Gul humor – Maja Lee Langvad FIND HOLGER DANSKE
Langvad debuterer med sit svendebrev fra Forfatterskolen knuget i hånden. Hun leverer godt håndværk, præcis timing og ikke mindst er hun på pletten med helhjertet og -hjernet engagement i det samfund, der omgiver hende.
Lad mig slå en ting fast med det vuns: Maja Lee Langvads originale debutbog må beskrives som et sensationelt samleje mellem Vagn Steen og Vita Andersen. På en gang distanceret, cool konkretistisk og patetisk, dybtfølt bekendende balancerer 26-årige Langvad på en knivsæg så skarp, at akten ikke burde være mulig. Det er den imidlertid (og åbenbart) alligevel, og det, Langvad har beriget dansk litteratur med, er intet mindre end en banebrydende afstikker fra tressernes blanke teksteksperimenter, der helt gelinde sammenfører den cool tekstgymnastik med en melodramatisk selvudlevering.
To variationer af Langvads adoptionsattest, stemplet 31. januar 1980, er gengivet som faksimile i bogen. Af den første adoptionsattest forstår man, at den spæde Lee Chun Bok er født 10 dage før stemplet blev sat, samt at hun er ”presumed to be born i Seoul City, Korea.” Af den anden, hvori forfatteren har overskrevet og raderet de forskellige data, fremgår det, at den lille baby nu hedder Maja Lee Langvad og er født i Kastrup lufthavn den 27. marts 1980. Forældrene, der i på første attest stod anført som ”unknown”, hedder nu Inger-Lise og Anton.
I brechen mellem de to attester, Langvads dobbelte ophav, udfolder FIND HOLGER DANSKE sin selvcentrede afsøgning af forfatterens identitet. Adoptionsattesten bliver fremkaldt som urteksten, hvorfra eksistensen Maja Lee Langvad er sprunget.
Det dybe sår forfatteren har pådraget sig, kløvet som hun er mellem biologisk familie og adoptionsfamilie, giver sig i bogens første del udslag i dybt personlige men samtidig knaldhårdt nøgterne spørgeskemaer, der stikker sylen ind, der hvor det må gøre allermest ondt: ”Har du nogensinde fortrudt at du bortadopterede mig?”
Den afmålte tilgangsvinkel forvandler det bekendende til åbne spørgsmål, der i lige så høj grad er rettet ud til læseren, og nøgternheden fungerer optimalt som tovholder i de skæbneskærende udleveringer. Lige efter de sylespidse spørgeskemaer står der således grinende henkastet:
– klap lige hesten
klap lige grisen
klap lige fåret
klap lige hunden
Den underlige hybrid af inderlighed og immunitet kan jeg simpelthen rigtig godt li’. Og det bliver kun bedre i bogens tre følgende afdelinger, hvor det helt intim-private udgangspunkt foldes ud i regulære agiterende indlæg i vores såkaldte udlændingedebat. Danskheden vendes og drejes gennem genskrivninger af tekster fra Dansk Folkeparti og Information. Det viser sig slående flot, at begge lejre er lige grotesk fordomsfulde og imbecilt bedrevidende. Skellet mellem os og dem, som Langvad ganske skarpt udstillende kalder Holger Danske vs. Holger Udanske, latterliggøres rettelig, mens en flerdimensionel nationalitetsfølelse køres i stilling foran de konkretistiske kanoner:
– pæredansk
æbledansk
blommedansk
banandansk
Langvads kunstneriske greb lykkes i sådan en grad, at hendes bog skaber en position, der ikke kan placeres på den traditionelle politikskala mellem højre og venstre. Med nøgternhed, øje for åben forhandling og læssevis af gul humor, skaber Langvad en tredje vej, der måske kan blive kunstens?
