Bøn til et godartet kaos – Simon Grotrian DEN KORSFÆSTEDE BUDDING
Som altid er Simon Grotrians poesi en himmelflugt gennem forvirret skønhed. Synerne er både svale og kaotiske. Denne gang handler det om at prøve at stole på dem.
Citat
Men flammerne piskede op omkring mig
bornholmerure slog i det fjerne
som karameller til fortidsøgler
mine vinger klæbede til pupillerne
blyanter vred sig som hugorme
ide det var et notat om livets skønhed på papyrus
der fjernede låget fra sindets pulterkammer
og strøg tændstikkerne til blods
det citrongrønne minde betingedes
af fremtid i kernen
Næste år er det 30 år siden Simon Grotrian debuterede med bogen GENNEM MIN HÅND (1987). Den nu 54-årige digter er aktuel med sin 25. digtsamling DEN KORSFÆSTEDE BUDDING – og digtene er lige så enigmatiske og veloplagte som altid.
Grotrian dyrker stadig sin egen variant af poetisk inkongruens. Det vil sige, snarere end at bruge metaforer og billeder til at opbygge en verden med en særegen logik, viser han et univers, hvor meningen gang på gang kollapser. De gnister, det slår, når den splintres, er et helt fyrværkeri: ‘(..) nogen vil komme i en blævrende karet af sølv/ kagerullen vil stryge hen over taget/ den skotskternede skygge vil blæse bagud/ som et slæb af galakser’.
Billederne rummer et overraskelseselement, der er centralt i Grotrians poetik. En ellers tonstung serie af linjer kan pludselig blive brudt af overlagt klodsede syner, der kommer ind fra højre og leverer en absurd punktering af alvoren (som ‘karameller til fortidsøgler’). Eller dynamikken er omvendt, og midt i en serie frivole linier kommer der pludselig noget, der griber efter struben på én.
Lad os bare komme til sagen – den der offensivt umulige titel. Billedet er ikke bare absurd, det er hovedrystende komisk og klodset og ikke uden hyggeblasfemisk undertone. Jeg har spekuleret i, om der ligger et spil på lydlig forventning; bogen hedder lige præcis ikke ‘Den Korsfæstede Buddha‘. Dét havde syntetiseret de to religioners frelser- og lidelsesmyter til en eklektisk, men også ildevarslende vision. Men det er typisk Grotrian at lade læseren drage mod billeder, der kombinerer det storladne, det klodsede og det umulige, og så overlade dem til den måbende læser.
Kristendommen er som religion dybt afhængig af poetisk logik. Både i sin ofte selvmodsigende mytologi og ikke mindst i sine lignelser, der bruger retorisk konstruerede historier til at afmontere jødedommens hierarkiske lovkomplekser. Fra et religiøst perspektiv er der faktisk potentiale i digtenes offensive angreb på meningsfornemmelsen. Når de umulige billeder er flest, er digtene et flor af absurditeter, og de får noget helt symfonisk over sig:
– du som gav din skygge til os/ i form af et kors din åndes galakse flyver om tæerne/ og bibringer os lagkager af ilt/ og opstandelsen/ med måger som hejseværk/ du fejrer i nat, at blikket er sortnet/ dit hårnet af planeter/ har fanget mit støv
Bemærk hvordan det religiøse og det astrofysiske billedsprog skiftes til at være fører i dansen! Fra den vinkel kan man i Grotrians poetik se et portræt af et forvirret kosmos, et vidnesbyrd om et spraglet og umuligt univers – måske endda som forsvar for skaberværket, som theodicé? I al fald er der i denne omgang meget på spil for jeg’et, der anstrenger sig for at forsone sig med det store, sublime alting:
– Al tid rummes i denne time/ hvor jeg har bøjet mig over verden for at tilføje den noget/ der måtte være skønt i Adams side/ og sprinklere med blod over græsset/ orkestre hidsige som bier
Det gør også, at megen af den sprudlende nonsens er trådt en anelse i baggrunden her. Grotrian bruger sin poetiske licens på en mere indfølende måde. Tag ikke fejl – det er stadig en forstyrret dont at være subjekt i et Grotrian-digt. Den af og til kalejdoskopiske forvirring, som nogle Grotrian digte besidder, er i DEN KORSFÆSTEDE BUDDING erstattet af en snigende paranoia (‘Nogen følger efter os, vi må lime bøgerne sammen’), pessimisme (‘for hver bog, du læser/ blir du dummere og mere ødelagt af forestillinger om verden’) eller stålsat melankoli:
– Kragers papirklip på himlen blev en tornebusk/ fra essen træder du ud på havet med skum af gelændere/ øjenlågene svirper mod nakken/ idet du ser gennem hule parader.
Enkelte steder kommer de Grotrianske overraskelser til læseren med et mildere temperament. Syren kan være helt impressionistisk. Når ‘En hov broderer månen,’ eller ‘birken står over os som en seng’ er der lige dele blidhed og uudgrundelighed i billederne. Der er en vilje til at se skønhed midt i de sammenhænge, der virker ubegribelige eller endda truende.
Det der gør DEN KORSFÆSTEDE BUDDING særligt interessant i digterens senere katalog, er, at uanset hvor uregerligt et kosmos der tegnes, synes der altid at være en handlende hånd eller i al fald en slags vilje til stede i det hele. Forsoningen kommer, når subjekt finder modet til at stole på den vilje: ‘Hav tillid til bygerne fra æbletræer (…) efter begærets jordemoder/ og at det kan stilles i dette liv.’
