Et frem for alt folkeligt foretagende – VMO
“Den (måske) hyggeligste litteraturfestival”. Sådan profilerer den aarhusianske Vild med ord-festival sig, en to-dages oplevelse med litterære talks, underholdning og – som om det ikke skulle være nok i sig selv – morgenyoga. De rene frivillige kræfter bag programmet virker til at være ambitiøse på publikums vegne. Måske lidt for meget.
Adrian Hughes skyder de to dage på Godsbanen igang med en bogquiz, hvor fire personer med indblik i det aarhusianske kulturliv sidder bag podierne. Hurtigt kommer publikum, til lettere overraskelse for Adrian Hughes’ program, til at spille en større og større rolle i besvarelsen af spørgsmålene, et publikum som jeg tager mig selv i at være overrasket over ikke indbefatter flere unge. Omvendt henvender Kunstquizzen på DRK, som eventet med tydelighed er bygget op omkring, sig til et overvejende ældre segment.
Bagudskuende ser jeg, at de to dages form og indhold faktisk kridtes op i denne åbningsseance: først og fremmest er VMO et folkeligt foretagende. Quizzen omfatter næsten udelukkende klassikere og bestsellerlitteratur, og finlitteratur som sådan er ikkeeksisterende. Adrian Hughes evne til at få publikum med sig, hans DR know-how, ser ud til at løfte arrangementet op til en levende oplevelse for størstedelen af seerne. At lørdagens korte program sluttes af med en talk af Anne-Cathrine Riebnitzsky, hvis seneste bog har ligget på Politikens Bestsellerliste, understreger det litterære fokus som henvendt til de mere mainstream læsende. Er det derfor, man for eksempel ikke ser flere litteraturstuderende fra AU?
Jeg prøver den næste dag at styre lidt udenom de større navne, selvom det er svært ikke at trækkes mod især Kim Leine og Thomas Korsgaard. Med henholdsvis Phd Tobias Skiveren og lektor Stefan Kjerkegaard som moderatorer hæves samtalen til andet end lettere overfladisk snak mellem en forfatter og en interviewer. På trods af en indledende for stor vægtning af oplæsning hos Kim Leine, og af en meget tekstnær tilgang, berøres ud fra seneste værk spørgsmål som hvordan netop skønlitteratur har evnen til at behandle det irrationelle møde mellem Grønland og Danmark. Tabet af rødder er i fokus; at møde sig selv og blive en anden i mødet med Grønland som en af Kim Leines personlige erfaringer. Ud fra præmissen om en vinkel på hovedsagelig én specifik bog af Kim Leine fungerer det egentlig godt, selvom højdepunktet nåes, når de større generelle spørgsmål kommer i spil. Det synes at være en hæmsko at have læst en roman for godt med den medfølgende besværlighed ved også at kunne åbne op for en personlig samtale om litteratur. Kim Leines seneste bog danner rammen, og spørgsmålene hvor forfatteren kan komme i spil udebliver.
En sådan mere intim samtale finder sted i mødet mellem Stefan Kjerkegaard og den unge forfatter Thomas Korsgaard. Planen for talken er i bund og grund enkel: Hvordan blev man forfatter, indkredsning af karakteren Tue i de to romaner, receptionen, og der nåes endda omkring bogforsider og titler. Det udvikler sig til en levende og ubesværet dialog om også den sociale kontrol i mindre byer – et af bøgernes største udspring. Det tekstnære og det personlige mødes i fin forening ved en afmålt vekslen i spørgsmålenes indhold, som gør snakken dynamisk og naturligt fængende.
Der er som nævnt ikke sparet på det underholdende element. Lars Bukdahls og Jens Blendstrup står spændstige klar med litterær hypnose, eller som de selv siger: et hypnotisk litteraturshow. Salen er – uden at det kommer bag på nogen – overfyldt, og der gøres tykt grin i en sketch over en dag i en “miljødigters” liv eller “hvordan læser man autofiktion”. Pointen er desværre langstrakt, humoren noget for sig. Der køres for meget rundt i en ensformig humor, så det virker som går man efter de billige points. Det er sørgeligt, at oplæsningerne fra deres respektive rigtignok “ægte” bøger slår det, de selv kalder et show, når disse netop ikke synes at være en integreret del af det.
Hvad der imidlertid har brændt sig mest fast i hukommelsen er mødet mellem Aarhus feminist collective, en læsegruppe åben for både mænd og kvinder med fokus på feministisk litteratur og Anne Mette Kærulf Lorenzen og hendes tegneserie Skamlebben. Salen er mindre, stemningen mere fortrolig. Måske fordi det handler om at springe ud som lesbisk i en forholdsvis høj alder og forlade et heteroseksuelt ægteskab. Om homoen med forsinkelse skildret som et dyr i en tegneserie, der også har politiske kommentarer. Det aktivistiske projekt bag gør det til mere end blot en personlig fortælling, og her går der en lige linje til Aarhus feminist collective, der med tre repræsentanter fra gruppen italesætter, hvordan man kan mødes og tale om aktivisme. Mette Østgaard Henriksen, også forfatter, drejer elegant og naturligt samtalen ind på nævnte emner, så der nås godt omkring begge parters agendaer. Agendaer der i et af tilfældene er at udbrede kendskabet til Aarhus feminist collective og i det andet at indkredse et forfatterskab.
Den mest dybdegående af alle oplevelser er om cli-fi eller climate fiction. Måske er det fordi moderator Gregers Andersen, lektor på Stockholms Universitet, både har skrevet bøger og forsket i fænomenet og således er den perfekte, mest fagligt kompetente ordstyrer og kommentator. Der åbnes, med Charlotte Weitze, Lars Skinnebach og Rasmus Lund, op for et univers med økopoesi og klimafiktion som centrum. At litteraturen kan føre til handling og engagement, og at litteraturen kan favne det komplekse, gøre klimafiktionen mere levende end naturvidenskabelige rapporter og prognoser, er nogle af de påstande, der diskuteres. På meget kort plads kan lyrikken, eller litteraturen i det hele taget, skildre noget komplekst. Om klimaforandringens rod starter i det private eller andet sted er også til diskussion. Det nægtes dog mere eller mindre, at de tre forfattere skulle være pessimistiske på menneskets vegne. For som Skinnebach siger, er mange af de irreversible processer stadig igang, og derfor handler det mere om forståelse end pessimisme.
I det tætte og alsidige VMO-program med dukkeudstilling, yoga m.m. må man selektivt vælge ud, og hvis man vil tage en pause mellem talksene, må man følgelig gå glip af en af de andre. Den tilsigtede hyggelige og tilbagelænede tilgang til litteraturen fungerer for det publikum, der har opsøgt netop det, mens festivalen med sikkerhed vil skuffe tilskueren med en mere akademisk litterær baggrund. Man kan konkludere, at litteraturen er mangfoldig, men at det er en mere ensidigt udvalg, VMO her præsenterer. Der mangler et litterært fix til feinschmeckeren, før også hun eller han vil komme igen næste år.
