Af | 11. juni 2015

Gennem vællingen – Harald Voetmann SYNER OG FRISTELSER

Pis og lort og bræk og sæd. Og vælling. Væskerne flyder i en lind strøm i Harald Voetmanns sære og groteske munkefortælling, hvor himmel og helvede ramler.

Citat

Skønt jeg ikke fortjener det, ligger jeg vendt væk fra den del af sygefløjen, hvor oldbrødrene opholder sig. Jeg kan høre deres ord besudle klosterets stilhed, men jeg slipper helt for synet af dem. De lange, grå og hvide skæg med krummer og kødtrevler i, knejpeskæg, som visse af dem bærer med stolthed og anser for et ydre tegn på deres høje alders visdom, som hæver dem over hele flokken af glatkæbede brødre. Hovedhåret er i nogle tilfælde groet ud og har brudt tonsurens krans, selvom mange andre er blevet skånet for denne vanære, alene fordi de er pilskaldede af ælde, eller af Herren er blevet velsignet med den form for skaldethed, der ligner tonsuren. Gamle vanartede stakler, som tror sig frelste for de løfters skyld, de ikke længere holder, for den tavshed, de nu bryder, og de messer, som visse af dem ikke har været til i årevis.

SYNER OG FRISTELSER er en atypisk historisk roman. Man får ikke historiens vingesus, store mænds beslutninger og definerende begivenheder i et fejende perspektiv. Harald Voetmanns roman er i stedet smal og snæver i handlingen. Den er introvert, mystisk og kryptisk selvcentreret. Men den er så sandelig også et periodestykke, der rækker langt ud over sin egen fortælling.

Benediktinermunken Othlo kollapser midt i vællingen og bæres næsten livløs over i klosterets sygesal af sine munkebrødre. Her ligger Othlo i sin febervildelse og ser syner, hans bevidsthed hives ud af den syge krop af en vred engel, der fører ham på en vanvittig rejse gennem himmelen og helvede.

Harald Voetmann runder med SYNER OG FRISTELSER sin trilogi af historiske romaner af i et middelalderkloster i den sydtyske by Regensburg. De to forgående bøger VÅGEN (2010) og ALT UNDER MÅNEN (2014) havde den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre og selveste Tycho Brahe som hovedpersoner mens det denne gang, altså er en aldeles ukendt (men faktisk historisk) munk bogen følger.

SYNER OG FRISTELSER fortælles hele tiden i to sideløbende spor, der væver sig ind og ud af hinanden som Othlo glider ind og ud af bevidsthed. Harald Voetmanns linjebrudte prosa skifter konstant mellem virkelighedsplaner: Det ene øjeblik lytter han til en medpatient, der brokker sig over løgstykker i pølserne for i det næste at svæve over Himmelbyen.

Og ligesom Harald Voetmanns forrige bog ALT UNDER MÅNEN er SYNER OG FRISTELSER en roman med mange stemmer. Det kan være svært at holde styr på hvem, der taler i sygesalens kakofoni af tyndskidende og højtråbende oldinge, når Othlo glider ind og ud af bevidsthed og bliver besnakket af sin sidemakker. Romanen er inspireret af middelalderens visionslitteratur og handler også om, hvad der sker med et menneske, der simpelthen tror for meget. Religionen forvrider Othlos virkelighedsopfattelse, og den blinde hengivenhed til munkegerningen ender i rabiate syner og ukontrollable lyster.

Nogle af romanens største højdepunkter er dens mindste øjeblikke. Flere af Harald Voetmanns figurer og billeder hænger ved i lang tid. Den mystiske åbningsekvens, hvor Karl den Stores skelet har dannet et værn af vildtvoksende tænder og negle, er enormt kraftigt. Billedets betydning er uklar og virkningen bliver kun større af at det kun dukker op i enkelte glimt i resten af romanen.

De kraftfulde billeder gemmer sig i teksten som små chok, der pludselig træder frem og afbryder bibeltyngden med en særlig velformuleret klarhed. Og især Othlos sygepasser Wolkbart der lider af en besynderlig hudsygdom, hvor ‘plamager af hjerne’ vokser ‘ud som bær’ gennem panden. Den stakkels munks hjernebær går i forbindelse med en skål med slåenbær, og begge forfølger Othlo ildevarslende på sygelejet.

Wolkbarts gevækster er kun et eksempel på den voldsomme kropslighed, der præger SYNER OG FRISTELSER. Kristendommens forskrækkelse for kroppen bliver nådesløst udfordret, når Othlo ser, hvad der venter af rædsler for en munk, der som ham selv, har ‘syndet på et leje’ som engle-vejviseren så tækkeligt formuler det. Kroppe og køn frister både i det jordiske liv og hinsides.

Og det flyder (som sædvanlig, hos Harald Voetmann) med kropsvæsker: lort, pis, bræk, sæd. Men det er mere end bare effekt og sjofelheder. Kropsvæskerne betyder i høj grad noget. Udskillelsen af kroppens affaldsstoffer og sekreter bærer på betydning og rummer også muligheden for erkendelse som Othlo konfronteres med i et af helvedets bordeller.

Othlos rejse gennem himmel og helvede er i familie med Dantes. Men den er uendeligt mere uhumsk, modbydelig og grotesk ulækker. Harald Voetmann holder et imponerende højt niveau og SYNER OG FRISTELSER føjer sig rablende fornemt til forfatterskabets sære fortællinger.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også