Godot var egentlig primært banerytter – Bjerre og Bandy LITTERÆRE FORTÆLLINGER OM IDRÆT I NORDEN
Idræt og litteratur hører ikke sammen. Eller gør de? Mens de skønlitterære eksempler skuffer lidt i denne antologi, giver analyserne lyst til mere læsning om emnet.
Citat
I Europa hersker den almene antagelse, at idræt og skønlitteratur opfører sig som to søskende, der er uvenner. Tesen lyder, at selv om temaer som heltemod, lidenskab, solidaritet, jalousi osv. forekommer i dem begge, optræder de i en langt mere primitiv og overfladisk form inden for idrætten (Marcel Reich-Ranicki).
– K. Ludwig Pfeiffer i artiklen DANS, IDRÆT OG KULTURFORMIDLING
Idræt og litteratur fylder temmelig meget i min og mange andres verden. Alligevel er det svært at nævne mange vellykkede møder mellem de to. At dette dog primært er et europæisk problem, overbevises man om i den ganske ambitiøse og originale antologi LITTERÆRE FORTÆLLINGER OM IDRÆT I NORDEN. For i USA er sport et så integreret element i mange romaner, at forfatterne ikke længere frygter populærkulturen, og på universiteterne har man gjort emnet til genstand for et veletableret forskningsfelt.
I Norden kunne sagaer og andre fortidige genrer dyrke heltens bedrifter, også i sport, fordi det netop var heltegerninger i en større sags tjeneste. Nyere litteratur har til gengæld svært ved at rumme den moderne enspænder, der, drevet af personlig motivation eller søgen efter identitet og fællesskab, dyrker sin idræt.
LITTERÆRE FORTÆLLINGER OM IDRÆT I NORDEN vil derfor flere ting på én gang: Åbne for skønlitterær idrætslitteratur som noget man kan studere og undervise i. Anvise forskellige tilgange til at beskæftige sig med denne litteratur. Undersøge hvorfor idrætslitteraturen ikke er en anerkendt genre i vores del af verden. Samt påvise at der faktisk er en god idrætslitterær tradition i Norden. Dette bliver mindst ét projekt for meget, og de to sidstnævnte er det svært ikke at opfatte som modstridende.
Det meste af antologien udgøres af skønlitterære tekster, og de rummer gode bidrag, men at Jørgen Leth og Hans-Jørgen Nielsen kan forene sport og litteratur er velkendt, og mange overraskelser byder bogen ikke på. Derfor overbeviser den ikke om en overset guldgrube i nordisk litteratur. Nogle bidrag er for langt fra sporten til virkelig at være idrætslitteratur med lige stærkt tryk på begge ordets dele, andre er af middelmådig kvalitet, mens en del tekster i grænsefladen mellem essay og erindring forvirrer i en antologi, der siger at omhandle ’skønlitterær idrætslitteratur’.
Til gengæld beviser antologien at en litterær analyse med blik for idræt er oplagt og frugtbar, og egentlig bare en naturlig videreførelse af kroppens indtog i de humanistiske videnskaber i 1990’erne. Ikke som den eneste tilgang, men som en vej blandt mange længere ned i forståelsen af en tekst og dens personer.
Jeg ville gerne læse flere kvalificerede artikler som Steven Connors om ’Becketts atletik’. ’Spil’, ’krop’ og ’tab’ er velkendte begreber i analyserne af Samuel Becketts værker, og lagt sammen giver de faktisk ’idræt’. Andre forfattere ville skrive om ’sejr’ i stedet for ’tab’, men ikke Beckett:
– Hos Beckett er det at tabe ikke at lide nederlag, men snarere et spørgsmål om en aktiv og udspekuleret stræben efter at overliste eller overvinde det at vinde.
Nogle mener endvidere at navnet ’Godot’ i Becketts stykke om en venten på denne, er inspireret af en fransk cykelrytter, Roger Godeau. Der er åbnet for et nyt felt i litteraturen.
