Frankrig tur retur – Erling Bjøl DEN FRANSKE FORBINDELSE
Erling Bjøl øser ud af sin visdom om Frankrig, Danmark, kultur og historie. Det er både farve- og lærerigt. Den dannede verdensmand vil elske den. Den udannede vil ikke fatte en brik.
Citat
Den sædvanlige franske måde at spise ost på er først at brække et stykke af en baguette, som danskerne tror kaldes flûte, derpå med kniven anbringe et passende stort stykke ost på det og ind i munden. Nogle ostesorter som petits suisses spises dog med ske. Men man skal huske at pille papiret af. Det vidste den kinesiske udenrigsminister Zhou Enlai ikke, da han spiste frokost med den franske konseilspræsident Pierre Mendès-France i Genève i 1954. For at få fred i Indokina spiste han så papiret med, så kineseren ikke skulle blive såret.
Erling Bjøl er en ‘grand old man’ i dansk kultur. Han er journalist, professor emeritus i statskundskab og har skrevet et hav af bøger om kultur og historie. Blandt andet VOR TIDS KULTURHISTORIE, som er at finde i et hvert dannet hjem. Det giver en vis status.
Når man har opnået den status, kan man tillade sig lidt af hvert. Man kan f.eks. slippe af sted med at skrive et værk om sine egne betragtninger om Frankrig og Danmark, landenes historie, befolkningernes mentalitet og hvad vi kan lære af hinanden. Man kan endda gøre det på sin helt egen springende og anekdotiske facon.
Heldigvis for det. For selvom DEN FRANSKE FORBINDELSE til tider kan være svær af følge, så er den samtidig et rent smykkeskrin af vise og fornøjelige betragtninger. Bjøl får med både humor og stor indsigt i såvel fransk som dansk historie på sin helt egen måde vist nogle linjer i udviklingen.
Bjøl begynder med Solkongen og bevæger sig så fremad og tilbage igen via Moliere, Holberg, Rosseau, Voltaire og Montesquieu såvel som de Gaulle og Saokozy – alle de store. Den røde tråd er at vise de to forskellige veje, som Danmark og Frankrig har taget – blandt andet på grund forskellige opfattelser af hvad demokrati er – samtidig med at vise det fælleseuropæiske. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er frankofil, og bogen handler da også mest om Frankrig. Men det er der også god mening i, hvis man sammenligner, hvad Danmark og Frankrig har bidraget med til den europæiske kultur.
For den dannede læser er DEN FRANSKE FORBINDELSE således en rigtig godbid at kaste sig over. Til gengæld vil jeg tro, at den udannede får sin sag for. Hvor Bjøl normalt er så pædagogisk, at alle kan være med, tillader han sig for en gangs skyld at skrive for dem, der ved, hvem Bernstorff er, og som har styr på deres Voltaire. De andre er nok også ligeglade med historien om ligheder og forskelle i den franske og danske kulturudvikling.
DEN FRANSKE FORBINDELSE er helt sin egen. Det er kulturhistorie, Bjøls personlige franske historie, skarpe analyser og anekdotiske indfald i én fortælling, som er fortalt med journalistisk overlegenhed og humor. Hvad humoren angår, er titlen DEN FRANSKE FORBINDELSE en god indikator for stilen – det er underspillet og antyder kun lige noget vovet, men altid lunt.
Alt i alt er det en stor fornøjelse at være i selskab med Bjøl, når han med DEN FRANSKE FORBINDELSE folder sig helt ud.
