Godt gået – Wolfgang Büscher BERLIN-MOSKVA
Den tyske journalist og forfatter Wolfgang Büscher gik i sensommeren 2001 fra Berlin til Moskva. Det tog ham tre måneder og siden har han skrevet en uafrystelig bog, som på forunderlig vis sammenskriver fiktion, dokumentar og rejsedagbog.
Fra Büscher forlader sin lejlighed og den ’nogen, der blev tilbage’ en tidlig sommermorgen i Berlin og til han træt, beskidt og sulten ankommer til Moskva tre måneder senere, har han gennemrejst Østtyskland, Polen, Hviderusland og Rusland. Det er en klassisk dannelsesrejse, det er en historisk rejse på jagt efter Østeuropas sjæl, og det er en litterær rejse gennem de fortællinger, som konstituerer de enkelte folkeslag.
Undervejs konfronteres Büscher med sin identitet som mand, som tysker og som fodrejsende, da det øjensynligt ikke er hverdagskost at møde en mand på vej gennem østlandene på apostlenes heste. Det geniale ved BERLIN-MOSKVA er, at læseren glemmer, at det er en dramadokumentar skrevet af en dygtig håndværker. Jeg lever mig ind i fortællingerne, skæbnerne og de uendeligt mange ensomme timer på landeveje og motorveje og pløjer sig igennem bogen, som var det en knaldroman.
Denne anmelder nærede ikke tidligere nogen større viden om eller interesse for den hviderussiske historie eller russiske grædende ikoner, men Büscher gør alle episoder relevante og vedkommende. Det lyder såre banalt og er det også, men kunsten er stor at kunne forene en dybfølt passion for historiens sår og menneskets vilkår med gængs rejselitteratur.
BERLIN-MOSKVA bliver en art Gesamtkunstwerk, en forædling af det bedste fra flere genrer og en intonation af, hvad vi forhåbentlig kan vente os af journalistisk romanskrivning. På den gode måde. Et sted formulerer en frænde lakonisk, hvad de østlige egne er så rige på: – Her er alt, hvad jeg behøver. Jeg er ornitolog og interesserer mig desuden, som De måske har bemærket, for historie. Og fugle og historie findes til overflod her.
Fuglene kredser over hovedet og historien puster ham i nakken, om den så hedder Napoleon, Hitler, Stalin eller alle de interne stridigheder, som ligger til grund for fx Hvideruslands uigennemskuelige historie. Büscher rejser ind i den forbudte zone nord for Tjernobyl, han besøger kirkegårde befolkede af døde fra et utal af konflikter med skiftende interesser og han går gennem den jødiske ghetto i Polen. Refleksionerne over alle nationernes afvisning af at være Øst (det er altid dem længere østpå, der er Øst), forskellene mellem Øst og Vest (Vesten ser ikke for godt ud med Øst-øjne) og de mellemmenneskelige vilkår, som naturligvis er de samme over landegrænser, bliver aldrig bedrevidende eller moraliserende. Hele vejen har Büscher sit åbne og let naive sind med sig og det får han formidlet uovertruffent i litterær form.
Slutteligt har Büschers rejse sat sig så meget i ham, at den tankegang, der først var ham fremmed, nu er blevet hans egen: – På caféen sad der et rejseselskab af ældre vesterlændinge, genkendelige på deres bæltetasker og baseball-kasketter og de fremmedes ængstelige holden sig til hinanden. Turister. Amerikanere. Jeg kom til at le og blev i samme øjeblik klar over, at jeg så dem med en russers øjne.
Måske er det hans uudtalte mål, at blive russisk for en stund. For at forstå de andre og sig selv. Büscher har sin bedstefaders skæbne med i rygsækken og rejsen er også et personligt opgør med den familiære fortid. Efterhånden som skovene tilbagelægges og verden bliver en smule mere nuanceret, kommer de natlige spøgelser frem og slår streger over fortid og ungdom. Vi er vidne til en mand, der i flere uger ikke ser sig selv i spejlet, men alligevel ser sig selv og sine omgivelser så tydeligt. Se dette som en varm og alvorlig anbefaling.
