Gab – Zsuzsa Bánk DEN VARMESTE SOMMER
Spillevende potentiale lulles i søvn af monoton melankoli.
Citat
Bilerne glider lydløst og langsomt hen ad brede gader, under store grønne skilte med hvid skrift. Carola bruger blinklyset oftere end nødvendigt, bare for at høre lyden, dette dæmpede, langsomme tik tak, bare for at se instrumentbrættets lille blå pil, der dukker op og forsvinder i samme takt.
Den tyske forfatter Zsuzsa Bánk brød igennem med romanen SVØMMEREN, der udkom på dansk i 2002. Nu følger hun succesen op med novellesamlingen DEN VARMESTE SOMMER. Novellerne kredser om fortiden, om minder og om det tabte. Det giver Bánks sprog en melankolsk grundtone, som gennem bogen viser sig at gennemtrænge siderne i en grad så ingen kan gå glip af pointen: Det er sørgmodigt, det her!
Melankolien opstår i den afstand i både tid og rum, der adskiller Bánks personer fra lykken. For novellerne indeholder nogle ret dramatiske hændelser, der har gjort folk ulykkelige. Desværre vælger Bánk, at skrive denne dramatik ned til en stilfærdighed så uanseelig, at man næsten ikke kan få øje på den – i stedet for at lade sig gribe af den og dermed give læseren mulighed for det samme. Melankolien er tilmed så udtalt, at den bliver monoton og til tider slår om i ufrivillig komik.
Det hele foregår naturligvis i en ganske almindelig, grå hverdag. Det kan godt være, at de elskende i ”Lykke” har været på en vidunderlig ferie i Asien, men novellen slutter i en vaskekælder i Tyskland. Og når den ene elskende i samme novelle lægger de fotografier af den anden elskende, fortælleren, som plejede at hænge på køleskabet, ind i fryseren – og med en udmærket bemærkning erklærer, at ”hendes følelser for mig var lige så kolde som temperaturen dér” – ja, så skal vi gudhjælpemig vide, at fotografierne lægges ved siden af ”tre pakker flødestuvet spinat”. Ha, ha og ak, ak, ak!
Det er ærgerligt, at Zsuzsa Bánk falder i så mange fæle kliche-fælder, som hun gør. For i bund og grund skriver hun glimrende! Hendes prosa er stilfærdig, præcis og (halv)fuld af fine sansninger og betragtninger. Fx i ”Istid”, hvor en regnvåd bænk pludselig står lyslevende og overraskende smuk for læseren, eller hvor en bils blinklys med dets tik-tak på mørke motorveje vækker minder om søvndrukne, natlige køreture i barndommens ferier. Det er ømt, melankolsk, næsten gribende – og meget, meget kedeligt.
Novellerne i DEN VARMESTE SOMMER handler ofte om forspildte muligheder: De elskende, hvis kærlighed forsvandt, et gammelt venskab som genoptages kort før den ene part dør af kræft osv. Man kan da vælge at betragte det som en pointe, at man efter læsningen sidder tilbage med netop samme følelse af forspildte muligheder. Både på Bánks – hun kunne ved at slå sig mere løs skrive langt bedre noveller – og på egne vegne – man kunne have brugt tiden på at læse nogle af novellens få sande mestre som Hemingway eller Carver.
Heldigvis finder man til tider små perler midt i alt det grå, som citatet ovenfor i den lille box fx. Det viser, at Bánk kan være en glimrende forfatter. Jeg har dog på fornemmelsen, at hun har trukket de 12 noveller, der udgør DEN VARMESTE SOMMER, i en automat; en af dem, der synes at stå på ethvert forlag og spytte feminine, følsomme, hverdagsrealistiske noveller ud i en grå, grå verden.
