Franki-fundering – Lars Frost UBEVIDST RØDGANG
Lars Frost er langt om længe tilbage, men også helt fremme med en ny roman, der hæmningsløst flikflakker sig igennem 1970’ernes begyndelse.
Citat
Guldborgsundbroen stod færdig i nittenfireogtredive, og i nittenniogtredive Vilsundbroen over Limfjorden, en bro af samme slags, mere eller mindre, men med fem buer og en dobbelt klap, forklarer Erik, det er bare lige de to, Erik kan huske i øjeblikket, men Engelund lavede flere, den mest imponerende er Dronning Alexandrines Bro over Ulvesund fra Kalvehave til Møn, som på trods af besættelsen blev indviet sidst i maj nittentreogfyrre – måske Danmarks smukkeste bro, det er der folk, der mener, og Erik er fristet til at give dem ret.
Det karakteristiske ved Lars Frosts skrupforvirrede, men helt igennem vellykkede og genialistisk blærede nye roman, er dens mylder. Handlingstrådene spreder sig ud i hastigt tempo mestendels i datid, men af og til sporadisk i nutid for pludseligt at knække over og tage nye uforudsigelige retninger, alt imens opremsning in extremo af alskens pæle- og bygningskonstruktioner, herunder Franki-fundering, lader den ene fatalt skæbnesvangre begivenhed gribe den næste (mod slutningen af første halvdel regner det med skæbnesvangre øjeblikke på en gennemblødt læser), for slet ikke at nævne fortælleren, der titter og titter og pludseligt dukker frem i egen første person for at overtage hovedscenen med en del postyrlig narrefisse og læserlige koldbøtter til følge.
Den uudgrundelige titel UBEVIDST RØDGANG dækker over en ‘ingeniørroman’ i to halvdele, der (ud over de flotte farvetryk af en Malene Hartmans tuschskravede mønstre) er markeret hhv. med arabiske og romerske kapitelnumre (sidstnævnte foregår mestendels i netop Rom).
I første del introduceres vi til 1970’ernes begyndelse og den midaldrende entreprenør Erik, der har brændt fingrene på drømmen om ‘et eget rådgivende ingeniørfirma’, vist mest pga. af den dubiøse sportsvognskørende kompagnon Johns manglende evne til at tælle penge. Erik har nu fået arbejde som menig ingeniør i et stort, men bestandigt overset byggefirma. Eriks ene bror Karsten er død alt for ung, mens en anden bror, den forknyttede Kresten, får et slagtilfælde som følge af hans slid på den fædrene gård på Lolland. Eriks unge og hormonfyldte søn Arne, der bliver romanens hovedperson en kort overgang, går til politiske gruppemøder med Johns rebelske søn Michael og fortæller, at Erik skal være farfar, inden han, Arne altså, entrer en tilfældig forbipasserende, men ‘kneppelig’ italiensk pige (’det andet hul er reserveret, det skal gemmes til kærligheden’, anviser hun, og man kender banditten Frost). Og væk er Arne.
Anden del begynder: ’Erik havde været i Rom et par måneder, da jeg mødte ham på Piazza del Popolo’. Jeg-fortælleren træder frem, navngivet endda, og jeg kan afsløre så meget, at det ville ødelægge meget for kommende læsere, hvis jeg afslørede navnet her.
Hvor Frost i sin forrige roman SMUKKE BILER EFTER KRIGEN lancerede sig selv som turistfører på Island, er det i den nye bogs anden del Venedig (Rom og Napoli), der bliver beskrevet bedre end Lonely Planet kunne have gjort det, hvilket involverer italianoen Bruno og briten John McAndrew, der pludselig (PLUDSELIGT) også entres af ‘sin italienske samarbejdspartner Renato Padoan’. Bruno og herreparret McAndrew og Padoan er samlet i Venedig for at gøre noget ved byens smuldrende fundament og snarlige (vi er stadig i primo 1970’erne) endeligt, og læseren trækkes igennem i en bred vifte af teorier om årsagen til byens bogstavelige opløsning.
UBEVIDST RØDGANG handler således om fundamentets afgørende betydning, og det i en konkret forstand, nemlig Venedigs bærende pæle og Danmarks sammenbindende betonbroer. Hos den skrivestruttende forfatter Frost er fundamentet under velfærdsstaten Danmark ikke Grundtvig eller socialdemokratiet men betonen: Danmark er bygget på Franki-fundering.
