Gammel kærlighed ruster ikke – Lars Mytting HESTEKRÆFTER
Og hvis den gør, kan det fikses med den rigtige motorolie og de rette værktøjer. Så simpel er verden i en ligegyldig norsk bonderøvsroman om gammel kærlighed og endnu ældre biler.
Citat
‘Fremskridtet’ sagde Erik. ‘Hvad er det?’
‘Hæ?’ begyndte Ellen. ‘fremskridtet? Det er jo -‘
‘At nyhedsoplæserne er på fornavn med hinanden?’ sagde Erik. ‘At der står ‘tomat suppe’ på poserne fordi ingen har forstand på orddeling længere? At de har baggrundsmusik til radionyhederne? At Posten ikke har udlandspakker længere, men ‘Carry on Homesopping’? At banken sender mig skeamer med ‘udlånsprodukter’ når jeg beder om et lån? At ingen er i stand til at skelne mellem en tjeneste og en vare, men kalder alting ‘løsninger’? Tror du ikke jeg så i din brochure at der stod ‘måltids løsninger’? For helvede, det er da enmenu. Og hemmeligheden ved den menu er at du har sat prisen på pølserne så meget op at det skal se ud som om folk får sodavanden til halv pris. Trafixia. Ja tak. Hvad bliver det næste? At Kriminalpolitiet bliver Indisia? At Norges Statsbaner bliver Norail?
Det er ikke værre at læse Lars Myttings HESTEKRÆFTER end at zappe rundt mellem ligegyldige tv-kanaler et par timer, men det er heller ikke bedre. Bogen handler om Erik, der engang var forelsket i Tora, men det varede kun kort. Senere blev han kæreste med Elise, og de indrettede en tankstation i fornemmeste 50’er stil. Så flyttede Elise til Oslo, og nu vil Hydro Texaco ændre Eriks delvist uafhængige tank til en konceptbutik, hvor han skal sælge pølser og cola i stedet for at gå og rode med gamle amerikanske biler. Vil han få bygget en ny station på den rigtige side af byen? Vil han komme ud af sit selvvalgte eksil? Det er temmelig uinteressant, og der er ingen personer i bogen, der leverer den fascination, som historien mangler.
Bogen er heller ikke godt skrevet, den er bare skrevet. Forfatteren er berettiget bange for, at læseren falder i søvn, så ind imellem må han skære de overordentlig indlysende pointer ud i pap. Så siger Tora fx til Erik: ”Her på værkstedet kan du reparere hvad som helst, Erik. Men dig selv får du ikke gjort noget ved”, eller Erik tænker:
– Der fulgte heller ikke nogen værkstedshåndbog med til mit liv. Og var der fulgt en med, ville jeg alligevel ikke have læst den. Jeg ville bare have prøvet mig frem. Prøvet og prøvet, som alle andre må.
Man skal godt nok holde sig kraftigt tilbage for ikke at ironisere over banaliteter så rent udstillet. Det er ikke en voldsom elegant måde at lade bilerne og værkstedet danne billeder på livet og kærligheden. Bilerne knyttes også, som det sig hør og bør i litteratur, sammen med tab og død. Om Elise hedder det derfor i en melodramatisk udbasunering: ‘Hun ville forsvinde i baglysene på en bil ned ad hovedvejen’, mens døden planmæssigt indtræffer i en fatal ulykke senere. Det kostede mig ikke mange tårer.
Forfatteren ved åbenlyst en masse om biler, så mærker og typer remses op, og det pointeres hvilke reservedele og olier og værktøjer, der skal bruges til hvad. Det giver et billede af Erik som en mester på sit felt, men begejstringen for bilerne formidles ikke videre til læseren. Det bliver ren teknik, der kun taler til andre bilnørder. Det er ærlig talt en bonderøv, der har skrevet om bonderøve for bonderøve.
Konflikten om tankstationen giver fortælleren rig mulighed for at brokke sig over tiden, men også det gøres så fjollet, entydigt og lidet udfordrende, at det virker omvendt: Man får lyst til at give alle de bagstræbere, der beklager sig over alt nyt, et ordentligt los i røven. Hvis de gamle landsbysamfund og –værdier er ved at dø ud, så lad os fremskynde udviklingen og sende nogle flere bulldozere. Vi gider da ikke sidde og græde snot over en fortid, der var uhensigtsmæssigt indrettet.
Lad os have lov at være elitære og stille krav til det, vi læser: Det her er ikke litteratur, og ham der har skrevet det, er ikke forfatter. Sådan er det. Da jeg for nylig var i Oslo, så jeg bogen og bladrede i den, men købte den ikke. Hvorfor Samlerens Forlag gjorde, er mig en gåde.
