Frihed, samtale og respekt – Birthe Rønn Hornbech TALE ER GULD
Der bliver uddelt kagerulleslag til både højre og venstre, når den gamle grundtvigianer tager nogle af gårsdagens mediesager op. Selvom holdningerne aldrig bliver trivielle, er det hele bare lidt for rodet og lidt for sent ude.
Citat
Rønn Hornbech om Ekstra Bladets håndtering af Jørgen Leth-sagen:
”Ekstra Bladets ledelse ved jo godt, at den slags historier sælger, og at læserne gerne lukker det ene øje for, at Ekstra Bladet altid har formået på samme tid med den ene hånd at appellere til det småborgerlige og moraliserende i danskerne, samtidig med at bladet med den anden hånd udøver sin lukrative virksomhed som landets største rufferske… Det her handlede jo om noget helt andet, nemlig at Jørgen Leth skulle ydmyges.”
Birthe Rønn Hornbech er lidt af en legende i nyere dansk politik. I en tid, hvor partidisciplin og formandsskideballer igen er blevet en politisk dyd, er hun en af de få politikere, der stadig tør sige sin mening uden omsvøb. Hun var en af de første, som tog bladet fra munden, da det i 1990’erne stadig var tabu at diskutere indvandrere og en af de første til at hive i nødbremsen, da tonen kammede over.
Hendes rolle som Rasmus Modsat er noget hun er meget bevidst om, og det kontrære er da også bogens grundpræmis.
TALE ER GULD er delt op i otte essays, som hver tager en sag op, der har floreret i medierne indenfor det seneste års tid. Vi bliver i nogle essays konfronteret med meget omsiggribende stridspunkter som Muhammed-sagen og spørgsmålet om øget overvågning og politibeføjelser pga. terrortruslen. Andre essays kaster sig over enkeltsager som mediernes håndtering af Jørgen Leth-sagen og balladen omkring Abu Labans forslag om blodpenge til RUST-ofrets familie. Det hele er en smule forældet nu, men det er nu engang skæbnen for debatbøger i de utålmodige mediers tid.
At gøre rede for hvad Rønn Hornbech mener om de enkelte emner hun tager op, ville ikke være retfærdigt over for bogens mål. Hendes stillingtagen reduceres aldrig til ideologisk papegøjesnak. Hun har en holdning, fordi hendes fornuft og samvittighed fortæller hende, at det er det rette. TALE ER GULD er netop skrevet som et hidsigt opgør med politiske one-liners og forhastede konklusioner – det der også populært kaldes for populisme.
Bogen har dog et par åbenlyse skønhedsfejl. Mens holdningerne bestemt er gennemtænkte, er formidlingen det stik modsatte. Både sproget og tonen i bogen er ekstrem omskiftelige. Det svinger fra præcis slogan-agtig staccato til bidske angreb til massive sætningsstrukturer, der ville tage pusten fra selv den ondeste bureaukrat:
– Når alle andre love end lov om indfødsrets meddelelse er vedtaget, foreligger der et offentligt tilgængeligt retsgrundlag, der ikke kun udgøres af lovteksten, men af de omhyggeligt udarbejdede bemærkninger til lovforslaget og de mange spørgsmål og svar mellem udvalg og minister samt eksperterklæring og udtalelse fra udvalget, den såkaldte betænkning.
Den slags sproglig blindebuk er noget sjusk.
Et andet kritikpunkt er, at ikke bare helheden, men også de enkelte essays mangler fokus. Man bliver f.eks. kastet fra de muslimske ambassadørers rolle i Muhammed-krisen til Tyrkiets medlemskab af EU over i danske præsters ret til at prædike politisk – alt sammen på kun halvanden side. Det er noget rod, som kunne være luget ud med lidt gennemskrivning.
Men Rønn Hornbech er en af de mest interessante politikere, Christiansborg har at byde på, hvilket også er grunden til, at man som læser kan se igennem bogens mangler. TALE ER GULD er, alt i alt, en række underholdende og tankevækkende essays, der måske ville have egnet sig bedre til gårsdagens aviser.
