Genialt ubetydeligt – Robert Walser HELBLINGS HISTORIE
Robert Walser dyrker det ubetydelige og det undseelige i HELBLINGS HISTORIE, der med sine rørende og hysteriske småtekster er en glimrende introduktion til forfatterskabet.
Citat
Jeg kan nu engang godt lide at blive irriteret, derfor bliver jeg irriteret hvor end der byder sig en lejlighed. Jeg kommer tit med ondskabsfulde bemærkninger og har dog visselig ikke større behov for at lade min ondskabsfuldhed gå ud over andre da jeg jo til overmål ved hvad det vil sige at lide under andres spottesyge. Men det er jo netop det: jeg gør slet ingen iagttagelser, antager ingen lærer og bærer mig stadigvæk ad som den dag jeg forlod skolen. Der hænger noget skoledrengeagtigt ved mig, og det vil sandsynligvis være min faste ledsager gennem livet.
Fra ‘Helblings historie’
Robert Walser er en mærkelig skikkelse i litteraturen. Den schweiziske forfatter var en overset figur i sin samtid og hutlede sig igennem livet i småstillinger på kontorer og i forretninger. Han levede de sidste årtier af sit liv på forskellige anstalter og hospitaler, hvor hans forfatterskab svandt ind til små lapper med mikroskopisk skrift.
Teksterne i HELBLINGS HISTORIE er også småting. Men selvom de små prosastykker nok ikke hører til blandt Walsers allerbedste, er bogen, der er en del af Forlaget Virkeligs fine og ambitiøse Bestiarium-serie, et godt sted at begynde, for hans litterære geni fornægter sig ikke.
Titelnovellen, der både er bogens længste og bedste, er en typisk Walser-historie, og hovedpersonen Helbling er en typisk Walser-figur. Han er en både indbildsk og uambitiøs kontorist med talent for at ramme ved siden af: ‘Jeg lader det fare, jeg er mester i at lade ting gå deres skæve gang, som man siger.’
Og ligesom mange af Robert Walsers andre figurer formår Helbling ofte i samme sætning at nedgøre sig selv komplet og at hæve sig over alle sine indolente og uduelige medmennesker, der ikke forstår at sætte pris på hans lille helt særegne sensibilitet.
I det hele taget er teksternes personer konstant ude af trit med den omverden, de med desperat iver forsøger at blive en del af. På den ene side er der storhedsvanvid og på den næste er der mindreværd grænsende til selvhad. Robert Walsers figurer er altid bemærkelsesværdigt u-bemærkelsesværdige, og de ligger konstant på vippen mellem det ordinære og det ekstreme.
Noget af det, der gør Robert Walsers humoristiske og næsten latterlige småtekster så rørende, er alle deres dobbeltheder. Især den måde, han forener det oprigtige, uskyldige, inderlige med sin rå, brutale og nådesløst udleverende ironi. Han, og hans karakterer, holder sig ikke tilbage: Alle bliver hudflettet og nedgjort og besunget og hyldet, revet ned og bygget op i ét væld – inklusiv forfatter og talende jeg.
Teksterne i HELBLINGS HISTORIE er hentet fra prosasamlinger og fra aviser og tidsskrifter mellem 1907 og 1917. Ud over nogle enkeltsideshistorier byder samlingen bl.a. på en historie om den tyske romantiske digter Heinrich von Kleist og en næsten hysterisk morsom tekst, hvor en desillusioneret forfatter over små halvanden side beskriver, hvordan det at læse Charles Dickens ganske enkelt har ødelagt hans liv: ‘Sprængt, knust og tilintetgjort er jeg, og forfatterhvervet kan jeg hvert øjeblik lægge på hylden.’
Robert Walsers skarpe, snørklede og morsomme sprog formidles forbilledligt af oversætter Karsten Sand Iversen, der både står bag udvalget og det ene af bogens to efterord (det andet er en lille, men utroligt rammende karakteristik skrevet af den tyske kulturteoretiker Walter Benjamin i 1920). I Karsten Sand Iversens oversættelse lever den tyske originaltekst op i et sprudlende og energisk dansk, der præcist indfanger originalens miniature-universer.
HELBLINGS HISTORIE er en smal samling småtterier, der ikke ser ud af noget særligt. Men ikke desto mindre er det en både livlig og livfuld bog – og selvom det ikke er Walser, når han er allerbedst, som f.eks. i kortromanerne JAKOB VON GUNTEN (1911) og RØVEREN (1925), er det et ret fantastisk snit fra et ret fantastisk forfatterskab.
