Fra mit vacuum – Pierre Reverdy DET OVALE TAGVINDUE
Avantgardeforlaget Bebop udgiver gamle, surrealistiske digte, som er svære at forelske sig i med nye øjne. Desværre har jeg ikke andre.
Digt
De brudte skridt
Sikken verden/
Flokken kommer ned fra tagene hvor fodspor stråler/
Det er en festlig illumination/
Træerne er døde lanterner/Et par skikkelser man kender/
Ovale ansigter runde ansigter/
Før i tiden mødtes man/
Verden er stor/
[…]
Gennem vogndøren passerer et hoved skriger/
Men det er en drøm og den har ingen stemme/
Man skænker op nu faren er sikker/
Tiden er lang/Nogen hænger nogle stjerner op på himlen/
Fra tid til anden brister en tråd/
Giv et løfte en gnist har antændt mit hår/
Lidt efter lidt har en gade taget form/Det står der oppe huset jeg kender og det beskytter mig/
Jeg vil undslippe nogen men alene er jeg ikke/
Det er lyden der forfølger mig/
Det er blevet nat og endelig er vi kommet ind/
Jeg kalder på morgenen der trækker gardinerne fra og/
vækker mig/Solen/
Men mine øjne er slukkede/
Og den har ingen ører/
Pierre Reverdy (1889-1960). Sort/hvid, smuk fransk digter. Håret redt tilbage med vand, som moden forlangte det dengang, øjnene rolige og matte, et silkebånd om kraven – en slags hverdagsbutterfly. Jeg forestiller mig ham sådan, for jeg ved ikke, hvordan han ser ud. Jeg er ikke i nærheden af et leksikon, og nettet er nede, så jeg kan ikke slå ham op. Ærgerligt, men sådan er præmissen: Jeg er fanget i et anakronistisk rum. Jeg ved ikke meget om fransk poesi, meget lidt om surrealisme og endnu mindre om avantgardeæstetik. Jeg ser værket fra et vacuum.
Herfra er det ikke noget særligt – en smule kedeligt og gammeldags. Det bedste digt er det til højre. Jeget drømmer: der står et hus oppe mellem stjernerne (en konstellation? Nej vist bare et hus). Verden er en mærkelig svingdør, hvor man nogle gange støder ind i folk, man kender, andre gange ikke gør. ”Verden er stor”, siger jeget, ”tiden er lang”, så chancerne, for at man gør, er tilsvarende små. Alligevel er der lyde, der forfølger én, mindelser om skikkelser måske, ansigter der dukker op i drømme. Verden består af minder og glemsel, der er som nat og dag, for imens øjnene om dagen glemmer, husker ørerne om natten. Derfor glemmer jeget, når solen påkaldes, og øjnene slås op, for i virkeligheden er virkeligheden usand, imens drømmen er det sted hvor øjnene – nej ørerne – er åbne. Det er kompliceret at være surrealist!
Selvom digtet er godt og indeholder smukke billeder og sætninger, er der noget, der irriterer. Hvad sker der for eksempel for, at digtet hele tiden skal spille på modsætningsparrene: øjne overfor ører, dag overfor nat. Jeg finder det gammeltestamenteligt at dele verden op på den måde, jeg gentager i mit hoved, at verden ikke består af sorte og hvide tangenter, men nuancer af grå. Jeg har den fordom om ældre poesi, at den ofte spiller på højstemte, retoriske sidestillinger, og jeg bekræftes desværre heri.
Digtene er kendetegnet af i høj grad at benytte sig af symboler. Det er typisk for ældre poesi, raser mine fordomme. Der er ofte en eller anden form for ”rejse”, jeget skal begive sig ud på. Rejsen forstås her allegorisk som et udsnit af livet i sin mest abstrakte forstand. Et sted beskrives en elsker i et sammenbrudt kærlighedsforhold, som et jeg, der rejser:
– Gennem fugtige lunde/ Dag og nat/ I sol og regn/ Visne blade knasede under fødderne
Det er ingen konkrete billeder i dette digt: bladene, der knaser under fødderne, er ikke blade, der knaser under fødderne, de er noget andet. Noget knas i et parforhold måske. Digtet påstår dermed, at det igennem abstraktion og symbolik kan godtgøre for et skrivende jegs fortid. Det er en løgn, tænker jeg. Symbolet lyver, når det forsøger at indramme livets mangfoldighed. Jeg finder denne skrivemåde patetisk, jeg finder den retorisk. Meget bedre lyder det, når digtene holder sig til det konkrete:
– På den tid var kul blevet lige så kostbart og sjældent som guldklumper, og jeg skrev i en lade, hvor sneen, når den faldt gennem revnerne i taget, blev blå.
Disse linjer er netop så rammende, fordi at de er konkrete. Verden er vendt på hovedet lige foran vores øjne: sneen er blå nogle gange, kul- og guldkurser er sort snak. Verden er surrealistisk nok i sig selv. Det er enkelt og fint skrevet, synes jeg.
Digtsamlingen er oversat af Peter Laugesen, og skulle man bede én om at oversætte fransk surrealisme, skulle det nok være ham. Digtenes rytme er dog til tider lidt haltende, og syntaksen en smule forvirrende (f.eks. ’Solen/ Men mine øjne er slukkede/ og den har ingen ører’). Laugesen plejer ellers ikke at mangle rytme og flow. Måske er det fordi Laugesen har holdt sig meget tæt til den franske originalversion. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, for der er hverken originalversion eller franskkundskaber i dette rum.
