Gak ud, min sjæl – Karsten Wind Meyhoff (red.) FODNOTER. TRÆK AF VANDRINGENS HISTORIE
I anledningen af 75-årsdagen for Dansk Vandrelaug har lauget sammen med Informations Forlag udgivet en antologi over vandringens videnskabelige og æstetiske historie og perspektiver. Det enkle budskab lyder: Gå.
Man skal kravle, før man kan gå, og man skal gå, før man kan vandre: Vandring er en kunst, som det ikke er enhver forundt at beherske. Vandring kan føre til nye sjælelige erkendelser, udmønte sig i større digtværker, skønne malerier og såmænd – som en ikke helt lille sidegevinst – forøge livets længde og kvalitet betragteligt.
FODNOTER består af to dele: et praktisk-historisk afsnit og et æstetisk orienteret afsnit kaldet Vandringsmænd. Antologien fremstår som en gedigen hyldest til apostelens heste og alle de vidtløftige og gavnlige situationer, de kan bringe deres herre i. Alle teksterne er begejstrede og formidler effektivt en uforbeholden glæde ved at vandre, vade, spadsere, spankulere, flanere, drive, daske, gå, slentre – anything goes.
Michala Mentze skriver oplagt historien om DVL, hvis succes toppede i 1940’erne med 60.000 medlemmer. Dengang var det en folkebevægelse, i dag vist mere en nicheforening. Det uomtvisteligt gode for kroppen, som vandring er, beskrives af Bente Klarlund Pedersen, som med pædagogiske kurver viser gennemsnitsdødelighed for folk, der sidder i sofaen og folk, der er ude at vandre. Et kuriøst indslag kommer fra Jens Meulengracht-Madsen, som har brugt adskillige timer på at opmåle og optegne egetræer i Dyrehaven. Kogekone Nanna Simonsen bedyrer flere gange i sin artikel, at hun ikke ret gerne går. Men når hun er derude, kan hun lige så godt få noget fornuftigt ud af det og videregiver opskrifter på godter fra naturens spisekammer. Sidst i første afsnit diskuterer Karsten Schnack forskellige tiders natursyn, som naturligt afspejler periodens kultursyn.
Det andet afsnit, Vandringsmænd, indledes af Henry D. Thoreaus quasireligiøse skrift om at vandre. Det er inderligt, dybfølt og patetisk, og man fornemmer digterens kvaler med at være lukket inde i snærende kulturelle bånd, når han nu kan bevæge sig frit i den livgivende natur. Per Lindsø Larsen skriver om den korrekt udførte fodtur og opfordrer til at glemme åndeligheden, og i stedet gå en tur. Martin Gylling ser den danske litteraturhistorie efter i sømmene og finder utallige eksemplariske vandringsmænd, som Jens Peter Munk følger i de danske guldaldermaleres fodspor. Martin Zerlang tager os med til Buenos Aires, hvor der på opskrift fra Paris flaneres i gaderne. Og endelig får forfatterne selv ørenlyd, når Dan Turéll går gennem byen sidste gang og Thomas Boberg – formodentlig ikke for sidste gang – går tur i Andesbjergene.
Men hvor er afsnittet om vabler, tunge rygsække, vådt tøj og klemte madpakker? Hvorfor er ikke lidt flere af vandringens aspekter taget med, når nu bogen ellers når så vidt omkring? Jeg savner en beskrivelse fra en vandretur i de norske fjelde, men måske er det aktive friluftsliv ikke indbefattet af Dansk Vandrelaugs repertoire. Thomas Boberg kommer med sin beretning fra bjergene i Peru nærmest, men også her munder fortællingen ud i et psykologisk udsagn om, at naturen har magten til at ændre dit liv: Ude i den forunderlige natur har mennesket ikke længere en finger med i spillet, men er underlagt højere magter.
FODNOTER er en fin og rigt illustreret udgivelse, der måske finder flest læsere blandt medlemmer i DVL, men som bestemt har kuriøse oplysninger og god underholdning til alle os, der lige med det vuns skal se at komme af sted. For ifølge bogen og Kierkegaard – Naar man saaledes bliver ved at gaae, saa gaar det nok.
