H.C. Andersen blues – Stig Dalager REJSE I BLÅT – EN ROMAN OM H.C. ANDERSEN
Længe før bluesmusikkens toner slog igennem på alverdens grammofoner, havde vi her i Danmark vores helt egen blueskunstner. Han hed H.C. Andersen og skrev med melankolien som poetisk drivkraft. Således i hvert fald i Stig Dalagers romanportræt af den store digter, som bygger på en interessant ide, men desværre hurtigt bliver temmelig ulidelig.
På dødslejet ligger han, den store digter. Og i sin opiumrus og feberdrøm rejser han, kun afbrudt af symbolskladede drømme, tilbage i tiden. Tilbage til barndommen under fattigdommens åg i Odense, til den senere verdensberømmelse og de mange glædesøjeblikke, hvis faste følgesvende imidlertid altid er tvivl og forbitrelse.
Ideen med at lade læseren møde hovedpersonen, i dette tilfælde H.C Andersen, på dødslejet mens livet passerer i revy, er ikke ny, men det gør den ikke mindre interessant. Herigennem er der nemlig mulighed for at føje nye dimensioner til det biografisk set velkendte (Andersen)billede.
Problemet er, at det er så som så med det nye og nuancerede i Dalagers roman. Det er ikke fordi denne anmelder er i tvivl om, at H.C. Andersen var lige så maniodepressiv som Dalager lader ham optræde, men det bliver altså i længden temmeligt trættende at læse om digterens konstante humørsvingninger: fra absolut lykke det ene øjeblik til (patetisk) depression det næste. Gennem livet og gennem romanen vedbliver H.C Andersen med at være et stort, fortvivlet, selvoptaget, neurotisk barn, hvilket nok er en af romanens pointer, men også en af dens svagheder. For dermed er den personlige udvikling nærmest ikke-eksisterende. Det samme (reaktions)mønster gentages så ofte, at man da eventyrdigteren på et tidspunkt stiller sig selv spørgsmålet om der ikke er noget hæsligt i denne plagen om medfølelse, får lyst til at svare, jo, ærlig talt.
Et motiv der i denne sammenhæng kunne være blevet interessant er farfaderens sindsyge, som går i arv til Andersens egen fader, og som digteren lever i frygt for selv at overtage. Heri ligger (tilsyneladende) nemlig også Andersens frygt for massen, hvis eksistens han (tilsyneladende) aner i de gadedrenge, der i barndommen forfulgte farfaderen med hånlige tilråb. Jeg skriver TILSYNELADENDE, for motivet anslåes blot, uden nogensinde for alvor at blive gennemført, hvilket er en skam, men desværre også meget karakteristisk for REJSE I BLÅT.
Retfærdigvis skal det dog siges, at det ikke er et ønske om medfølelse Dalager er ude efter. REJSE I BLÅT er en rejse gennem H.C Andersens liv (det komplicerede kønsliv inklusive) og sind. Vi får mulighed for at følge ham på hans elskede rejser ud i verden. Ikke mindst til fantasiens land Italien, hvor den blå farve forvandles til poesiens farve, og hvor hans sind kan finde ro og kunstnerisk overskud, langt væk fra det Danmark han føler foragter ham så stærkt. Verden er hans hjemsted. Rejsen hans sande element. At rejse er at flygte ! At skrive er at opnå momentær forløsning og befrielse fra den syge selvoptagethed. At glemme sig selv i noget større. Mod det store alt er vi nix ! Et Andersen citat Dalager meget sigende lader sin roman indlede med. Det bliver desværre mest ved de gode ideer og de store ord. Man ønsker måske ikke ligefrem at Andersen dør, men i hvert fald at romanen slutter. Og de to ting kommer i sidste ende ud på et.
