Gentrificering 1: Københavnerlitteraturens kamp mod sig selv
I et todelt essay undersøger og diskuterer Jonas Reebirk et uundgåeligt tema i tidens københavnerlitteratur; gentrificering. Del 1 undersøger københavnerlitteraturens kamp imod sig selv og den gentrificeringskritiske forfatters ironiske lod i livet.
Et af de mest gennemgående temaer for samtidens københavnerlitteratur er gentrificering. Eller rettere: kritikken af den danske hovedstads gentrificering – angsten for byens støt stigende forandring mod en eksklusiv, ensformig, indadvendt rigmandsghetto, hvor det er på mode at være helt sin egen ligesom alle de andre, og kaffen koster mere end huslejen, der i forvejen ikke er til at betale. København bliver dyrere. København bliver renere, pænere, kedeligere. København bliver mindre og mindre mangfoldig for hver kødfri dag der går i Kødbyen, og samtidens forfattere står i kø for at pointere det. Debutanter som veletablerede, tilflyttere som indfødte. Korsgaard og Nordenhof og Colling og Sonnergaard og Thomsen.
Og de er dygtige til det ganske vist. Litteraturen er et effektivt redskab til at gøre opmærksom på, hvordan en kreativt disponeret, autenticitetssøgende og købestærk øvre middelklasse i disse år er i fuld færd med mere eller mindre ubevidst at fordrive den indfødte arbejderklasse fra hovedstadens brokvarterer. Denne bevægelse er, ifølge den britiske sociolog David Ley, gentrificering i en nøddeskal. Men måske den danske forfatter Martin Kongstad i virkeligheden beskriver det bedst i romanen ”Kokken der holdt op med at rødme” fra 2018:
”Først er der ludere og lommetyve, ikke?” sagde Carsten, ”så rykker kunstnerne ind, fordi der er billigt, så skal de have kaffe og får en af vennerne til at åbne en lille mokkajoint. Så mangler de et sted at drikke en pils, og så er der også en bar. Rygterne begynder at løbe om det nye hangout, og så er der firstmovers og friske modeller, som godt kan lide at sige, at de ikke orker Vesterbro mere, det er sejt, at der går folk rundt i fleecetrøjer, det er autentisk. Lejlighederne er billige, og folk begynder at købe, og en vågen restauratør lurer, at det er den hippe nye bydel, og der åbner flere barer, og det vælter med mennesker i weekenden. De rige drenge synes, det er undergrund og køber en lejlighed, og pludselig er priserne for en bolig tredoblet. Sådan går det over hele verden.”
Den gradvise gentrificering af Københavns kvarterer følger altså så at sige kunstnerne rundt i byen. De kreative hippe flytter ind, hvor der er billigt og autentisk. Resten af samfundet følger med, hvor der nu er blevet kreativt og hipt. Til sidst er kvarteret blevet indtaget af andelsboliger, luksushoteller og burgerkæder, og de tidligere beboere har ikke råd til at blive boende længere. Kvarteret er blevet gentrificeret. Det er selvfølgelig aldrig hensigten, men kunstneren fungerer altså som katalysator for processen. Det siger den kulturgeografiske og sociologiske forskning, og det fortæller litteraturen os altså også selv, som i foregående eksempel. Pointen er, at den gentrificingskritiske forfatter af moderne københavnerlitteratur derfor indtager en lidt paradoksal position i debatten om byens gentrificering. Forfatteren kan fordømme neoliberale byplanlægningsinitiativer, Blackstone og detailkonglomerater, imens hun hylder de stadig autentiske dele af København, men netop denne æstetisering af det ægte, reelle, hippe byliv vil dernæst bidrage til den yderligere gentrificering af byen, fordi huslejestigningerne altså har hang til at søge hen, hvor kunstneren peger.
Dette er den gentrificeringskritiske forfatters ironiske lod i livet: Hun prøver desperat at holde liv i den autentiske storby, men medvirker i forsøget blot til dens fortsatte ødelæggelse. Kunstneren har nemlig ikke kun øje for det hippe. Kunstneren skaber det hippe. Musik, film, tøj, mad, litteratur – men altså også bydele. Kunstneren personificerer alt det, alle vil være i senmoderniteten: selvrealiseret, uafhængig, kreativt tænkende, autentisk. Dette gælder især den generation, der for øjeblikket river sig i håret over deres københavnske boligsituation. De vil blot have deres bid af den drømmekage, som kunsterne bager til dem, hver gang de udgiver noget nyt om den by, danskerne har så travlt med at knuselske ihjel. København. Jeg er din sidste søn. Sådan kunne man godt tillade sig at opsummere Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Og han og Jokum Rohde har faktisk i fællesskab og aldeles utilsigtet leveret den måske smukkeste metafor for det prekære forhold mellem den gentrificeringskritiske kunstner og den autentiske storby, som han forsøger at holde i live men ultimativt bidrager til at nedrive i kraft af sin egen idoliserede position. Metaforen er fra København Con Amore – en fotobog, de to forfattere har udarbejdet som en kærlighedserklæring til det glemte, gamle, autentiske København, baggårdene, blikskiltene, blikkenslagerne, pornobutikkerne. De tager billeder af det hele, men undervejs går noget op for dem:
”Flere gange, når vi har været på vej ud for at fotografere et bestemt sted, har det ved ankomsten vist sig at være under afmontering, og på et tidspunkt blev vi ligefrem ramt af en overtroisk rædsel for, at tingene forsvandt, fordi vi knipsede dem”.
De henkaster det altså som overtro, men skal vi tro David Leys gentrificeringsteori, er der mere sandhed bag dette udsagn, end Thomsen og Rohde indser. Derfor maler de et lidt uforsætligt billede, men det gør det ikke mindre poetisk. Det er billedet af den velmenende kunstner, der dødsdømmer sin elskede by ved at æstetisere den, fordi hans publikum umiddelbart derefter møder op for at kramme det sidste liv ud af den.
Faldgruben for gentrificeringskritisk litteratur er dermed, at den risikerer at være kontraproduktiv. Men det oplagte spørgsmål bliver så, om det virkelig er al gentrificeringskritisk litteratur, der per definition lider under dette iboende paradoksproblem. Da jeg vælger at stille det, er svaret selvfølgelig nej. Ikke nødvendigvis. Men det er nødvendigvis al gentrificeringskritisk litteratur, der har potentialet til paradoksalt nok at medvirke til gentrificering. Ligegyldig hvor insisterende den er. Det skyldes, at litteraturens konsekvenser for samfundet ultimativt kommer an på, hvad læserne vælger at bruge den til. Det kan sagtens tænkes, at en litteratur, der er tilstrækkelig skæmmende og negativ for Københavns image, kan lykkes med at skræmme velhavende tilflyttere væk fra byen.
Jeg vil med en fremtidig artikel foreslå et eksempel på en sådan litteratur. I mellemtiden er det dog langt nemmere at forestille sig, at selv den gentrificeringskritiske litteratur, der maler hovedstaden i et mørkt og dystert lys (og sågar selv den, der er decideret udskældende) ultimativt vil bidrage til gentrificering. Det er nemmere at forestille sig, fordi det er præcis, hvad der hidtil er sket. Som læsere har vi formået at integrere selv de mest negative litterære fremstillinger af den gentrificerede storby i vores æstetisering af København. Et himmelråbende ironisk eksempel på dette er, at det muligt at købe plakater af den antikapitalistiske graffitimaler SpyOs berømte værk på Nørrebrogade ”DINE PENGE MIG I RØVEN”. Dem kunne tilpas kunstnerisk disponerede individer passende hænge op i deres forældrekøbte lejligheder for at vise, hvor nede de er med det rå, autentiske København, men meget mere om dette i den fremtidige artikel, jeg allerede har varslet.
Litteraturens effekt afhænger af publikums modtagelse af den, og vi lader simpelthen ikke til at tage det gentrificeringskritiske budskab til hjerte lige foreløbigt. Vi kan ikke holde os væk fra København. Vi elsker byen til døde. Og ja, litteraturen er et effektivt redskab til at gøre opmærksom på problemet, men når det er præcis denne opmærksomhed på København, der er en del af årsagen til problemet, så har kunsten fanget sig selv i gentrificeringens kinesiske fingerfælde. Jo mere kunsten kæmper imod, desto mere interessant synes byen bare at blive for danskerne. Og huslejen stiger, og kaffen bliver dyrere, og burgerkæderne åbner helt af sig selv, imens de fattige bliver forvist langt ud på landet. Det kan virke opgivende eller nihilistisk, men set på den lyse side gennem disse briller, vil løsningen på Københavns gentrificering jo faktisk komme naturligt. På et tidspunkt i den nære fremtid kunne man uden de store problemer forestille sig, at kunstnerne og de kreative hippe ikke vil have råd til at blive boende i København længere. De vil flytte til Odense eller Lolland eller et tredje sted, som jeg ikke er sej nok til at forudse, fordi der er billigt, og fordi der er autentisk, og fordi det er det nye. Og resten af samfundet vil følge med. Og snart vil de lokale i Skævinge eller Løgumkloster blive pissesure over alle de rige svin, der kommer og ødelægger deres lille hjørne af Danmark, og så vil vi kunne læse alt om det i fremtidens gentrificeringskritiske romaner og novellesamlinger. Og endelig vil der blive fred i København.
