Gåder for voksne – Ian Caldwell & Dustin Thomason BELLADONNA DOKUMENTET


Hvad er det der blafrer som en fugl, når det kastes op i luften, men ligger stille som en mursten, når det rammer jorden? Svaret er BELLADONNA DOKUMENTET – vintersæsonens gådebogs-sællert af debutanterne Ian Caldwell og Dustin Thomason.

Med gådebog menes ikke genren med farverige forsider, som er god tidsfordriv når børnefamilien kører på ferie, men i genren som vist for alvor tog fart med Dan Browns DA VINCI MYSTERIET. BELLADONNA DOKUMENTET ligger sig lunt i slipstrømmen og storsælger i udlandet. Den har allerede også placeret sig pænt på de danske salgslister og lur mig om den ikke sammen med rullekravestriktrøjer vil indgå hyggelige vinteralliancer under juletræerne om halvanden måneds tid (Og så sner det tilmed hele tiden i bogen – tænd pejsen!).

Som i DA VINCI MYSTERIET er det pseudolitterære gåder og deres opklaring, der er bogens motor og handlingens hovedspor. Tilføj et spor om en flok universitetsdrenges vej ind i voksenverdenen, lad det krydse det førstnævnte hist og her for til sidst at lade dem flyde sammen til en mellemstor motortrafikvej lige imod den store forløsende finale og der er ikke et øje tørt. Hvis det var en film ville der være violiner. Masser af violiner.

Bogens handling udspiller sig bag Princeton Universitys vedbend-beklædte mure. Miljøet er velkendt; en slags Beverly Hills 90210 tilsat tunge mahognimøbler og støvede bibliotekssale. Udover en intrikat gåde omkring en mystisk renæssancebog kaldet HYPNEROTOMACHIA POLIPHILI kæmper hovedpersonerne også med, hvad der hører sig til af overvejelser ved enden af et ungdomsliv og begyndelsen på et voksenliv.

Bogens fortæller reflekterer som en anden Holden Caulfield – blot med en knap så spids pen – over campus-livets fortrædeligheder, om forholdet mellem karriere og kærlighed, venskab og ensomhed. Universet og dets myriader af stjerner optræder mere en én gang i billedsproget når de helt store spørgsmål skal tumles. Carpe Diem – så er det sagt.

Men bevares; den tvivlende Thomas, som vores hovedperson og fortæller hedder, har sine grunde. Hans afdøde far var en sand bibliofil besat af netop HYPNEROTOMACHIA. Det mystiske monster af en bog stjal faderen fra familien, og Thomas har lovet sig selv aldrig at gå i samme fælde. Men da han på universitetet møder åndsfællen og übernørden Paul, som er fanatisk besat af selv samme bog og stor fan af Thomas’ afdøde fars forskning, går det, som det kun kan gå. Bogen indfanger de to, som supplerer hinanden perfekt, og sammen opnår de nye uhørte resultater.

Men i kulissen spindes rænker – andre deler deres besættelse og en løsning af bogens gåder tyder på at kunne bringe så stor berømmelse, at hidsige avisdebatter og en halvgrov kronik eller to ikke vil kunne tage trykket af den akademiske trykkoger. Der må lig på bordet – og det kommer der. Mod bogens slutning eskalerer dramaet i takt med forståelsen af Hypnerotomachia og drengene må aktivere andet en bare deres veltrænede hoveder.

Konventionen i denne type bøger er at give læseren tilstrækkelig mange spor til i princippet at kunne knække gåderne, men for få til at det i praksis kan lade sig gøre. Aha-oplevelsen skal helst indtræffe på det tidspunkt forfatteren ønsker. Med det som succeskriterium lykkes BELLADONNA DOKUMENTET til fulde. Intrigerne er intrigante, gåderne gådefulde og man læser den ret hurtigt, for man skal altså lige have den næste løsning med. Det er velfungerende underholdning, og man tror næsten også den er vedkommende på et helt personligt plan, indtil man kommer i tanke om, at det hele er hørt før.

Klichéerne står på skuldrene af hinanden, men man er tilbøjelig til at acceptere det, for de er jo så nydeligt stablet. Holden Caulfield havde nok kaldt det ”phoney” og han ville nok også have fuldstændig ret. Når litteraturens helt store navne nævnes i flæng i BELLADONNA DOKUMENTET er det ikke fordi de rigtig har noget at skulle have sagt der, men bare fordi de giver den rigtige fornemmelse. Fornemmelsen er også fin – den er faktisk rigtig god. Men det er bare en fornemmelse og den forsvinder ret hurtigt. Så nyd det så længe det varer.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *