Gammelt nyt svensk på dansk – HVEDEKORN #3
HVEDEKORN #3 byder på et rigt udvalg af svensk poesi og kunst. Teksterne er vedkommende, sprogligt stærke og besidder et overraskende fælles tema.
Nummerets tema ”Nyt svensk” er et uhyre velkomment initiativ til at introducere danske læsere til broderlandets samtidige lyrik. Der er alt for lidt udveksling af litteratur over sundet, hvorfor dette temanummer imødekommes med slet skjult begejstring. Men – for der er et stort og rungende men – desværre er digtene af uforklarlige årsager blevet oversat. Det er en skam og en unødvendighed at oversætte fra et tilgængeligt og lyrisk velklingende svensk. I stedet optræder teksterne nu i ikke engang optimalt oversatte danske udgaver, hvilket får den umiddelbare begejstring til at dale betragteligt.
Et andet men, som dog er lidt mindre, er udvalget af forfattere. Det er uomtvisteligt et kompetent og berigende udvalg, men det lever ikke op til temaets lovning om nyt svensk. Én af forfatterne døde i 1995 og andre tekster er fra 1979 og 1987. Og hvor er samtidige og skammeligt oversete Petter Lindgren? Når nu ikke overskriften nyt svensk yder udvalget retfærdighed, viser det sig i stedet, at de udvalgte digte rummer en overraskende tematisk lighed. Stort set alle forfattere har den gode gamle natur som klangbund; de refererer til årstider, vejrmæssigheder, landskaber og naturfænomener i en hastighed, som var de blevet bedt om det.
Den stilistiske spændvidde i feltet forhindrer ikke brugen af natur som den fælles væg, digtene spilles op ad. Der skrives følsomt, morsomt, religiøst og vellydende om naturen og mennesket i naturen. Jeg ved ikke, om det er redaktørernes sigte med udvalget, men dette naturtema får teksterne til at hænge sammen og sætte hinanden i perspektiv på eksemplarisk vis. Ophævet til tema og læsemåde sprænger udvalget grænser og intonerer en ny følsomhed i lyrikken lige nu.
Samtidig nærmer flere af teksterne sig prosa, hvilket giver dem et fortællende og i et enkelt tilfælde næsten eventyrligt præg. Det kunne også være et samlende tema. Helhedsindtrykket er et svensk lyriklandskab, som både virilt og vitalt bruger løs af naturmetaforik, fortælleevne og sågar rim og rytme. Samt på traditionel vis kredser om navngivning, ord & virkelighed samt jegets forhold til omverden.
Ann Jäderlunds digte runger af assonans, rim og en næsten sangbar rytmik. Fredrik Nyberg konstruerer i sine digte om ord og årstider en egen grammatik. Malte Persson udfordrer menneskets drøm om at indtage Rummet i et uddrag fra hans 2004-udgivelse Apolloprojektet. Leif Holmstrand og Katarina Frostenson skriver med hhv. liden og megen overbevisning tekster om jeg, du og landskabet. Jeg vil særligt fremhæve Ulf Karl Olov Nilsson for hans tekstsuite om en mands optegnelser fra årene der gik, fra nytår og nedslag i årets gang, mens manden får flere børn, bliver døv og til sidst blind. De kortfattede skitser fortæller historien om et helt liv i en nænsom prosalyrik. På en mere pragmatisk måde er Erik Backmanns tekster lige så underholdende som underspillede.
Nummerets velfungerende kunstindslag er fra Kristoffer Hultenberg, hvis små kruseduller på tekstsiderne peger frem på kunstsiderne, som til gengæld med en indlagt og ubeskrevet linieret side viser tilbage til litteraturen. Og opfordrer til at skrive selv.
Hermed en opfordring til at læse selv. Og helst på svensk.
