Frihed og værdighed – Jens Nauntofte TYRANNERNES FALD
Journalisten Jens Nauntofte har malet et fængslende og lettilgængeligt portræt af Det Arabiske Forår og det politiske gedemarked, der nu udfylder tomrummet efter TYRANNERNES FALD.
Citat
Min rejserute omfattede bl.a. de lande, hvortil jeg var rejst første gang i 1961, dengang purung på tommelfingeren, uden mange kroner på lommen. I den mellemliggende menneskealder havde jeg rejst den arabiske verden tynd, med et tv-kamera. At denne slumrende verden var eksploderet i en revolutionær oprejsning var overraskende. Et enkelt kup eller voldeligt magtskifte og en del krige var jeg rejst i hælene på adskillige gange. Men 2011 var anderledes.
Det er nu lidt over to år siden, at den tunesiske gadesælger Muhammed Bouazizi i desperat afmagt satte ild til sig selv efter en kontrovers med politiet. Den unge mands forbitrelse gav genlyd i store dele af den arabiske verden, og flammerne fyrede op under et brændende og bredtfavnende ønske om en bedre tilværelse: En tilværelse med ’frihed og værdighed’, som slagordene lød, da demonstranter indtog gaderne. Tre systemskifter, utallige dødsfald og en vedvarende borgerkrig senere gør journalisten Jens Nauntofte foreløbig status over Det Arabiske Forår og inviterer læseren med til Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien.
Det er ikke nogen let opgave, Nauntofte har sat sig selv på. Godt nok ligner oprøret i de fire lande på overfladen hinanden – folket fik nok af brutale diktatorers mangeårige undertrykkelse. Men når man kigger nærmere på de forskellige lande, er revolternes udgangspunkt og efterspil fundamentalt forskelligt. Samtidig er det sidste punktum for urolighederne fortsat ikke sat. Snarere tværtimod. Så mens udviklingen fortsat går stærkt, puster historiens vingesus Nauntofte i nakken, og bagklogskabens grimme ansigt truer ethvert forsøg på at sige noget generelt om situationen i den arabiske verden. Disse faldgrupper taget i betragtning er det et giftigt projekt at forsøge at trække de store linjer i Det Arabiske Forår. Men med TYRANNERNES FALD vover Nauntofte pelsen, og resultatet er enormt vellykket.
Opskriften er en velbalanceret mikstur af interviews og historiske tilbageblik, der krydres med Nauntoftes egne erfaringer fra regionen, der gennem mere end 50 år har fungeret som hans arbejdsplads. Det fungerer glimrende og er med til puste liv i informationsstrømmen. For eksempel er det gruopvækkende, når Nauntofte i sin skildring af Libyens eksdiktator, Muammar Gaddafi, fortæller om sit eget møde med den dengang karismatiske idealist, der med årene udviklede sig til ’en dæmonisk og rablende paranoid galning.’
I diverse interviews, der er bogens bærende element, er det befriende, at Nauntofte sætter sig ud over en grim tendens, som man efter min mening finder i mange vestlige medier, til kun at at halse efter glansbilledehistorier om unge sekulære aktivister, der blogger om deres demokratiske visioner på de sociale medier. I stedet lader Nauntofte alle parter komme til orde, og det tæller både propagandachefen for det syriske regime, salafistiske krigere og selvfølgelig repræsentanter fra Det Muslimske Broderskab, der flere steder har høstet de politiske frugter af omvæltningerne. De forskellige aktører er alle vigtige brikker i Det Arabiske forår, og deres syn på sagen giver et unikt indblik i, hvor kompleks og springfarlig den sociale og politiske situation er i de forskellige lande. Dermed viser Nauntofte, hvor uenige folk, der oprindeligt samledes under de samme revolutionsbannere, i virkeligheden er. Og det er præcis denne slående uenighed, jeg oplever, når jeg taler med folk i Kairo.
Med TYRANNERNES FALD er det altså lykkes Nauntofte at skabe en spændende, informativ og lettilgængelig introduktion til det Arabiske Forår, der ikke lover mere end den kan holde. Og derfor kan den varmt anbefales.
