Frændeløs – Henriette E. Møller JELNE
Man må hurtigt overgive sig til Henriette Møllers ret blærede, lune og usentimentale debutroman om Jelne alene i verden.
Citat
Hun læner sig ud ad det åbne vindue, det er Jelne, der læner sig ud ad det åbne vindue fra lejligheden på 5. sal en sen eftermiddag i januar. Hun står og lyser op i den røde trøje, Jelne står i den røde trøje og læner sig ud ad vinduet i lejligheden på Nørrebrogade. Hun står med en kasse i hænderne, hun løfter den ud ad vinduet, kassen, hendes arme er strakt ud, hun vender den med bunden opad. Kassen bliver tømt. Det går hurtigt, det tager ikke mange sekunder, så ligger alle billederne på gaden, på sneen.
Min læsning af Henriette Elmstrøm Møllers debutroman JELNE var først præget af en mistænksom modvilje mod såvel sprog som tema. Romanen starter med, at hovedpersonen Jelne fra sin femtesalslejlighed på Nørrebrogade smider al fotodokumentation fra sin og ekskæresten Kaspers tid sammen ud på gaden til den visse opløsning i sneen. Hvor banalt og ligegyldigt med endnu en roman om det gennemtærskede parforhold tænker jeg. Har hun virkelig ikke mere på hjerte? Og hvad sker der med det enfoldigt bøvede, danskfristilsagtige sprog? Er det ubehjælpelighed eller måske en parodi på en slags konventionel moderne form for romanprosa? Disse mine umiddelbare tanker blev dog hurtigt gjort til skamme: efter et par kapitlers læsning var jeg nemlig helt og aldeles opslugt af historien om Jelne, som derefter blev konsumeret i et hug.
JELNE er nemlig mere end bare en historie om et forlist parforhold, og sproget er måske snarere snedigt nysgerrighedsvækkende end dilettantisk. Det er en historie om ensomhed og omsorgssvigt, om en søgen efter sandheden om sin barndom og sine rødder og om længslen efter en familie – alt sammen fortalt gennem den uheldige Jelne, hvem alle synes at dø fra eller forlade.
Bruddet med den troløse kæreste udløser den familie- og venneløse Jelnes desperate rejse tilbage til provinsens barndomsland. Til Jelne var syv år gammel boede hun i byen Dalbjerg, hvor moren – et drikfældigt livsstykke – var servitrice på den lokale kro. I tilbageblik får vi også historien om Jelnes opvækst hos morfaren, indtil også han dør, i en anden provinsiel egn af landet efter morens død. Beskrivelsen af den lille piges opvækst blandt morfaren og dennes hønisse-omgangskreds af pensionister er i øvrigt ret spøjs. Her forstår man også pludselig Jelnes faible for kaffe og hjemmebag. Et andet irritationsmoment i starten var nemlig netop Jelnes evindelige kaffebrygning og brunkagebagning, hvilket jeg fandt var lidt for menopauseagtige sysler til en pige i tyverne.
Vi får også at vide, at Jelne egentlig hed Jenny, men at hun ved sin mors begravelse tog konsekvensen af morfarens konstatering af, at hun nu var ”blewn jelne”. Efter denne oplysning dechifrerede min indre jyde i samarbejde med min indre hermeneutiker lynskarpt den onomastiske kode: ”Jelne” betyder altså ”alene”.
Inkognito tager Jelne job som servitrice på selv samme kro, hvor moren i sin tid arbejdede. En kro som drives af den samme storfamilie, som da Jelne/Jenny var barn. Og uden at afsløre for meget – for der er nemlig ret så elegant indbygget en lille overraskelse til slut – viser det sig, at Jelne måske ikke er så alene alligevel.
Hvis man lige giver den en chance for at udfolde sig, er Henriette Møllers debutroman en ret tjekket og medrivende en af slagsen.
