Glædelig genlæsning og godt nytår – Charles M. Schulz RADISERNE


Det er bestemt ikke peanuts den flittige Schulz har fået skabt i sin tid. Søren Brun, Trine, Tomas, Nina, Schrøder, Rikke Rask, Rumle, 5 og hans søstre 3 og 4´s eventyr fra 1960’erne er alle tiders underholdning.

Det er nok næppe en tilfældighed, at denne udgivelse foreligger, netop inden julesalget for alvor går amok. Det lugter en anelse af risalamande og mandelgave, når man bladrer igennem RADISERNE, Gyldendals udgivelse af Charles M. Schulz’ ‘greatest striber’, syv år efter tegneren og forfatterens død.

Der er store lighedspunkter mellem RADISERNE og den RADISEBOGEN 2 (1970) jeg læste og elskede, før jeg var gammel nok til at vide hvad ‘Jeg græmmes!’ betød. RADISEBOGEN 2 indeholder Radisernes 5.-8. samling, der udkom i Danmark fra 1964-1967, så det er ikke underligt, at der er mange overlap. I RADISERNE er 1200 striber fra 1960erne samlet på 620 sider.

Men det ændrer ikke på, at RADISERNE er en glædelig genlæsning. Man får lyst til at stikke snuden i vejret og danse som en forstyrret beagle, når Søren Brun prøver at skrive brev, men får sig selv smurt ind i blæk; når Trine giver psykiatrisk hjælp for 25 ører; når Tomas med sin sutteklud ved øret fortæller om den store græskarmand; når Nuser alias Piloten i første verdenskrig er på jagt efter Den røde Baron; eller når alle børnene igen igen taber i baseball. Kan det andet end varme om hjertet, når Schulz indfanger forholdet mellem storesøster og lillebror i sine enkelte stregtegninger:

Trine: Hvad er det? Tomas: En portion is.
Tomas: Jeg har bragt dig den for at bidrage til at gøre dit ophold her på jorden mere behageligt!
Trine: Tak skal du ha’ … Du er en god bror!
Tomas: Lykken er at blive rost af sin storesøster!

Selvom Trine kan være en strigle, og Søren Brun aldrig får sagt noget til den rødhårede pige, han er så forelsket i, er Schulz lykkedes i sin mildt underspillede målsætning: ”Jeg prøver bare at tegne en blid tegneserie uden for meget ondskab.” Hvis jeg ikke minimum har fniset en gang per bladret side, er jeg i hvert fald oppe på overordentlig mange lune smil og indre ‘Nårhhhh’er.

Ud over de 1200 striber fra 1960-69 som den danske oversætter Ida Hammerich og Ole Knudsen har udvalgt, har sidstnævnte bidraget med et forord. Han skriver:

– Fra den 2. oktober 1950 og uden én eneste afbrydelse frem til den 13. februar 2000 det er helt præcist 15.299 dagsstriber og 2.502 søndagspaneler, når man har taget hensyn til afvigelser som skudår og det faktum, at søndagspanelerne først startede i 1952.

Det er da imponerende. Tilbage er der kun at opsummere: Lykken er at genlæse Schulz.

Skrevet af Louise Rosengreen

Cand. mag. i Dansk og Historie.Forfatter og dansklærer i det virkelige liv.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *