Fra Malaga til marsken – Klaus Rifbjerg EN NATURLIG FORKLARING
I sikker sproglig indpakning er Klaus Rifbjergs nye noveller et veritabelt katalog over menneskelig usikkerhed, tvivl og himmelråbende anfægtelse.
Citat
Jeg var lige ved at skrige af begejstring, da jeg så, at en af de mange herrer i uniform, som var med til brylluppet, svedte som en søløve, vandet render ned ad. Han var tordenblå i ansigtet over en stiv flip, der sad fast som en spændskrue om halsen.
Rige mennesker sveder ikke, ludere har kolde hænder, og mange mennesker lyver for sig selv. Disse erfaringer står at læse i novellesamlingen udgivet i anledning af Klaus Rifbjergs 50-års jubilæum som forfatter. Torben Brostrøm har udvalgt de ’nye’ noveller, men det er svært at blive klog på, om det betyder andet, end at Brostrøm har været andet end redaktør og i så fald, hvorfor han skal krediteres. Et begrundende og fejrende forord ville have klædt bogen.
De 21 noveller kredser tematisk om kropslighed, erindring, selvfornægtelse og mødet mellem mennesker og foregår gerne i det sydspanske eller i kystnære områder i Danmark. Rifbjergs lidt gammeldags sprog synes sine steder tabt af tiden, mens det andre steder præcist tidsfæster en tekst. Mange noveller slutter åbent med en opfordring til læseren om at finde sin indre symbolfortolker frem og give sig til at oversætte novellen. Det er en irriterende tendens, der stjæler meget af charmen fra de ellers fint ciselerede og stemningsfulde noveller, som ville fremstå lettere og mere indbydende, hvis de ikke var læssede med symboltunge billeder.
For det gode vil jeg fremhæve ’De rige sveder ikke’, hvor en nervøs lydmand er kommet til bryllup hos nogle meget rige og meget tørre mennesker. Novellen bræger op om menneskers hang til at snobbe opad og tro, at andre er bedre end én selv. Det er gjort humoristisk og behageligt samfundskritisk.
Anderledes lavmælt og diskret er ’En tilstandsform’, hvor en ældre herre i et antikvariat har et forfinet møde med den spinkle indehaverske og to mundblæste portvinsglas fra 1800-tallet. Han fortæller, at glas er en tilstandsform og ikke noget fast; ganske som menneskelivet er en tilstandsform, der altid er under udvikling afhængig af den enkeltes historie, erindring, selvforståelse og opfattelse af verden. Kunne det passende oversættes til. Hvis man absolut vil have en naturlig forklaring.
Rifbjerg er mesterligt sikker i sin portrættegning og sine iagttagelser af spil mellem mennesker. Et fortættet fokus på kroppen og dens afsondringer sender sine duftsporer ud over det indbydende omslag, men afsætter også triste skjolder af fortolkningsiver på denne anmelder.
