Francis Bacon, Hamlets forfatter – Erlend Loe og Petter Amundsen ORGANISTEN
Loes mange fans sættes på en hård prøve i denne bog, der mere er en faktabog om hemmelige koder og skatte, end fiktion for mennesker, der gerne vil læse om sig selv. Men Loe sejrer, fordi han endnu en gang slår sin originalitet og uafhængighed fast.
Citat
Mens vi snakket sist, oppdaget jeg at nummereringen av sonette 145 står rett over ordet owne. Jeg fortalte at 14 er tallverdien til o og 5 er tallverdien til e, og desuten at w på gresk er omega, altså o, og at n på gresk er eta, altså e. Det står med andre ord to o-er under tallet 14 og to e-er under tallet 5. Jeg ble slått av hvor subtilt og elegant det er, og jeg har nå gått gjennom hele boken for å se om det fins flere slike forekomster hvor tallet på sonetten korresponderer med tallverdien til bokstavene rett under.
Jeg finner to andre slike eksempler.
Når man bladrer i ORGANISTEN (fra 2006) ser man farvebilleder, illustrationer og masser af figurer indtegnede på sider fra William Shakespeares værker. Det er tydeligvis ikke en vanlig roman, men hvad er det så?
Hvis man skal sammenligne med Loes andre bøger, minder ORGANISTEN mest om L, ved at lægge sig i feltet mellem fiktion og fakta, men den er svær at definere og efterlader læseren i tvivl: Skal bogen tages alvorligt, eller er det én stor parodi på al den konspirationsteorilitteratur, der blev spyttet ud på markedet for et par år siden?
Organisten selv er Petter Amundsen, et sammensat menneske, der ud over sit hverv ved Skøyen Kirke er korleder, importerer gelatine fra Tyskland, er skiinstruktør, tidligere forhandler af vin og brugte ure, børsmægler og boligspekulant, samt medlem af Frimurerordenen. Han henvender sig til Erlend, der fascineres af det samme spørgsmål, som læseren hurtigt begynder at tumle med: Er organisten gal eller genial?
Jeg var længe overbevist om, at det hele var pjat. Så googlede jeg Amundsen og fandt ud af, at alt der står i bogen om ham passer, og at han ivrigt debatterer sine teorier. Teorier der meget kort fortalt bygger på førsteudgaverne af Shakespeares samlede værker, og som fremsætter påstande om, at teksterne i virkeligheden var skrevet af Francis Bacon (m.fl. måske), hvorefter det hele udvikler sig med Rosenkreutzere, Frimurere, tal- og bogstavkoder, mystiske symboler og simpelthen en nedgravet hemmelighed af kolossal værdi på en ø ved Nova Scotia.
ORGANISTEN er primært 427 siders præsentation af denne teori. En møjsommelig fremlægning af mellemregningerne, fortalt af Petter til Erlend, der så har renskrevet dem til en mere fremkommelig bog. Ind i mellem krydres det af typisk Loe-humor, fx med små karakteristiske bemærkninger om det glas gule saftevand, han får serveret ved deres møder. Men tag ikke fejl, bogen er én lang bevisførelse for Amundsens teori, og alle der forventer en ny NAIV. SUPER. eller DOPPLER vil blive skuffede.
Det blev jeg også selv kortvarigt, men så vendte skuffelse til glæde. Både over organistens grundige research og nærmest smukke argumentation, men først og fremmest netop af det faktum, at jeg, så begavet og skeptisk som nogen, kan bringes i tvivl: Er det en veludført spøg eller blodig alvor? Denne tvivl og den implicitte opfordring til selv at danne sig en mening om, hvad man skal tro på, i denne bog som i alt andet, må være ORGANISTENs enkle, men vigtige morale.
Helt sikkert er det, at Loe endnu en gang har vist sig som en af de nutidige forfattere, der er mest kold i røven over for fastlåste opfattelser af god smag, litterært parnas og hvad, man må skrive bøger om. I al sin tilgængelighed og popularitet er han omtrent fyrre gange mere original end de fleste såkaldte avantgardister. Min respekt for og glæde ved Loe er endnu en gang øget, og det troede jeg faktisk ikke var muligt. Løgn eller latin, med denne bog har han taget røven på mig. Tak for det.
