Gensyn med koryfæerne – Daniel Kehlmann OPMÅLINGEN AF VERDEN
Tysk litteraturs nye Wunderkind brillerer med en ambitiøs, eventyrlig og umådelig begavet roman om de to geniale særlinge Alexander von Humboldt og Carl Friedrich Gauss.
Citat
Sandheden var meget uhyggelig: sætningen om, at to givne paralleller aldrig berørte hinanden, havde aldrig været beviselig, ikke ved hjælp af Euklid og heller ikke ved hjælp af nogen anden. Men den var på ingen måde, som man altid havde ment, indlysende! Han, Gauss, formodede nu, at sætningen ikke passede. Måske fandtes der slet ingen paralleller. Måske tillod rummet også, at man, hvis man havde en linje og et punkt ved siden af den, kunne trække uendelig mange forskellige paralleller gennem dette ene punkt. Kun ét var sikkert: Rummet var foldet, krummet og meget mærkværdigt.
I det tyske er man ligesom så mange andre steder glad for Dan Brown og J.K. Rowling. Men i det fine selskab af storsælgende forfattere finder man en artig overraskelse i form af supertalentet Daniel Kehlmann. Den 32-årige tysk-østriger har med OPMÅLINGEN AF VERDEN taget Tyskland med storm, og nu er turen kommet til resten af verden.
Bogen er en filosofisk roman om videnskabsmændene Humboldts og Gauss’ liv og levned. Det lugter ikke umiddelbart af kassesucces, men ikke desto mindre runder salgstallet snart en million i Tyskland alene, og det behøver man faktisk ikke være genial for at se fornuften i. OPMÅLINGEN AF VERDEN er nemlig både umanerligt underholdende, fantasifuld og tankevækkende.
Romanen tager os med tilbage til dengang, verdenskortet stadig var fyldt med hvide pletter. Genierne Alexander von Humboldt (1769-1859) og Carl Friedrich Gauss (1777-1855) arbejder ihærdigt for at gøre sig klogere på verden, men på hver deres måde. Humboldt drager frygtløst rundt på kloden for at måle afstande, samle planter, bestige bjerge og udforske huler. Gauss derimod forlader kun nødtvungent hjembyen Göttingen og foretrækker at regne universets gåder ud i hovedet i stedet.
Fælles er de imidlertid om at hellige sig naturvidenskaben i en sådan grad, at de dårligt har øje for noget andet. Gauss formår således i ugevis at holde sig uvidende om, at der er udbrudt krig, og at Göttingen er faldet under fransk styre, og Humboldt har konstant næsen så dybt begravet i måleinstrumenter, at end ikke en solformørkelse eller alverdens kvinder kan rive ham bort.
Romanen følger skiftevis Gauss og Humboldt, indtil trådene til sidst spindes sammen, og de to hovedpersoner endelig mødes i Berlin i 1828. Men det slutter ikke her, for hurtigt bliver de begge modvilligt revet ind i den politiske tumult i kølvandet på Napoleons fald, og så fortsætter eventyret lidt endnu.
Undervejs i romanen er der masser at fundere over, for med de herrer Humboldt og Gauss som guider bevæger OPMÅLINGEN AF VERDEN sig uvægerligt ud i filosofiens og videnskabens randområder. Derude hvor originale tanker og observationer om tilværelsens beskaffenhed har frit spil, og hvor gængse opfattelser af tingenes orden hele tiden er til diskussion.
Efter flere fine romanpræstationer – bl.a. ICH UND KAMINSKI fra 2003 – folder Kehlmann nu sit talent helt ud. Med behagelig fortrolighed og imponerende indsigt vækker han de to tyske enere til live og med dem et hav af tidens øvrige interessante skikkelser, bl.a. fotopioneren Louis Daguerre, en senil Immanuel Kant og den kontroversielle nationalist Friedrich Ludwig Jahn. Kehlmann blander på eleganteste vis fakta og fantasifortælling og skaber hermed en roman, som både beriger og tryllebinder sin læser. Og så er den oven i købet det, som tyske romaner så sjældent er: hylende morsom.
Næ, det er slet ikke så underligt, at OPMÅLINGEN AF VERDEN er blevet et hit blandt tyske læsere. Den er helt igennem uimodståelig.
