Franske finurligheder – Fred Vargas DEN TREDJE JOMFRU
Adamsberg bærer rundt på et godt hjortegevir, mens han bakser med diverse lig samt en kriminalkommissær, som taler i seksfodsjamber, og ikke mindst til sidst bliver det virkelig godt og spændende.
Citat
I det lille lokale, hvor drikkeautomaten stod, stødte Adamsberg en dag på to store skumgummifirkanter, der lå direkte på gulvet indhyllet i et gammelt tæppe: en interimistisk sovesofa, der fik lokalet til at ligne et herberg for hjemløse. Utvivlsomt Mercadets værk, for han var afdelingens store sovedyr; hans søvnbehov var så umådeligt, at det gik ud over hans professionelle samvittighed. Adamsberg trak en kop kaffe i den gavmilde automat og besluttede at prøve sofaen. Han satte sig på den, gav sig selv en pude i ryggen og strakte benene ud. Der kunne man sagtens sove, ingen tvivl om det. Den varme skumgummi lagde sig lækkert, men også lumsk ind om kroppen, så man næsten havde følelsen af at ligge sammen med nogen. Man kunne eventuelt også ligge der og tænke, men Adamsberg kunne kun tænke, når han samtidig spadserede.
Med DEN TREDJE JOMFRU har vi nu fire Fred Vargas-krimier på dansk, og det er slet ikke så ringe endda. For i krimisammenhæng rager den franske bestseller-forfatter nemlig godt og skævt op over den brogede middelmængde, hvilket der er mindst to gode grunde til: For det første er hun virkelig velskrivende, og for det andet får hun mig til at tænke på Arne Dahl.
Her vil det så være rimeligt at protestere, da der er en pæn verden til forskel på det svenske A-hold og Adambergs franske opklaringsteam, men alligevel er sammenligningen nu ikke helt skæv. Begge forfattere kan nemlig noget af det samme, når det handler om at udstyre deres personer med finurlige karakteristika, som i den grad tiltrækker sig opmærksomhed.
Hos Dahl er det bl.a. Söderstedt-familiens mangel på ansigtskulør, det alt for tynde lag mellem Kjerstin Holms tinding og omverdenen samt Hultins pludselige skallenikkeri. Og hos Vargas er det Froissys madvaner, Mercadets overdrevne søvnbehov eller den nye Veyrenc, som konstant ytrer sig via seksfodsjamber – for nu bare at nævne et par andre skævheder end dem, som vi finder hos den originale hovedperson, Adamsberg, der fx bærer fint rundt på et godt hjortegevir.
Mens svenskeren mestrer finurlighederne på fornemt balancerende vis, så mangler Vargas lidt gefühl med detaljedoseringen i DEN TREDJE JOMFRU. Ikke kun fordi tegningerne sommetider tipper over og bliver karikaturer, men også fordi hun simpelthen kører for hårdt på med den skæve og delvist private personfiksering til fordel for plotfokus. Derfor er det helt klart også de sidste 150 sider, som fungerer bedst og rigtig godt, netop fordi opklaringen begynder at stramme til og dermed får forfatteren til at klø strammere på med samlingen af plotpuslespillet.
Og nu er vi så endelig fremme ved det tiltrængte resume, men rimeligt nok kommer det først her, da Vargas jo altså selv langt hen ad vejen er mere optaget af persongalleriet end en hård handlingsafvikling.
To døde mænd i Paris har jord under neglene, og det spor fører videre til et gravsted, der ikke er helt, som det skal være, og spørgsmålet er så bl.a., om det har nogen sammenhæng med to dræbte hjorte, en kastreret kat – og en dissocieret dræbersygeplejerske, som er flygtet fra sit fængsel? Sagen er i hvert fald ikke helt så lige til, og Adamsbergs verdensfjerne og ’skygravende’ sind bliver ikke ligefrem hjulpet tilbage på det rationelle spor af den nytilkomne kriminalkommissær Veyrenc, som nemlig slæber rundt på en gammel, traumatisk historie, der involverer vores hovedperson.
Alt i alt er det rigtig godt og spændende, men jo altså først og fremmest i den sidste lille halvdel, hvor forfatteren begynder at stramme til. Hvis hun havde slækket lidt på det finurlige personvæveri og kørt mere tight på plottet fra starten, så havde jeg for alvor været fint solgt til den meget velskrivende franskmand.
