Af | 14. november 2011

Guddommelig vrede – Thomas Bernhard ÅRSAGEN. EN ANTYDNING

Heftigt anklagende. Thomas Bernhards selvbiografiske og frydefuldt dundrende outsiderprosa sønderbomber Salzburg nok en gang.

Citat

Det nye menneske er altid bare blevet slynget ud af moren som et dyr og bliver også for altid behandlet som et dyr og tilintetgjort af denne mor, vi har udelukkende at gøre med dyr der bliver slynget ud af deres mødre, ikke med mennesker, dyr som allerede i de første måneder og i de første år bliver ødelagt og tilintetgjort af disse deres mødre med hele deres animalske uvidenhed, men disse mødre rammes ikke af skyld fordi de aldrig er blevet oplyst, samfundets interesser er andre end oplysningen, og samfundet tænker slet ikke på at oplyse, og regeringerne er altid og i ethvert tilfælde interesseret i at samfundet ikke bliver oplyst, for hvis de ville oplyse deres samfund, ville de i løbet af kort tid blive ødelagt af det samfund de havde oplyst, igennem århundreder er samfundet ikke blevet oplyst, og der ville komme mange nye århundreder hvor samfundet ikke vil blive oplyst fordi oplysningen af samfundet ville betyde dets ødelæggelse, og derfor har vi at gøre med et uoplyst ophav til livslangt uoplyste børn der altid vil forblive uoplyste mennesker dømt til livslang uvidenhed.

– Salzburg er en perfid facade hvorpå verden uophørligt maler sin løgnagtighed og bag hvilken det (eller den) skabende må sygne hen, gå til grunde og dø.

Således skriver Thomas Bernhard (1931-1989) i sin selvbiografiske roman ÅRSAGEN med undertitlen EN ANTYDNING, hvor det i hans opgør med hjembyen og dens borgere rent faktisk lykkes ham at skabe stor kunst. I dette opgør bliver det absolut heller ikke ved antydningen: Romanen retter et artilleri af nådesløse anklager mod nazismen, katolicismen, skolen og menneskeheden som sådan. Men først og fremmest imod østrigerne og småborgerne i Salzburg. I hjemlandet var Bernhard da heller ikke blot kontroversiel, men blev ofte ligefrem lagt for had og fik således påhæftet betegnelsen ’redebesmudser’ (Nestbeschmutzer) af landsmænd, der ønskede at fortrænge en kun alt for belastet fortid.

ÅRSAGEN følger opvæksten i Salzburg, omtrent fra Anschluss til udgangen af 1946, og skildrer et kostskoleliv, der er præget af selvmordstanker og sadistiske opdragere. Således skolelederen Grünkranz, ’dette helt igennem nationalsocialistiske menneske som … sandsynligvis aldrig fik bugt med sine seksuelle, generelt perverse, sadistiske kramper og modkramper, og som stod i spidsen for et sangkor i Salzburg’. Senere, imens den nationalsocialistiske verden uden for skolen bombes i grus, fortsætter Grünkranz ufortrødent med at dirigere podernes nazisang med sine ’korte, kantede bevægelser’.
Ved krigens afslutning sker et regimeskifte. Den nazistiske øvrighed udskiftes med en katolsk, men forskellen er ikke-eksisterende – kun ritualernes og sadisternes navne har ændret sig. Romanen falder således i to dele, der tager navn efter skolelederen før og efter magtskiftet: SA-manden Grünkranz og den katolske ’Onkel’ Franz. Denne afsnitsdeling er samtidig den eneste i teksten overhovedet. Ellers løber prosaen i en massiv strøm og med lige højremargin ned over de 110 sider uden indlagte pauser, så læseren bør have god tid og kaffekanden inden for rækkevidde.

Denne opsætning af teksten virker insisterende og fastholdende – ligesom stilen i det hele taget. Man hører tydeligt den nådesløse diktion, hvormed fortælleren konstant vender tilbage til tidligere udsagn og gentager og uddyber disse i de lange, lange sætninger, der må have været en stor mundfuld for oversætteren. Bernhard foretrækker åbenlyst kommaer frem for punktummer, og læseren oplever med stor nydelse, hvordan forfatterens guddommelige vrede skummer over i endnu en forlængelse af sætningen, der bare fortsætter og forsætter i sin sammenbidte, hyperbolske sprogudladning (se citatboksen).

Bernhard er altså ingen pleaser i forhold til hverken form eller indhold. Men insisterer læseren på sin side på læsningen, er der alt at vinde; Bernhards prosa er grum og smuk, aristokratisk og anklagende, lidelsesfuld og nådesløs. Og ofte ganske humoristisk.

Det nye forlag Sisyfos synes i det hele taget at have gjort alting rigtigt med denne udgivelse – lige fra valget af oversætter til det lækre retro-omslag – så der er vel kun tilbage at lykønske dem med debuten og glæde sig over, at de har varslet en udgivelse af de fire øvrige selvbiografiske romaner fra Bernhards hånd.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også