Genlæst: Plath komponerer bittersød melankoli som ingen anden
Det er tid til at føle gennem litteraturen igen, det er okay, siger jeg til mig selv. At søge tilbage til de store ord, som ikke skyr deres egen udsigelse – hvis ikke i denne tid, hvornår så? Når jeg læser i øjeblikket, ønsker jeg mig ofte væk fra ironiske underforståelser og afstandtagen til føleri. Jeg ønsker at mærke alt det, som er så vanskeligt at komme i kontakt med uden for litteraturen, nu hvor vi er lukket inde i vores egne små verdener. Og ikke mindst ønsker jeg at tro på følelsernes alvor, jeg mærker det er en sensibilitet, der skal oparbejdes, og som måske altid vil forblive lidt uden for rækkevidde.
Et af de digte jeg søger tilbage til, når jeg har det sådan her, er ’Valmuer i oktober’ af Sylvia Plath. Det er et meget velkomponeret digt, og det har sådan en fornemmelse af bittersød storhed, som hun er en mester i at fremkalde. Med Plath er det muligt at føle meget og intenst, hun kan forme romantiske billeder, men altid med melankolske ridser, der minder os om en uperfekt virkelighed. Dette digt er ret særligt i forfatterskabet, for her er der næsten ingen selvbiografisk depression at spore, ej heller bliver der brugt voldsomme billeder af historiske krigstraumer, som hun ofte er blevet kritiseret for at benytte til at formidle personlige mentale kampe. Det er som om alt overflødigt er skåret fra og kernen i Plaths tankeverden står tilbage.
Even the sun-clouds this morning cannot manage such skirts
Første vers griber direkte ind i et storslået billede af solskyer. I et rendyrket romantisk digt ville det være oplagt at bruge solen, men det synes at være for voldsomt et billede her. Jeg kan tydeligt forestille mig skyerne som gløder på en oktober-dag, oplyst af solopgangen som skinner på dem. Hvilke skørter er der tale om? Det mest nærliggende er bladene på titlens røde valmuer. Det særlige lys der kan skabes af en sol gennem skyhavet, kan aldrig blive så intenst rødt som en valmuemark, læser vi.
Nor the woman in the ambulance
Nu er det kvinden i ambulancen, som ikke kan klare at skabe første linjes skørtehav. Skørtet bliver et centralt billede, og kvindens indtog gør, at det pendulerer mellem betydninger. Forskellen på valmuens skørter og kvindens skørt er, at blomsterbladene undviger tyngdekraften og vender sig mod solskyerne, mens det menneskeskabte stof hænger tungt mod jorden, når man ifører sig det – en spænding mellem tyngde og lethed dirrer i billedet. Kvinden i ambulancen opstår fuldstændig uventet, det bliver ikke forklaret eller udredt, men verset har de mange rødlige nuancer til fælles med første vers, og de videreføres i vers tre. Vi bliver aldrig sikre på, hvad skørterne skal referere til, og det er denne konflikt, som resten af digtet er bygget op omkring. Kvinden, skørterne og skyerne synes at indgå i et net af meningsforskydninger, som står dragende uforløst helt til det sidste.
Whose red heart blooms through her coat so astoundingly –
Kvindens hjerte blomstrer! Vi kan forstå hjertets blomstring som en sindsstemning, en ren lykkefølelse hos kvinden. Men ambulancen og den røde farve giver os også et billede af et hjerte, som ikke kun blomstrer, men lækker i materiel forstand, hvis blod fosser ud. Måske er kvinden fødende og kan dermed sammenlignes med valmuen, fordi begge indgår i en livsskabende proces? Alligevel er der noget i verset, som synes at modstå fortolkning, som om det også bare er et billede, vi kan iagttage, men ikke forstå.
A gift, a love gift
Utterly unasked for
By a sky
Hvad består kærlighedsgaven i? Er det synet af de solrøde skyer? Den paradoksale ordsammensætning solskyer indikerer, at skyer blokerer for solen og formindsker lyset, gør det blidere og nuancerer dets farver, eller at solen indrammer skyernes konturer i et gyldent omrids. Kærlighedsgaven kan også relatere til kvindens fødsel, til den røde hjerteblodstrøm, som udgik fra hende i forrige vers. Moder-motivet knytter an til et andet vigtigt element i digtet, som forhandler liv og død, og som spændingen mellem sol og skyer, tyngde og lethed synes at understrege. Kærlighedsgaven kan forstås som livet selv, som ingen har bedt om – og strofen synes at lade det stå usagt om denne gave er værd at tage imod eller ej. Hvis vi tænker på kvinden som gravid i en ambulance bliver forhandlingen mellem liv og død mere konkret, da risikoen for et dødfødt barn synes stor i denne udlægning.
Palely and flamily
Igniting its cabon monoxides, by eyes
Dulled to a halt under bowlers.
Det blege og det flammende, skyerne og solen, og kulilten fra bilerne, indgår i en helhed som samler byen og naturens elementer. Jeg ser nu digtets øjebliksbillede tydeligere for mig, måske mest fra Plaths eget historiske nu: en morgen i byens travlhed, forretningsmænd med bowlerhatte går til job, og larmen fra biler fylder lydbilledet, mens solopgangen maler baggrunden i dybrøde nuancer. Andet vers bemærker at menneskenes øjne ikke ser skønheden omkring sig; de er sløvede af rigide roller, som må spilles i arbejdslivet, sådan læser jeg bowlerhattene. Hattene var særligt karakteristiske for finansområdets arbejdere i London på den tid, hvor Plath skrev digtet og boede i byen.
Oh my God, what am I
That these late mouths should cry open
In a forest of frosts, in a dawn of cornflowers.
Vi vender tilbage til valmuerne her, deres åbne kronblade skriger til himlen i en synæstetisk sansning af lige dele livskraft og afmagt, som sidste verslinje viderefører ved at sidestille kulde og varme, frostskov og kornblomsters daggry. Hvem er jeg, at jeg fortjener denne skønhed? Det giver ingen mening, at blomsterne skal berige mig med deres nærvær, den luksus har jeg ikke fortjent, synes ordene at skrige mod Gud. Samtidig er der også en forskydning og ubalance til stede, for vi ser i titlen at blomstringen kommer for sent; i vores del af verden blomstrer valmuer ikke i oktober. Blomsternes ’sene mundes skrig’ lyder da som en klagesang over deres egen fortsatte eksistens, som om det er på tide at lade valmuerne dø, som om de, og vi, egentlig ikke bør være her længere. Valmuen der blomstrer i oktober følger ikke med årstiderne, og man snakker ofte om depressionen som en tilstand, hvor man er ude af takt med tidens gang. I en biografisk læsning er det Plath selv vi ser i valmuens billede, hun er også født i oktober, og skrev endda dette digt på sin sidste fødselsdag, inden hun døde året efter.
I sidste ende rummer dette digt altså alligevel noget af den depressive grundtone, som er så karakteristisk for Plath. Digtet som helhed synes at længes efter en lethed, en uproblematisk væren i tiden, som virker umulig at nå. Sidste strofes beskrivelse af de sene valmuer får mig til at tænke, at jeg’et i digtet er på vej videre i takt med at verslinjerne rinder ud. Til et spøgelsesagtigt sted, hvor skønheden er mulig at tage imod med en lethed, som ikke er levende mennesker forundt.
Dette er første indlæg i Litteraturnus nye serie hvori vi nærlæser digte.
