Genopladelige fugleunger – Bretton-Meyer & Petersen FRUGTER OMBORD PÅ SKIBE
Haiku er en fest. Det slår Christian Bretton-Meyer og Søren Petersen fast i deres seneste prisbillige men materialelækre bog.
Hans-Jørgen Nielsen introducerede den bovlamme systemversion af det japanske haikudigt på dansk grund for 40 år siden. Og den har siden fået lov til at stå nogenledes uantastet som måden den stramme og minimale digtform skal eksekveres på. Dvs. som kitschet jeg-løs og pseudo-cool sprogmekanik, typisk begrænsende sig til, at det sner eller holder op med at sne.
Når Christian Bretton-Meyer & Søren Petersen laver haikudigte, er det imidlertid ikke sådan. De lægger sig snarere i forlængelse af Peter Laugesens brug af haikuformen, der nægter at lade haiku.dk begrænse sig til blodfattig alfabetisering i konfronterende opposition til centrallyrisk meningsfylde. Den åbne haikuform er her i den grad åben mod noget.
Bretton-Meyer & Petersens haikuer viser, at der et og andet rigtigt – et slags sprogligt gyldent snit – i en sætning, når den sigter efter 17 stavelser. Der popper en masse gratis merbetydning op, når formen fungerer som en Gardena kantskærer, der er gået grassat, og det er de herrer B-M & P ikke sene til at udnytte. Uhygge, forundring, mistro og ikke mindst humor, pibler simpelthen frem, hvilket vel ikke ligefrem er det, man forstår ved gold sprogmekanik?
Tilrettelæggelsen af FRUGTER OMBORD PÅ SKIBE er slående flot. Bogens tykt flossede karton med store fede printede arial-typer i halvdårlig udtværet kvalitet fremstår i et veltillavet og stramt komponeret bog-som-objekt-tilsnit. Det giver fingre såvel som øjne noget at beskæftige sig med, mens resten af læseren læser.
På denne stilige platform opererer Bretton-Meyer & Petersen med mindst 3 forskellige haikuslags: en nedbarberet konstaterende; en isbjergslignende og endelig en jokende/logikhånende barnlighed. (Tydeligvis er det slet ikke let at beskrive sagerne på den elegante vis, de selv er udtryk for.) Den første slags lyder:
– Industrialiseringen medførte
billige fugleæg
Og hvad så, spørger man, økologisk katastrofe eller mad til alle eller..? Konstateringen insinuerer løs, men røber ingenting, og digtet kommer derved til at dirre så det kilder sweet mellem ørerne. Næste slags lyder:
– det bekymrede dem ikke mere
de tænkte på andre ting
Hvad bekymrede dem ikke? Gisp! Mord, uheld, tragedie eller bare en fornærmelse? Den lille ordtops karakter af top, stimulerer fantasien og pirrer nysgerrigheden efter alt det, der er skåret væk. Sidste slags lyder:
– hullet i fuglekassen
passer fint
til brugte batterier
– han havde to onkler
så var der en til hver
hvis man var to
Her er det en drilsk umiddelbarhed på tværs af politisk korrekthed og logiske følgeslutninger, som styrer diktionen lukt ned i grinende barnehøjde. Og for anmelderen er det nu definitivt slut med at opfatte de mørkegrønne batteriopsamlingsstande, Københavns kommune har sat op, som andet en potentielle fuglekasser fyldt med lithiummuterede musvitunger.
Alle tre haikuvarianter flugter fint med Bretton-Meyer & Petersens fine fine Aldi-skilte-bog, FARS VEN JOHN, fra i fjor. Og hvem have troet, at Aldi og haiku havde noget at snakke med hinanden om? Nej vel, men måske er det bare Hans-Jørgen Nielsen, der har hældt voks i vores ører?
