Godt på vej mod helt godt – Bjarne Reuter HALVVEJEN TIL RAFAEL
Forfatteren, der er bedst kendt for sine børne- og ungdomsbøger, viser med et bundt fortællinger om tid, tro og gamle mænd med nytårshatte, at han er ny i novellegenren men også en mesterlig menneskekender.
En novellesamling! Det er ikke den genre, vi kender ham for, Bjarne Reuter, der i mange år har haft den gule førertrøje i at skrive børne- og ungdomsromaner. Efter at have skrevet voksenromaner i en årrække debuterer han nu på novelleform med HALVVEJEN TIL RAFAEL, der blandt meget andet handler om at cykle rundt i København. Historierne er gennemgående stedfæstet i hjemlandet med et par afstikkere til Paris, Ægypten og Bad Schandau.
Fra en fødsel over fascinationen af blå altaner til et ældre ægtepars diskussioner om, hvorvidt de skal sælge det hus, de har set deres børn vokse op i eller ej. Det er et udpluk af det persongalleri og de rammer, ‘Danmark’ repræsenterer. Samlingen er kronologisk komponeret og ordnet efter det menneskelige livs udvikling fra fødsel til død. Selvom der skiftes mellem hovedpersoner, fortællerpositioner (og genre), er det tematikker som tid og tro, det at søge efter noget, det at stå et sted i livet hvor alting ændrer sig for altid, der samler de 15 noveller og 3 digte. Der bliver stillet store spørgsmål, men Reuter giver ingen svar. Han tegner portrætter ligeså funklende som de stjerner på nattehimlen, flere af novellernes personer vender sig mod i øjeblikke af ensomhed og stilhed. Højdepunktet er titelnovellen, der også er samlingens længste.
Novellerne er fortalt i et præcist og uprætentiøst sprog. Enkelte steder bliver prosaen dog pludselig poetisk og kammer over i højstemt leje, der ikke klæder Reuter nær så meget, som når han giver sine personer ordet. Sproget lever i replikkerne, som gør personer i alle aldre troværdige. Eksempelvis når barnebarnet Wilhelm fortæller om Anders fra børnehaven, der siger gisp i stedet for gips, eller når de gamle venner Harry og Larsen diskuterer kvinder:
– Skal du absolut te dig, hver gang du ser et fruentimmer?
– Herregud, hun var sgu da så rar. Ikke uden en vis charme. Lidt sydlandsk vil jeg sige. Måske en anelse for sminket.
– Det hedder spartelmasse, og det røres op med vand i forholdet tre til én.
De to digte ”En bøn for Jan Viggo Johansen” og ”Kontrabas” er omvendt meget hverdagssproglige. De bryder med samlingens stil og er ikke hverken sprogligt eller indholdsmæssigt interessante.
Samlet set er en HALVVEJEN TIL RAFAEL ikke helstøbt. Digtene og enkelte noveller (især over bogens midte) kunne have været bedre bekendtskaber. Alligevel gør det godt at være undervejs med en stor menneskekender, der kan åbne læserens øjne for især de små ting i tilværelsen.
