Generationssamling – Caspar Eric 7/11


#totusindogfjortenforevigt står det på digtsamlingens omslag. Og med udgivelsen er livet som senpubertær anno 2014 trykt sort på hvidt. Det er smertende godt. Præcis som digterjegets liv.

Digt

(…)
Og du sagde at 7/11
kunne give en følelse af at alt også bare var en lang dag
og at det betyder
at det også kan føles som en ny dag
hver gang du går ind i en 7/11
og kommer ud igen
med babybites i hænderne
(…)

I tyve digte, hvis samlede længde næsten er som en lille novelle, tager et fast jeg sine læsere med på sin søgen efter identitet blandt Facebook-opdateringer (og stalker attitude), Medina, Lil Wayne og månedens sidste 16 kroner. Imens han prøver at udrede logikken bag et brudt forhold med et du, der tales til eller om i hovedparten af digtene.  Bliver det hele lidt for meget for digteren selv, tager han sine læsere med på tur efter flere babybites i 7/11, hvis døgnåbne salg af junkfood og cigaretter gør det muligt at starte på en frisk selv udenfor døgnets rytme (se citat).

Hvert digt starter med ordet jeg skrevet med fed eller hvid skrift på sort baggrund. Men alligevel er det ikke mere personligt, end at det hverken prøver at skabe sympati eller anti-sympati med jeget. Derimod er jeget i stand til at diktere tingenes tilstand i en nøgtern betragtning, i en ærlighed, hvor det ikke er nødvendigt for ham at lyve om sig selv – heller ikke når han pludselig tager sig selv i at tænke på gopler under sex, og selv om han ikke har lyst til at være en person der tænker på bløddyr, når han kommer.

Samtidig med at jegets problemer er meget kødelige (som konsekvens af bruddet med digtenes du er der spor af shawarma og sæd på hans lagen), og virkelige (når han for månedens sidste 16 kroner umuligt både kan købe mad, øl og cigaretter til en af nattens fester), er digtsamlingen skrevet direkte ind i en hyperaktuel elektronisk tidsalder.

Hvert digt indeholder uendelige referencer til Facebook, Instagram og snapchat og bliver opsummeret i tidstypiske hashtag. Elektronikken er ikke længere bare digterens hjælpemiddel, men hans bedste ven, der vil blive ked af det og handlingslammet, hvis han taber gin og tonic i tastaturet:

’og macbooken vil ikke vide / hvordan den skal reagere’, lyder det i en besjæling af digterens computer.

Og man fristes til at tro, at macbooken er en metafor for digterjeget selv. For næppe ville han vide, hvad han skulle gøre af sig selv, hvis ikke længere han kunne bruge Facebook til at udfylde den tomgang, der gennemsyrer digterlivet. Og oprette Facebook-grupper til had for det forliste forhold, der både røber jegets mindre sympatiske sider og dets sårbarhed.

For ikke at sige ensomhed, der antyder en socialt kejtet skyhed, der får ham til at ønske, at han kunne få en hospitalsseng på en lukket afdeling for:

’at være væk en uge / og udelukkende spille playstation alene / uden at blive forstyrret af en forventning / om at skulle bidrage til den samlede lykke’

Lige så personlig 7/11 er, lige så elegant er det en tidstypisk beskrivelse af, hvordan det er at være et sted-i-tyverne anno 2014, og forsøge at drible med den konstante selvfremstiling skabt i hashtags og selfies. Samtidig med at befinde sig i den identitetssøgen, der har præget ungdomslivet længe før Mark Zuckerberg og Facebook blev født.

Jeg vil mene, at digtsamlingen ikke kun er relevant for min og digterjegets generation. Men også for forældre, bedsteforældre og hvem ellers der ønsker at blive klogere på os, hvis ungdom bliver skabt om kap med de sociale medier.

For min bedømmelse er det #fuckingsejt, at det, jeg vil mene er generationens vigtigste udgivelse, er en digtsamling og ikke den typiske generationsroman. Det er, som det står bagerst på samlingens omslag, #totusindogfjortenforevigt.

Skrevet af Mona Munck-Lindblom

Mona læser lidt af hvert og meget af det hele, men har et særligt bankende hjerte for litteratur der lader mennesker mødes.

Skriv til Mona

1 kommentar

  1. Hvis man vil anmelde en digtsamling som digtsamling, bliver man vel nødvendigvis nødt til at komme ind på, hvordan det skrevne fungerer som digtning, og det vil bl.a. sige at forholde sig til digtene på et sprogligt og stilistisk niveau. Hvad er det for sproglige greb, der gør, at digtene bliver gode som digte? Eller det modsatte.

    Om digtsamlingen rammer noget tidstypisk eller er velfungerende som generationsportræt, er vel ikke et udtryk for kvalitet, hvis den ikke samtidig fungerer som digtning?

    I et forsøg på at finde ud af, hvad andre medier mener om digtsamlingens sprog og stil, fandt jeg Lilian Munk Rösings anmeldelse i Politiken, hvor hun imødekommende finder eksempler på poetiske figurer som besjæling, apostrofe og metaforer og taler om sproglig energi, humor og refleksion, mens Peter Stein Larsen i Kristeligt Dagblad negativt taler om ophobning og konstruktioner i endeløse rækker, en manieret stil i et rasende og opremsende flow og med meget få stemnings – og intensitetsskift.

    De ensformigt registrerende overfladebetragtninger i Casper Erics digtsamling gør mig søvnig, mens f.eks. en Asta Olivia Nordenhofs vitale brug af sproget i sine digte gør mig levende og giver mig lyst til at forstå og udfylde de ”tomme pladser”.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *