Fra ord til mord – Matthew Pearl DANTEKLUBBEN


Matthew Pearls debutroman, DANTEKLUBBEN, tager os med ind i en verden af mord, mysterier og mesterlig litteratur. Bedre ingredienser i en spændingsroman kan man næsten ikke forlange. Og så er den tilmed velskrevet.

Citat

Det er ikke et sammentræf, insisterede Lowell. Vores Lucifer har løbet om kap med os for at finde ud af hvad der kom først – Dante oversat med blæk eller blod!

Året er 1865. Amerika har netop oplevet sin egen udgave af Dantes inferno i form af den gruopvækkende borgerkrig, der fik landet til at eksplodere og efterlod sig tusinder af traumatiserede unge soldater. I dette postborgerkrigsramte USA sætter en lille ekslusiv kreds af Bostons mest fremtrædende litterater og forfattere, kendt som Danteklubben, sig som opgave at præsentere det amerikanske publikum for en oversættelse af Dantes GUDDOMMELIGE KOMEDIE.

Efterhånden som projektet skrider frem viser der sig at være en analogi mellem oversættelsen og en række bestialske mord begået i klubbens nære omgangskreds. Snart må danteklubben derfor sande at oversættelsesarbejdet bliver et kapløb med en morder, der synes at ville oversætte DEN GUDDOMMELIGE KOMEDIES lidelser i kød og blod, og oversættelsesarbejdet udvikler sig nu til et livsfarligt opklaringsarbejde.

Selvom DANTEKLUBBEN starter lige på og hårdt med et mord allerede på første side, er den længe om at komme rigtig i gang. De første hundrede, lidt flagrende sider er et tydeligt udtryk for romanens problemer med at finde sit fokus. Herefter tager den imidlertid fart og udvikler sig snart til en effektiv og litterær begavet krimi.

Med hensyn til det sidste, så siger det sig selv at Dantes GUDDOMMELIGE KOMEDIE nødvendigvis må indtage en på alle måder fremtrædende rolle i Pearls roman. Men selvom navnet DANTE alene kan fremkalde frygt og bæven hos selv den modigste litteraturinteresserede læser kan man roligt kaste sig over DANTEKLUBBEN. Takket være Pearls store litteraturhistoriske viden og faglige overskud (han har en doktorgrad i engelsk og amerikansk litteratur), samt, ikke mindst, en evne til at være pædagogisk forklarende uden at det virker anmassende, bliver brugen af den italienske kanonforfatter aldrig en teoretiserende og tung hæmsko for handlingen.

Ofte lader Pearl således en af sine personer opsummere og samle trådene, samt oversætte (i mere end en forstand) de på italiensk fremførte Dantecitater. På den led fungerer DANTEKLUBBEN som det den er – en krimi, der på intelligent vis gør brug af et verdensberømt forlæg. Romanen er ikke en litterær tour de force ud i Dantes digteriske verden.

Sideløbende med mordgåden får læseren et indblik i efter(borger)krigstidens Amerika. DANTEKLUBBEN byder på et møde med en af politistyrkens første sorte betjente (omend en fiktiv en af slagsen), og med de fysisk og mentalt forkrøblede krigsveteraner, der ikke synes at være plads til i et USA, der helst vil glemme borgerkrigens mørke sider og kun fejre successen ved de sejrende drenge i blåt. En diskret parallel til USA årene efter Vietnamkrigen. Også den konservatisme der prægede kultursynet omkring eliteuniversiteterne indrages som et essentielt element i handlingen. Selvom figurerne aldrig rigtig får den substans, der ellers til tider er tilløb til, opvejes det de mangler i psykologisk dybde af det medrivende plot, som uden diskussion er det der bærer denne roman. En roman, der i øvrigt sine steder absolut ikke er uden humor.

Så mens snevejret fortsat daler udenfor vinduerne i de danske hjem kan man jo passende varme sig ved Dantes ild og Pearls, ja beklager, men det måtte jo komme, helvedes spændende roman

Skrevet af Morten Schoop

Morten Schoop (1978) er uddannet cand.mag i litteraturvidenskab. Som anmelder kaster han sig over romaner, tidsskrifter og politisk orienteret debat.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *