabslitteratur, der blandt andet tager sin begyndelse med den britiske forfatter Rachel Cusks roman A Life’s Work (2001).
Her i Danmark har vi fået vigtige bidrag som Cecilie Linds langdigt Mit barn (2019) og Olga Ravns roman Mit arbejde (2020). Også faderskabet har fundet vej til litteraturen i de senere år. Duncan Wieses digtsamling Kirsebærplukkerne (2023) og Felix Thorsen Katzenelsons roman Skruk Skurk (2025), som vi for nyligt har anmeldt her på LitteraturNu, sætter fokus på mænds intense ønske om at være helt tæt på det lille spædbarn, som kvinden traditionelt har været.
Der er altså rigeligt for litterater og andre humanister at beskæftige sig med i denne sammenhæng. Næste år lancerer Københavns Universitet tilvalgsfagpakken “Sundhedshumaniora”, som fokuserer på menneskers sociale, psykiske og kulturelle virkelighed i forhold til sundhed. Her indgår narrativ medicin som et vigtigt forskningsområde, og for den interesserede kan der læses mere om forskningsfeltet – herunder den nævnte konference – her.
Feltet både vokser og viser at kunsten, i dette tilfælde litteraturen, faktisk kan gøre noget ude i verdenen og bidrage til samfundets sundhed: den skaber forbindelser mellem mennesker, opfordrer os til at tænke kreativt, udvider perspektiver og kritisk tænkning samt fremmer social retfærdighed og lighed ved at give stemme til dem, som ingen har. Og den kan træne os i at lytte.