Gennem mandens øjne – Liv Nimand Duvå ROSENREGLEN
En fortælling om overgreb, krænkelse og psykisk sygdom. Det maskuline blik er det, der er voldeligt og det, som æder sig gennem hovedpersonens krop i Liv Nimand Duvås nye roman.
De hvide piller ligger i en linje under spejlet. Du betragter dem fra sengen. Mod rygsmerter, står der på plastikbeholderen. Det er mors piller fra skabet på badeværelset, apoteket har klistret en seddel med hendes navn og dosis på beholderen. Én pille tre gange dagligt, har de skrevet. Nu tæller du dem igen, fireogfyrre, det burde være nok. Du ser ind i spejlet på fordoblingen.
’Kroppen er en uregerlig storm, et underligt hav.’ Sådan tænker Liv Nimand Duvås 13-årige hovedperson Katharina i ROSENREGLEN kort tid efter hun har slugt en dødelig dosis af mors små, hvide piller og lægger sig til at dø. Hun tænker også over den stilling, hun vil findes i: ’Du skal huske at tænke på din stilling… Ansigtet skal være tiltalende, blodfattigt. Du trækker dynen ned over hagen, ansigtet skal være frit.’ Selv i døden er hun ikke fri fra andres øjne.
ROSENREGLEN er en fortælling om at være en ung kvinde, som udsættes for det maskuline blik—et blik der betragter kvinder som seksuelle objekter. Det sker, når den unge Katharina kommer i kontakt med en mandlig fotograf. Blikket, hans blik, sætter sig i Katharinas krop, som en ondartet svulst, der fortærer hendes selvværds sårbare væv og udhuler hendes inderste jeg, tvinger det i eksil.
Blikket, hans blik, sætter sig i Katharinas krop, som en ondartet svulst, der fortærer hendes selvværds sårbare væv og udhuler hendes inderste jeg, tvinger det i eksil.
Mødet med fotografen er traumatisk og hjemsøger hende resten af livet. Katharina dør ikke der på sengen, med hendes mors piller i maven, men hendes 13-årige suicidale jeg bliver i stedet hendes stedfaste følgesvend.
På en måde er ROSENREGLEN en blanding af Shirley Jackson og Tove Ditlevsen—The Haunting of Hill House og Ansigterne. Det Ditlevske element er romanens undersøgelse af trauma, psykisk sygdom og en psykiatri (for ikke at nævne en omverden), som underminerer, reducerer eller ikke tager sygdommen alvorligt. Dette fortælles inden for en subtil gotisk horror-ramme—heraf Shirley Jackson—hvor unge Katharina nærmest er en slags genganger, som spøger i natten og sender den 27-årige Katharina på randen af galskab.
Den ældre Katharinas forhold til sit yngre jeg er kompliceret. Hun refererer til hende i anden person—og sådan, gennem et tilbageskuende blik, lærer læseren drypvis om, hvad der er hændt hende—og taler til hende som var hun en usynlig ven. Men hvor Shirley Jackson skaber tvivl om, hvorvidt det er det overnaturlige eller det psykiske, der er på spil, er ROSENREGLEN mere klar i spyttet: Traumet er overnaturligt, det er noget der besætter en, det er noget, der sidder i kroppen.
Traumet er overnaturligt, det er noget der besætter en, det er noget, der sidder i kroppen.
Duvå er indsigtsfuld i sine betragtninger af krop og trauma. Kroppen fremstår som et slags dunkelt erindringskammer, man ikke kan slippe af med; som der så smukt står et sted: ’Kroppen var vidne, og den er her endnu. Der er noget der ikke forsvinder… Kroppen vidner. Kroppen er den eneste historie, vi har.’
Da Katharina på et tidspunkt bliver indlagt, oplever man, at psykiatriens tørre taksonomi ikke kan rumme hendes krops fortælling, lægernes journal omgiver ikke hele legemet.
Her kommer det gotiske på banen der, i modsætning til journalens deskriptive tilgang, i stedet producerer en affektiv ramme: Hvordan føles det traumatiske? Som at være besat. Det gotiske danner en foruroligende stemning, som løber gennem romanen. Selvom traumet er noget intimt, som har boret sig dybt ind i Katharinas krop, opleves det som kommer det udefra, hinsides hendes jeg, hvilket forklarer hvorfor Katharina tiltaler sit yngre jeg i anden person. Det er som om, at traumet stedfæster sig et sted midt imellem det indre og det ydre.
Nysgerrig, pirret og en smule ophidset leger Katharina model for Fotografen i gradvist mere absurde fotoshoots: Bikinibilleder på stranden, hvor Katharina skal sutte på slik, eller scener hvor Katharina tvangsfodres imens Fotografen lystigt affotograferer det.
Men for den unge Katharina forhales erkendelsen af overgreb i et virvar af forvirrede følelser. I starten er det en måde at hente anerkendelse hos moren på, som var det et springbræt til en glamourøs karriere, men det er også et sted, hvor hun kan udforske sin gryende seksualitet.
Fotografen frarøver Katharina forståelsen af sin egen krop. Kroppen bliver viklet ind Fotografens blik, den voksne mands begær. Blikket skaber en indre splittelse i hende, et jeg og et du, som aldrig igen kan mødes.
Kroppen bliver viklet ind Fotografens blik, den voksne mands begær. Blikket skaber en indre splittelse i hende, et jeg og et du, som aldrig igen kan mødes.
Da den ældre Katharina flytter ud på landet i et kollektiv sammen med kæresten Peter, begynder kroppen at sende mystiske tegn og hendes 13-årige jeg går igen i natten. Pludselig begynder de ar Katharina har fra dengang hun som ung skar i sig selv at bløde igen. Har hendes 13-årige jeg taget kontrol og skåret arrene op? Eller er det enigmatiske signaler fra kroppen? Eller er det begge dele?
Men til trods for, at Duvå kan fremskrive traumet som et kompliceret, mangesidigt væsen, fremstår romanens øvrige karakterer sjældent som andet end anæmiske statister i traumets kammerspil. Kollektivet, hvor halvdelen af romanen foregår, bliver aldrig til mere end et banalt, satirisk indslag, hvor man kun kan grine (eller græde) af deres sørgelige forsøg på socialitet.
Det er som om, at forfatteren anstrenger sig for lede læserens tanker og derfor føles romanen til tider mekanisk. Romanuniverset er drænet for den vitalitet, som banker i Katharinas væsen; om end det er en art sorgens vitalitet, så kan det mærkes. Det er især tydeligt i romanens udpensling af blikket. Fotograf-karakteren er en kliché på det maskuline blik, hvorfor læseren ikke er i tvivl om, hvordan de magtforhold, som romanen stiller skarpt på, virker.
Det gotiske producerer noget, der siver ud mellem linjerne og ordene: En stemning.
ROSENREGLENs styrker ligger i dens måde at benytte det gotiske for at fremstille det slet og ret gyselige ved Katharinas skæbne. Det gotiske producerer noget, der siver ud mellem linjerne og ordene: En stemning. Det er som om, at en lille uforståelig flig af det Katharina gennemgår, sætter sig dybt i læserens krop. Det er noget, man ikke helt forstår, men det kan mærkes, og det kommer til at hjemsøge en lang tid efter.
