Fy for en farce – Bjarne Reuter DEN ÆGYPTISKE TENOR
Med DEN ÆGYPTISKE TENOR har Bjarne Reuter begået en såkaldt ’satirisk krimifarce’ om mord, PET, hemmelige agenter og den internationale medicinalindustri. Det er blevet til noget, der måvære årets dårligste bog.
Citat
Skønt vejret var sjældent pragtfuldt, så Stelman sorte skyer trække sammen i horisonten. I bilen havde han været i telefonisk kontakt med sin assistent. Kommissæren havde fulgt proceduren og givet de sædvanlige ordrer.
– Sørg for at bygningen bliver hermetisk lukket.
– Det bliver den, det lover jeg. Hvor er du henne?
– I Hellerup, jeg forsøger at samle trådene, der er mange løse ender, men nogen skal jo gøre det.
– Er du på konditoriet?
Stelman bed tænderne sammen.
– Jeg forsøger i al beskedenhed at skaffe mig et overblik over det evindelige rod, du med vanlig sans for det utidige har skaffet mig på halsen. Jeg går ud fra, at du stadig er på museet?
– Jeg står i Danmarks oldtid, svarede Larsen, foran en montre, som kan have betydning for sagen.
Modsætningen var til at tage at føle på: Larsen på et museum.
Kommissæren spurgte, hvad der var i montren?
– Noget der minder om en sabeltiger og fem jægere i skind og huder. Den ene med bue og pil. De var åbenbart meget lavstammede dengang, en af dem ligner en lodden udgave af Simon Emil Ammitzbøll.
For at sige det kort: Denne bog må du aldrig, aldriglæse. Hvad Bjarne Reuter og Gyldendal forventer, at vi skal få ud af DEN ÆGYPTISKE TENOR, er umuligt at sige. Bogen er et usjovt, uspændende, langtrukkent ridt ud i klicheernes krimihelvede og fortjener ikke det halve døgn, det tager at læse den. Lad mig begrunde:
Først plottet: Få dage før den globale fredskonference begynder i København, forsvinder hele verdens håb, den syriske chefforhandler Nazim al-Salu, på mystisk vis. Tolv timer senere dukker hans halshuggede lig op i en jysk kirke. Den korpulente og gnavne kriminalinspektør Stelman og hans uduelige assistent Larsen bliver sat på sagen. Og så går den vilde morderjagt over middelalderlige satanister, internationale spioner og smukke, mellemøstlige femme fatal’er.
Det lyder måske ikke så slemt. Men det er det. Selvom forlaget selv beskriver bogen som en ’krimifarce’, og man derfor ikke kan stille kæmpe forventninger til plottets sindrighed, er (den ultra tynde) historie så hullet og usammenhængende som en gammel si af nudler (hvordan en sådan si så er. Men den lyder ikke særlig sammenhængende). Ting sker uden begrundelse, personer dukker op uden motiv og – værst af alt for krimier – handlingsændrende elementer introduceres alt for sent i plottet. Men det er ikke det værste.
Det værste er Reuters konstante og ulidelige forsøg på at være skarp, satirisk og sjov. Hele bogen igennem belemres man med en forceret humor, der på intet tidspunkt er morsom, men hurtigt forvandler læsningen til en lang lidelse ud i tåkrummende vitser. Som eksempel kan nævnes Reuters konstante forsøg på at være morsom ved at inkludere virkelige personer i bogen, dog omskevet til nye og ’sjove’ navne: den grædeglade forsvarsminister Søren Gademann, jetsetjunkien Rigmor Schnabel, regeringens grå excellence Claus Lord Frederiksen, den dopinganklagede cykelrytter Micky ’Killingen’ Rasmussen (kan du se hvad Reuter lige gjorde der? clever, ikke?) og Nordkoreas diktator Kim De Bil. Synes man den slags er sjovt, vil man brække sig af grin over DEN ÆGYPTISKE TENOR.
Læg dertil en hulens masse klicheer, både sproglige (mørke skyer trækker påfaldende ofte sammen, ligesom kommissær Stelmans blod har en konstant tendens til at fryse til is) og tematiske (den gnavne politimand, hans tumpede assistent, dumme, overordnede politikere), der er som taget ud af en engelsk krimiserie på DR1, og du har en virkelig dårlig bog. Derudover er DEN ÆGYPTISKE TENOR så fyldt med umorsomme oneliners, at plottet (altså det, der måtte være af det) fuldstændig drukner i Reuters forsøg på at spille funnyman, hvilket igen resulterer i et alt for langsomt fortælletempo. Der sker alt for ofte intet på siderne. Og så er 280 sider immervæk en del.
Så for at konkludere: DEN ÆGYPTISKE TENOR er et kæmpe fejlskud af en bog, der fortjener at blive læst af lige præcis ingen. Gør du det alligevel, er det på eget ansvar. Mage til farceagtig krimifarce skal man (heldigvis) lede længe efter.
