”Nogle gange er man nødt til at holde op med at være velopdragen” – interview med Peder Frederik Jensen
Han kalder den selv et nulpunkt i sit forfatterskab. Peder Frederik Jensen om sin nye roman, VOLD, hvori han beskæftiger sig med mange af de samme tematikker som i novellesamlingen BANEDANMARK (2014). Her var vold og magtrelationer også centrale temaer – og ligesom i romanen LÆRETID (2012) indgår i VOLD også ‘genkendelige steder, miljøer og mennesker’ fra forfatterens eget liv. Det fortæller han, da vi mødes på Kennedy’s, en irsk pub på Gl. Kongevej i København.
En location som går igen i både LÆRETID og i VOLD, hvor romanens hovedperson Simon flere gange mødes med venner og drikker Guinness – inspireret af forfatterens eget liv, tænker jeg, da han bestiller selvsamme irske øl. Vi finder en plads i hjørnet af pub’en og lægger ud med at tale om hans afsæt for at skrive romanen, der både i tematik og formvalg efterlader et klart indtryk af en påtrængende nødvendighed fra forfatterens side.
– Mit udgangspunkt for at skrive romanen var, at jeg ville undersøge, hvordan man overhovedet kan skrive om Afrika, siger han og forklarer, at han samtidig besluttede at udfordre sit hidtidige formprojekt for at give plads til at problematisere, ‘hvad det vil sige at have en holdning’. I løbet af skriveprocessen gik det op for Peder Frederik Jensen, at det grundlæggende dilemma ved som udefrakommende at skrive om kontinentet Afrika også gjorde sig gældende i forhold til det autofiktive og det overhovedet at skrive om andre mennesker.
Fortællingen som et overgreb
VOLD består af rejseberetninger fra Afrika, historier fra Simons barndom og ungdom i København og passager fra en skrivende nutid, som foregår både i København med kæresten Lavra og på en skelsættende tur til Paris. Hele tiden med det voldelige som allestedsnærværende motiv, der åbenbares i magtrelationer mellem venner, familiemedlemmer og ikke mindst mellem Vesten og Afrika. Men den voldelige handling manifesteres ikke alene i fysisk forstand:
– Fortællingen om et sted eller et andet menneske kan hurtigt blive et overgreb, hvis ikke man overvejer situationen, og hvem man er i forhold til det. En fysisk voldelig handling er tydeligvis et overgreb – men hvis man hele tiden manipulerer et andet menneskes virkelighed for egen vinding, kan det også defineres som et overgreb.
Vi er holdt op med at se os selv som voldelige og i stand til at udføre voldelige handlinger, mener Peder Frederik Jensen.
Via kollektiv fortrængning har vi i vores postkoloniale bevidsthed skabt stor afstand til det voldelige, selvom de samfundsstrukturer og velfærdsgoder, vi gerne priser, bygger på voldshandlinger som fx krige.
– Men det er et såre menneskeligt træk at være voldelig, både fysisk og psykisk. Det kan ses på alle niveauer, fra individet op til det globale perspektiv. Der kommer en masse godt ud af volden, men vi bliver også ved med at bruge volden. Også aktivt i fortællingen om de andre for at få magt.
Til sin afrikanske rejsekammerat, Pape, forklarer Simon i romanen, hvordan den romantiske forestilling om afrikanere også er et udtryk for racisme:
Når man hopper på klichéerne om det afrikanske menneske som mere moralsk mere ædelt, og påstår at alt skidt og problematisk kom med kolonitiden, er man i virkeligheden racist. Det er egentlig ligegyldigt, om den der siger det, er sort eller hvid. Man glemmer alt om internt fordrevne, krigene og voldtægterne. Man fratager afrikanerne de svære sider af menneskelivet, og på den måde påstår man, at der er forskel, at I er en anden race, at sorte mennesker ikke kan være menneskelige. Vi er nødt til helt at droppe idéen om racer. Glemme vores behov for at tænke i forskelle. Det skaber kun forsimplinger. (side 149-50)
Det store udyr i ligningen
Simon ligger åbenlyst tæt på forfatteren selv, og Peder Frederik Jensen kalder det at ‘tale igennem’ sin karakter, og at Simon ‘personificerer’ bestemte overvejelser, han selv har gjort sig. Men hvor autofiktionen ofte tager afsæt i det indre liv, har han med VOLD været optaget af overvejelser om, hvordan man kan fortælle fra den ydre verden, som i genrekonventioner henhører under dokumentarisme.
Repræsentationsproblematikken udfoldes undervejs i romanen, hvor Simon rejser gennem ‘det mørkeste Afrika’ (landene syd for Sahara) og samtidig deler forfatterens ønske om at skrive om kontinentet, landenes historie og de mennesker, han møder. Peder Frederik Jensen har selv foretaget de samme rejser, og passager i romanen er ligefrem rene dagbogsnotater, fortæller han:
– Simon er som mig det store udyr i ligningen; den hvide heteroseksuelle mand, som oven i købet skriver om de andre. Det er jo en problematisk figur, i hvert fald i nogle kulturdiskussioner – og jeg syntes, det var ret interessant at sætte ham i spil i den største af alle klicheerne: den rejsende forfatter, der tager til Afrika. Peder Frederik Jensen bringer i VOLD sin hovedkarakter ud af fatning ved at introducere tvivlen på (som han kalder det) ‘hele det apparat, han er opdraget i’.
Det sker især i form af rejserne gennem det komplekse og uoverskuelige afrikanske kontinent, hvor Simons virkelighed gradvist krakelerer, og hans skråsikre positioner og instinkter udfordres. Et tydeligt eksempel på dette findes i romanen, da Simons definition af prostitution udfordres:
Lidt efter rejste han sig fra sengen. Stod der med sit tøj på. Kan du ikke hjælpe mig med lidt penge, sagde hun. Pape havde forsøgt at forklare ham systemet. De havde talt om omfordeling og velfærdsstat. I min kultur hedder det en luder, havde Simon sagt. Det er noget andet, sagde Pape så og smed et skod gennem luften. Nu stod Simon på gulvet hos Soda. Han fandt sin bæltetaske frem og talte op. (side 82)
– Jeg håber, bogen viser den tvivl, der opstår, når det radikaliserede menneske holder op med at tro på sin radikalitet, siger Peder Frederik Jensen og henviser med ‘radikalitet’ bl.a. til, at Simon har været en del af det autonome venstrefløjsmiljø i København – og også sin egen bevæggrund for netop dette politiske engagement sætter hovedpersonen spørgsmålstegn ved i romanen.
– Simons rejse handler også om, at der opstår hykleri, for dem, der tager patent på sandheden er hyklere. Så er det næsten ligegyldigt, hvilken form for frelse, de vil sælge, siger han med en overbevisning i stemmen, som man også finder i romanens mere essayistiske dele.
Han kalder det en ‘akkumulation af frustration’ over virkeligheden anno 2016, hvor de fælles fortællinger er gennemsyret af formål og forsøg på overtalelse. En tid, som mest af alt er et enormt kulturelt sammenbrud, mener han.
– Vi støder hele tiden ind i fortællinger, der vil have os til at synes noget bestemt – og alligevel bliver vi ved med at købe de her påstande. VOLD er mit forsøg på at lave en globaliseret fortælling, hvor jeg er i et opgør med alt, hvad der er repressivt.
At give sin frustrationen et hjem i litteraturen er et forsøg på at give plads til selve undersøgelsen og herved udfordre det synspunkt, at holdninger traditionelt ikke hører hjemme her.
No more spejderdreng
Med VOLD tager Peder Frederik Jensen afstand fra alle former for kollektive og individuelle forklaringsmodeller og positioner, som ikke indeholder en kritisk stillingtagen til selve magtforholdet og de medfølgende privilegier. Der gives i romanen ingen endegyldige svar på verdens konflikter og mellemmenneskelige problemer. I stedet insisteres der på tvivlen og på en øget kritisk selvbevidsthed, selvom udfaldet nok er usikkert.
– Måske er Simons tro, at tvivlen er et svar. Hvis bare man betvivler alt – men så opstår det næste problem, for med tvivlen kan man relativere alt ad helvede til, siger han og forklarer, hvordan dette åbenlyse paradoks også har været formgivende for romanen, som indeholder mange skift i både tid, fortællersynsvinkel og geografi: – Det ville jo ikke give nogen mening at lave en stringent bog, der siger, at alt er gået i opløsning.
Hvor BANEDANMARK var tilbageholden og abrupt, er VOLD ligefrem og formmæssigt mere ustyrlig og udefinerbar. Og processen frem mod det endelige resultatet har for Peder Frederik Jensen først og fremmest være frigørende:
– Jeg oplever VOLD som et nulpunkt i mit forfatterskab indtil videre. Helt grundlæggende føler jeg mig fri og sikker på, hvorfor jeg skriver. Jeg er ikke længere en del af en læring eller nært knyttet til mine forbilleder. Dybest set vil jeg bare gerne lade være med at være en spejderdreng i verden. Nogle gange er man er nødt til at holde op med at være velopdragen.
