Guldalderen i krise – Lasse Horne Kjældgaard SJÆLEN EFTER DØDEN
I den sene guldalder blev det heftigt debatteret, om sjælen virkelig var udødelig. Denne debat har Lasse Horne Kjældgaard på fornem vis kortlagt, og det både belyser perioden og oplyser læserne.
Perioden 1800-1849 i danmarkshistorien kaldes ofte for guldalderen, og med dette navn giver eftermælet næsten sig selv. Med henvisningen til den harmoniske urtid i Bibelen fremhæves perioden som en blomstringstid indenfor kunst og videnskab. H.C. Andersen, Eckersberg, Thorvaldsen, Kierkegaard var blot nogle af de prominente personer på det kulturelle felt, samtidig med at H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, mens han spekulerede over ånden i naturen.
Men spørgsmålet er, om perioden virkelig var så harmonisk. På det politiske plan var Danmark alt andet end harmonisk; både blandt borgerne og bønderne var der politisk grøde, som ikke stemte overens med enevælden, og også på det religiøse plan var der debat og uro, hvor statskirkens dogmer blev diskuteret.
Dette er udgangspunktet for Lasse Horne Kjældgaards bog SJÆLEN EFTER DØDEN, som netop tager fat på et af de kirkelige dogmer, som blev udfordret; troen på et liv efter døden. Kjældgaards tese er nemlig at spørgsmålet om troen på et liv efter døden udgør en underliggende kontekst i den sene guldalders litteratur og æstetiske tænkning, og at tiden i høj grad er en krisetid, som leder frem til det moderne gennembrud
For at indfange konteksten ser Kjældgaard på debatten mellem P.L. Heiberg, Poul Martin Møller, H.L. Martensens og Søren Kierkegaard. Debatten begynder med Heibergs afhandling Om PHILOSOPHIENS BETYDNING FOR DEN NUVÆRENDE TID, hvor der stilles spørgsmålstegn ved sjælens udødelighed og ved kunstens ophøjelse – stærkt inspireret af Hegel. Det reagerer digteren Poul Martin Møller på, siden også teologen H.L. Martensens, som også var hegeliansk orienteret, mens fjerdemanden i debatten, Kierkegaard, tog afstand fra den spekulative filosofis højtsvævende argumenter.
Dette er en yderst interessant debat, og Lasse Horne Kjældgaard formår at kortlægge den på fornem vis. Han viser kompetent vej gennem argumenter og ræsonnementer, såvel som den sproglige udvikling. Bogen er da også en omskrevet ph.d. afhandling, men det borger jo ikke nødvendigvis for formidlingen.
Netop fordi formidlingen er god, kan SJÆLEN EFTER DØDEN læses af flere årsager. Den kan naturligvis læses af specifik interesse for de teologiske og filosofiske temaer eller de fire debattører. Men da bogen også giver en bredere belysning af perioden og redskaber til at bedre at forstå den sene guldalders modsatrettede tendenser i eksempelvis litteratur, kan alle med interesse i 1800-tallet få noget ud af at læse SJÆLEN EFTER DØDEN.
