Gå hjem og vug, Stieg Larsson – Robert Harris SKYGGEN
Tørster du efter et par timers virkelighedsflugt i strandstolen, så læs denne stemningsfulde, velskrevne og knaldspændende politiske krimi, der får Stieg Larsson til at ligne en pakke slattent Wasa-knækbrød.
Citat
Turen hjem tog næsten en time, og jeg havde masser af tid til at tage manuskriptet frem og studere det nøjere. Bogen hed Én ud af mange, en erindringsbog af en ældgammel amerikansk senator, der ikke var berømt for andet, end at han havde trukket vejret i rundt regnet hundrede og halvtreds år. Efter normal kedsommelighedsmålestok var den fuldstændigt ude af proportioner – op ad vægge og ned ad stolperi en iltfattig stratosfære af ren meningsløshed. Bilen var overophedet og lugtede af gammel grillmad. Jeg var ved at få kvalme. Jeg lagde manuskriptet ned i posen igen og rullede vinduet ned. Turen kostede fyrre pund.
Nej, Robert Harris er ikke manden bag tetralogien om den kødædende psykiater Hannibal Lecter (han hedder Thomas Harris), men er en britisk forfatter, der har skrevet en række fagbøger og historiske romaner som fx FÆDRELANDET (1992), POMPEJI (2003) og IMPERIUM (2006). Med SKYGGEN har han skrevet en spændingsroman, og selvom det er hans første af slagsen, skriver han, så man må beherske sig for ikke spontant at råbe hurra.
Bogens fortæller er en professionel ghostwriter, der bliver hyret til at færdiggøre den forhenværende britiske premierminister Adam Langs (læs: Tony Blairs) selvbiografi. Den oprindelige ghostwriter, politisk sekretær Mike McAra, er omkommet i en højst mistænkelig drukneulykke, og vor hovedperson må bogstaveligt talt sætte sig i den dødes sted – på det new englandske milliardærrefugium Martha’s Vineyard – for at fuldføre opgaven.
Der går ikke mange sider, før mystikken begynder at brede sig. McAras efterladte manuskript fortæller en anden historie end den, der findes i Lang-arkivet, og et hemmeligt telefonnummer dukker op på bagsiden af et fotografi fra Langs studietid på Cambridge University. Samtidig kommer det frem i medierne, at Adam Lang under sin embedsperiode muligvis har samarbejdet med CIA og udleveret britiske statsborgere til tortur. Inden længe må vor fortæller udøve sin skyggevirksomhed i mere end en forstand.
I handlingsmæssig fremdrift og skribent-hyres-til-at-skrive-erindringer-på-en-ø-men-støder-på-noget-fordækt-struktur minder SKYGGEN lidt om den hysterisk tilbedte Stieg Larssons hysterisk overvurderede MÆND DER HADER KVINDER fra 2004. Men til forskel fra Larsson er Harris ikke bare plotmæssigt, men også sprogligt og kompositorisk kapabel. Bogen er ualmindeligt godt skruet sammen, og sproget svinger sig sine steder op i så sarkastisk-kynisk et toneleje, at selv den mest blodfattige åndsaristokrat må mærke kinderne blusse.
Fx ligger fortællerens arbejdsplads ’lunt og godt mellem de stenpudsede boligejendomme som et forladt rumfartøj efter en frugtesløs mission for at finde intelligent liv’ og hans kollega, den lidet påskønnede, tweedklædte Roy Quigley med udsigt til motorvej M4, kæmper med gennemslagskraften ved redaktionsmøderne: ’Han sad rank, men ubevægelig, ligesom et af de ofre på film, der bliver stukket med en stilet midt i en menneskemængde og dør, uden at nogen lægger mærke til det’. Jo, Raymond Chandler ville have lettet på hatten.
SKYGGEN er med andre ord en virkelig velfungerende spændingsroman. Personerne har noget så sjældent som dybde, og det politiske miljø omkring Adam Lang/Tony Blair og billedet af et terrorhærget London er tilpas realistisk skildret til at give bogens samfundskritiske dimension bid. Hvis man endelig skulle sætte en finger, kunne man hævde, at slutningen måske går en anelse for meget O-P op, men det er i småtingsafdelingen og ikke værd at gå i bro over.
