Af | 8. marts 2013

Gaia trækker på skulderen – Peter Adolphsen ÅR 9 EFTER LOOPET

Peter Adolphsens længe ventede miniroman ÅR 9 EFTER LOOPET er ekvilibristisk mini-narrativ, men ikke uden også at være alvidende kæmpefortælling anno 2013.

Genrepædagogik er det første ord, der falder mig ind efter at have læst Peter Adolphsens nye bog ÅR 9 EFTER LOOPET. Genrepædagogik i reneste og mest frivole form. Nok sidder man på skolebænken og ‘har om’ litterær form, men man glemmer det i samme sekund, og det er det genuint fine.

Man kunne i et formørket øjeblik bebrejde Adolphsen hans hang til at ironisere, lege og drille på bekostning af rent faktisk at udtrykke noget affirmativt. Er det dét, verden har brug for? Men fordommen synes at forsvinde som et solsortefløjt i morgensolens stråler, når man farer igennem ÅR 9 EFTER LOOPET. Bogen er på ingen måde nedbrudt, men fremstår tværtimod som appellerende page-turner i sin postapokalyptiske rammesætning. Der er så skønt i Los Angeles efter katastrofen.

Adolphsen siger noget. Der er indtil flere udtalte (og karikerede, man kender forfatteren) temaer i spil: mand/kvinde, klimakatastrofe, menneskerettigheder, teknologi/natur, kropslighed, for blot at nævne noget af det, der trækkes af stalden.  Man får fornemmelsen af, at det kun er sådan her – som delvis tegneserie, sci-fi, hashtåge, sprogfilosofi, love story – at det kan lade sig gøre. At det hele så er presset ned i den korte form af mini-roman/maxi-novelle, understreger kun, at ÅR 9 EFTER LOOPET er en spændt fjeder af legeret guld. 24 karat. Bang.

Citat

Oreo’s perioden (han havde fundet et slags lager hvor kasserne med kiks havde befundet sig i et lufttomt, sterilt og relativt tempereret rum) havde ødelagt hans tænder. Siden har han poppet smertestillende midler mod tandpinen, først aspiriner i en periode, men de havde givet ham mavesår, så nu tærer han på et lager af paracetamoltabletter.

’Hvad hulen gør jeg med den vandpik?’ Sådan, abrupt, indledes bogens tolvte kapitel. Det er hovedperson og tøffelhelt Mark, der adresserer sit altoverskyggende problem, da han står foran at møde sin kvindelige modpart. Mødet er vitalt, som et møde må være, når de to eneste mennesker på jorden mødes. Midt i fortællingens point of no return, i kærlighedens moment, er Marks erektion aldeles i vejen, en upassende og korporligt frastødende realitet:

– hun nåede alligevel at fange et glimt af Marks rejste kønsorgan inde bag de skidne underbukser

Det er ikke en sommerfugls vingeslag, men et solsortefløjt i Danmark (Jylland, Hørbylunde), der har igangsat en altødelæggende ‘tsunami af lyd’. Altødelæggende er så meget sagt, for det er kun animalske væsners atomare frekvenser, der er påvirket. Resten af jordklodens inventar lever videre uden større notits. De to tilbageblevne mennesker, der er undsluppet ’loopet’, er imidlertid meget påvirkede af den nye verdensorden, idet de som de eneste ikke er indtrådt i et ’loop’, hvor kroppen lever videre som passiviseret materie.

Vi er i en verden uden andre (rigtige) mennesker. Vi kender settingen fra f.eks. PALLE ALENE I VERDEN eller ROBINSON CRUSOE, og Mark har hurtigt lagt to og to sammen: Der er ingen, til at opretholde moralske begræsninger. I den situation er der ingen grund til ikke at maltraktere de loopede mennesker med seje våben. Der er heller ingen grund til ikke at bruge de loopede kvinder, der uden videre  ‘lod sig kneppe’.

Sushmita, den kvindelige modpart, styrer omvendt direkte mod damage control: Hun hjælper så mange loopere som muligt ud af ubehagelige situationer; hun indsamler brændstof; hun lærer at flyve en helikopter og sætter alt ind på at finde den modpart, hun kan regne ud må være derude et sted.

Som det initierende solsortefløjt er det Per Højholt, der aktiveres underfundigt: En kvindelig helikopter(pilot) møder Supermule (med vandpik). Solsort og Supermule finder man i PRAKSIS, 1: REVOLVER (1977). I ÅR 9 EFTER LOOPET finder man et stort smil: Jorden er flintrende ligeglad med ’jordens undergang’, mens Eva – viser det sig – alligevel ikke er helt ligeglad med Adam og hans skidne underbukser. Faktisk er han ret uundværlig.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også