Fundamentalister og racehygiejnikere – Ingar Johnsrud WIENERBRODERSKABET
I en sprængfarlig cocktail af religiøse sekter, racehygiejne, konspirationsteorier, lejesoldater og etniske politiagenter leverer norske Ingar Johnsrud i sin litterære debut en elementært spændende krimi med et godt drive og tempo.
Citat
Lige foran hans fødder lå en arm. En tynd, hvid, nøgen arm. Og tættere på bilen en underkrop. Revet over omtrent ved navlen. Benene var tykke, bukserne var revet i stykker, og han så vedkommendes penis.
WIENERBRODERSKABET, der er første bind i en triologi om efterforskeren Frederik Beier, foregår i nutidens Oslo, hvor en banal forsvindingssag – tilfældigvis en kendt politikers datter – ender i et blodbad på en religiøs sekts gård. Den noget udrangerede Frederik Beier befinder sig nu, til hans overordnedes åbenlyse irritation, midt i den største mordsag i Oslopolitiets historie. En sag, der trækker tråde tilbage til den racehygiejniske forskning, der foregik op til og under 2. verdenskrig. Sammen med sin makker Andreas Figueras og PST-agenten (den norske pendant til PET) Kafa Iqbal, ruller de mordsagen op, på trods af modstand fra egne rækker, en hemmelig organisation og ’nogen’ højere oppe i systemet. Og det bliver gjort på en måde, så man egentlig glæder sig til at pløje sig igennem bind 2 og 3, når de ser dagens lys.
Johnsrud benytter sig af den klassiske krimifigur: En utilpasset efterforsker, der på trods af sine åbenlyse evner, er faldet i unåde, men i kraft af sit intellekt og sin vedholdenhed løser han de gåder, som andre må give fortabt over for. En sådan figurs succes er afhængig af den troværdighed, han bliver fremstillet med og med de attributter, han bliver tillagt. Begge dele lykkes egentlig ganske godt for Johnsrud med Frederik Beier, der har sin dystre historie, men alligevel bliver fremstillet så relativt funktionel, at vi tror på, at han rent faktisk kan bestride et arbejde. Noget man fra tid til anden kan blive i tvivl om, når man dvæler ved diverse dysfunktionelle og alkoholiserede krimihelte. Men her lykkes det at skabe en figur, som også med en vis sandsynlighed vil være i stand til at løse en kompliceret mordsag.
Lidt mere ujævnt går det med de personer, der befolker rummene omkring Frederik Beier. Yndefulde Kafa Iqbal, PST-agenten med de pakistanske rødder, er både slagfærdig, umanerligt skarp på sagen, blød og omsorgsfuld. Det gør hende til en postergirl for vellykket integration i kamp for det moderne Norge, hvilket er synd for hende og for historien. Det samme gør sig gældende for Beiers chef, der beskrives som en umanerlig usympatisk type, hvis primære drivkraft er hans egen karrieremæssige opstigen.
Når det er sagt, så er det små skønhedspletter på en thriller, der gør det, den skal, nemlig at skabe spænding. Og når en spændingsroman, der både er velskrevet og godt komponeret, oven i købet får én til fra tid til anden at løfte blikket og kigge på det samfund, som omgiver én og med let ubehag fundere over, om der også her er kræfter, der med de mest ildevarslende midler arbejder for en samfundsomstyrtelse, så har bogen gjort det, den skulle.
Med andre ord er Johnsruds debut en bog, der fungerer glimrende på genrens præmisser, og som lægger store spor ud, som Frederik Beier og proselytter kan forfølge i de to kommende bøger. Det skal nok blive godt.
