Godt gensyn med metropolitterne i coffee table size – Nikoline Werdelin HOMO METROPOLIS 1+2
Werdelin har tegnet os et godt bud på den store danske samtidsroman i et kollektivt perspektiv. Hendes skildring af samtidens storbyunivers befolket af de mangfoldige metropolitter giver mulighed for både at grine og græmmes.
Nikoline Werdelin har gennem en dekade dokumenteret den danske storbyboers udvikling og hverdagsdilemmaer gennem sine daglige tegneseriestriber i Politiken. Senest er hun blevet nomineret til den prestigefyldte Eisner-Award i USA for en Homo Metropolisstribe fra 2009. HOMO METROPOLIS 1994-1999 og HOMO METROPOLIS 2000-2004 samler de bedste historier fra Politiken. Udgivelsen muliggør en sammenhængende læseoplevelse, hvor historierne viser sig at have en overraskende velkomponeret dramaturgi med mange små klimakser arvet fra stribeformen.
Gennem de godt 700 sider stifter vi bekendtskab med en lang række personer, nogle følger vi over en årrække, enkelte skæbner vikles ind i hinanden, mens andre blot er formidlere af en forbigående samfundsmæssig tendens. Ikke alle skildringer er lige nuancerede og flere forfladiges for desværre kun at fremstå som karikaturer. En af de gennemgående personer er familiefaren, Claus-Bo, der ender med at forlade sin utro kone, tage på Karl Mar Møller-selvhjælpskursus og lede efter sig selv gennem en lang række andre terapiformer. Her møder han ængstelige og altruistiske Lisa, de producerer sammen børn i en lind strøm, mens kampene med ekskonen bølger op og ned. Claus-Bo får senere behov for at sætte grænser over for kvindekønnet og bliver i forsøget herpå en mandschauvinistisk-kæmpenar-rocker-type for til sidst at ende som meditativ filosof.
Historiernes tematikker undergår ligeledes en udvikling; singlelivets jagt på sex, den eneste ene og parforholdets til tider ulidelige tosomhed præger de første sæsoner, mens det globale perspektiv med indvandring og nød i den tredje verden samt overgangen til otium, alderdommen og døden trænger sig på i de sidste sæsoner. Udviklingen går samtidig fra 90’ernes dekadente livsstil og navlepillende selvudviklingsprojekter mod et mere alvorligt og brutalt billede af storbyen. Især historien om lille Aline, der har en ’særlig’ ven, der piller ved hende, gør indtryk. Og sammen med historien om de forsømte børn, der forgæves forsøger at dække over deres psykisk syge og selvmordslabile mor for ikke at blive tvangsfjernet, giver de udgivelsen kant.
Det er gennem fortællingen om det enkelte individ og dennes velkendte hverdag, at vi kan samle billedet af et samfund, en tid, og sluttelig sidder med en fornemmelse af at være blevet lidt klogere på vores samtids nære fortid. Hver især er Claus-Bo og de andre hovedpersoner i deres eget liv, men tilsammen fortæller de en mulig historie om livet i den danske storby. Det er en rammende samfundsskildring set fra det singulære og stærkt subjektive perspektiv, men aldrig en udstilling eller afstandtagen – alle favnes af humoren i det metropolitiske univers. De sorte stregtegninger af kroppe med bulede og skæve former i alle størrelser understøtter tolerancen, og den næsten skitserende sorte streg forholder sig til livets processuelle præg og dermed flygtighed. En kollektiv samtidsroman i både indhold og form er derfor ikke en helt skæv betegnelse for dette dobbelte billedværk.
Personligt var det et nostalgisk gensyn med Werdelins stregkunst, der var fast morgenbordslæsning i min barndomsforstad og min primære kilde til viden om livet i den anden ende af S-togslinjen. Af samme grund må værket utvivlsomt få æren af at være årets julegave til (sviger)mor!
