Fuldkommen uskøn misantropi – Richard Yates EASTER PARADE
Den amerikanske middelklasse er genstand for et ubarmhjertig studium i Richard Yates anden udgivelse på dansk EASTER PARADE. De Herrer Selvbedrag, Desillusion og Kølig Sarkasme har sjældent været så fremtrædende deltagere i en fest-parade!
Citat
Skolen var det vigtigste i hendes liv. Inden hun kom på Barnard, havde hun aldrig hørt ordet ”intellektuel” brugt som substantiv, og det tog hun til sig. Det var et dristigt substantiv, et stolt substantiv, et substantiv der ledte tanken hen på livslangt engagement i ophøjede sager og kølig foragt for banaliteter. En intellektuel mistede måske sin mødom til en soldat i en park, men hun kunne lære at se tilbage på det med tør humoristisk distance. En intellektuel havde måske nok en mor, der viste sine underbukser, når hun blev fuld, men det lod hun sig ikke gå på af.
Handlingen i EASTER PARADE er spundet op omkring anti-heltinderne Emily og Sarah Grimes og deres vidt forskellige livsforløb. De to søstre er skilsmissebørn og resultater af en omflakkende opvækst, hvor deres alkoholiske mor ”Pookie” regelmæssigt – og dog efter forgodtbefindende – har rykket teltpælene op i jagten efter mere lokkende og grønne marker. Det er således med frafald og svigt i bagagen, at de vokser sig ind i en voksentilværelse, hvor de på hver sin vis søger at leve op til deres forestillinger om, hvad omverdenen forventer sig af dem. Sarah vælger et forstadsliv med mand, børn og småborgerlighed, mens Emily prøver sig af med en intellektuel og ensom tilværelse i storbyen. Det viser sig snart, at forskellen på de to søstre er rent overfladisk, og at selvbedrag er den afgørende faktor i begge kvinders levemåder.
Det forholder sig nemlig beklageligvis sådan, at ’ingen af søstrene Grimes’ – om end de repræsenter to vidt forskellige livsformer – ’skulle få et lykkeligt liv’. Det får læseren at vide i romanens allerførste linje, og Richard Yates giver altså allerede fra start et praj om den nådeløshed, der kommer til at præge beretningen. De to kvinders drømme om en lykkelig fremtid rages en efter en til jorden, og den delte overlevelsesstrategi – at retouchere virkeligheden til smuk uigenkendelighed – gør kun ondt værre. Skuffelse og desillusion afslører de amerikanske drømme fra deres mørkeste bagside.
Richard Yates sørger grundigt for, at læseren ikke skal blive blændet af hverken empati eller sentimentalitet ved at fortælle sin historie i klar prosa og med en kølig, nøgtern stemme. Karaktererne skildres i deres mest skammelige menneskelighed – fulde, ublu og ’med baconfedt om munden’ – sådan at det blændeværk, som opstår af falske forestillinger om prestige, systematisk og illusionsløst afsløres.
Richard Yates pen bevæger sig hjemmevandt over et bredt spektrum af amerikanske skæbner – mand som kvinde, høj som lav – og giver en skildring af sociale miljøer og klichéer, der er særdeles rammende. Romanen udtrykker så godt som ingen solidaritet med sine karakterer, og både kværulerende ”intellektuelle” og jamrende andenrangskunstnere får en sjældent grov een over nallerne. Kvinderne er fortabte og forvirrede, deres mænd svage og sølle – og ingen er i stand til at frelse hverken sig selv eller hinanden. Følelsen af ensomhed synes bestemt ikke mindre trykkende, bare fordi den finder sted i selskab med andre.
EASTER PARADE er alt anden end et festligt optog – den kan måske nærmere karakteriseres som en velskrevet lyseslukker – men det kan heller ikke være et rimeligt krav at stille en god roman. For EASTER PARADE er god, og Richard Yates skriver så godt om grumhed, at det ville være synd, skam og spild at kræve andet.
