Glohede kartofler fra et smukt, smukt sprogforråd – Herta Müller KONGEN BUKKER OG DRÆBER
Genudgivelsen af Herta Müllers erindringsværk stiller krav til sin læser. Det er et klaustrofobisk, filosofisk og udfordrende interessant bekendskab.
Citat
En senere sommer så jeg liget af en ung kvinde på fattigkirkegården. Hun fratog mig den illusion at man ikke kan blive druknet fordi der ikke findes noget ord for liget på rumænsk. Hun gav mig et chok, og jeg skænkede hende til gengæld to kirsebær.
Anledningen til genudgivelsen af tysk-romanske Herta Müllers erindringsessays, der står ret side efter side og er betitlet KONGEN BUKKER OG DRÆBER, er at Müller blev dette års vinder af Nobelprisen i litteratur. Og så kunne anmeldelsen i og for sig slutte her, for er det ikke ensbetydende med at forfatterinden tilhører den absolutte litterære elite på verdensplan? Det kan i hvert fald virke lidt som at spytte i modvind, at problematisere en prisvinder af den kaliber, men det behøver jeg heldigvis heller ikke. Müller forskåner mig, ved at skrive insisterende perfektionistisk.
Alligevel vil jeg starte med at udtrykke en utilfredshed. Bogens omslag er nemlig alt andet end indbydende. Og nej, man skal ikke dømme en bog på dens forside, men det kan man ikke undgå, når det grafiske udtryk står i en så voldsom kontrast til indholdets skønhedsværdi, at det virker som en decideret hån. Hvorfor vælger forlaget at pakke Müllers møjsommeligt udvalgte sprogbrug og finpudsede og filosofisk intelligente overvejelser ind på en så slasket facon? Det undrer mig, for grimt er det (se evt. mod Sverige for et bedre bud).
Men det er og bliver irrelevant for indholdet: de otte erindringsessays. I associationer og brudstykker indkredser Müller den grusomhed, hun oplevede under Nicolae Ceauşescus diktatur i Rumænien. Hun reflekterer over sine traumatiske familieforhold. Faren var alkoholiseret og tidligere SS soldat, og moren havde oplevet arbejdslejrlivet på egen udsultede krop.
– I 1945 lærte min mor at hade og elske kartoflen, som nittenårig pige, deporteret til fem års tvangsarbejde i Donets-bækkenet i det nuværende Ukraine. Hun forbandede og tilbad kartoflerne, blev drevet ud i kronisk sult af kartoflerne der aldrig slog til. Og blev som skindogbenpige ernæret glat igen af kartoflerne. Kartoflerne var grundnæringsmidlet, grunden til sultedød eller overlevelse.
Det er slet ikke tilstrækkeligt dækkende for KONGEN BUKKER OG DRÆBER at gengive de mest gennemgående elementer på indholdssiden, fordi alle teksterne, på samme tid som de beretter om en fortid, handler om sprogets utilstrækkelighed til netop beskrivelsen af den forgangne virkeligheds gru.
– Noget virkelig sket kan aldrig fanges 1:1 med ord. For at beskrive det må man skære det til med henblik på ord og opdigte det helt fra grunden. Forstørre, formindske, forenkle, komplicere, nævne, udelade – en taktik der går sine egne veje og kun har det levede som påskud.
Fra det første essay I HVERT SPROG SIDDER DER ANDRE ØJNE til det sidste NÅR NOGET LIGGER I LUFTEN, ER DET OFTEST IKKE NOGET GODT er nationale tilhørsforhold og forholdet mellem identitet og sprog udsat for en alvorlig, analytisk kritik. Teksterne stiger i styrke i takt med at læsetempoet automatisk falder. Hvert ord virker velvalgt, og det er som om Müllers skrift insisterer på at fastholde læseren ved hver enkelt sætning.
KONGEN BUKKER OG DRÆBER kræver tænkepauser og i princippet tid, tid og mere tid til genlæsninger. For det krediterer den til gengæld med en sproglig smuk påmindelse om, hvor ufattelig barsk og brutal verden er og har været.
