Godnathistorier for små darwinister – Rudyard Kipling JUNGLEBOGEN
Kiplings klassiske fortællinger om suveræne enere blandt dyr og mennesker foreligger i en ny oversættelse – pragtfuldt illustreret af australieren Robert Ingpen.
Citat
Søkøerne slubrede videre, græssede og gumlede på tangen, og Kotick udspurgte dem på alle de sprog, han havde lært på sine rejser. Og havfolk taler næsten lige så mange sprog som mennesker. Men søkoen svarede ikke, for søkøer kan ikke tale. De har kun seks hvirvler i halsen, hvor de burde have syv, og man siger i havene, at det forhindrer dem i at tale selv med deres ledsagere. Men som bekendt har de et ekstra led i forpoten og ved at vifte med den op og ned, udsender de en klodset telegrafisk kode.
Ved solopgang strittede Koticks manke, og hans humør var på højde med en død krabbes. Så begyndte søkøerne ganske langsomt at bevæge sig nordpå. De standsede af og til for at rådslå, mens de bukkede absurd, og Kotick fulgte efter. ‘Folk, der er så idiotiske som dem her, ville være blevet slået ihjel for længst, hvis de ikke havde fundet en eller anden fredelig ø’, tænkte han.
(fra ‘Den hvide sæl’)
Først en tilståelse. Indtil for en uge siden troede Deres anmelder, at Rudyard Kiplings JUNGLEBOGEN fra 1894 slet og ret var fortællingen om den lille indiske dreng Mowgli, som adopteres af ulve og vokser op i junglen, hvor han bliver venner med den rare bjørn Baloo og den aristokratiske panter Bagheera, der hjælper ham i kampen mod den onde tiger Shere Khan.
Ak ja, den ene store hvide mand æder den anden, sådan er kulturimperialismens junglelov, og når Walt Disney først har været inde over, får vi kun en afgnavet udgave af de store europæiske myter og deres ophavsmænd. Men måske godt det samme, for nu ved Deres anmelder, at JUNGLEBOGEN er en samling af fem selvstændige fortællinger, blandt hvilke historien om Mowgli blot er en – og meget langt fra den bedste.
Så meget desto mere glæder man sig over de øvrige, og her må først og fremmest ”Den hvide sæl” og ”Rikki-tikki-tavi” fremhæves. Også den morsomme og begavede ”Hendes Majestæts tjenere” er en fornøjelse at læse, mens Mowgli-historierne som sagt står overraskende svagt, især når man tager i betragtning, at forfatteren modtog Nobelprisen i 1907 og anses for en af giganterne i britisk litteratur.
Al tvivl om hædersbevisningens berettigelse forsvinder dog som dug for solen, når man læser fablerne ”Den hvide sæl” og ”Rikki-tikki-tavi”.
Især den første er en ren åbenbaring af sprogligt mesterskab og fortælleglæde. Det er historien om gråsælen Kotick, der ikke er grå, men hvid, og i enhver anden henseende en outsider, eller rettere: en ener. I modsætning til sine artsfæller nægter Kotick nemlig at acceptere sin skæbne som potentiel pelsfrakke og sætter sig for at finde det sted i verdenshavene, hvor sælerne kan være i fred. Herfra udvikler ”Den hvide sæl” sig til en fantastisk, nærmest mytisk beretning om ukuelighed, mod og vilje til at overleve, men Kipling styrer helt udenom det storladne. ‘Den hvide sæl’ er tværtimod en meget humoristisk fortælling, fuld af ironi og vid – og som skabt til højtlæsning!
Den anden fortælling, der må fremhæves, er som sagt ”Rikki-tikki-tavi”, der formodentlig vil være rigtig mange bekendt. Det er da også næsten som at møde en kær gammel ven, når man som voksen genlæser introduktionen til titelfiguren:
– Han var et desmerdyr. Dets pels og hale minder om en lille kats, men hoved og adfærd er snarere som hos en væsel. Hans øjne og den lille rastløse snude var lyserød. Han kunne kradse sig over det hele med både for- og bagpoterne efter behag. Han kunne rejse hårene på halen, så den lignede en flaskerenser, og når han pilede gennem det høje græs, lød hans krigsråb: ’Rikk-tikk-tikki-tikki-tchk!’.
Forherligelsen af eneren, det selvstændige, rationelle og modige individ, går som en rød tråd gennem alle fortællingerne i JUNGLEBOGEN, og der skal nok være en og anden, der rynker på næsen, når det går hårdest for sig i Kiplings univers af raske drenge, flænsende rovdyrtænder og darwinistiske pointer. Det er som sagt bestemt heller ikke alt hos ham, der har klaret skærene, men ”Den hvide sæl” og ”Rikki-tikki-tavi” alene er hele investeringen værd, og Robert Ingpens gudesmukke illustrationer skal nok blive et hit under højtlæsningen. Hvornår har De for øvrigt sidst introduceret Nobelprislitteratur i barnekammeret? Nej, vel? Hvad venter De på?
