Hånden i jorden og Wallander i hjertet – Henning Mankell HÅNDEN
Hermed et sidste besøg hos Ystads evige beskytter, Kurt Wallander. Han er indbegrebet af sympatisk, historien er hverken overraskende eller forudsigelig og stemningen er intet mindre end råhyggelig.
Citat
Ingen kan forestille sig James Bond stoppe op på gaden midt i en jagt efter en eller anden slyngel for at give sig selv et skud insulin. Men Wallander kan gøre det, og dermed bliver han som ethvert andet menneske, som rammes af denne eller en lignende sygdom. Han kunne have fået reumatisme eller gigt, hjertearytmi eller for højt blodtryk. Nu blev det diabetes, og det lider han stadig af, selv om han har det under kontrol. Der er naturligvis andre grunde til, at han har nået så mange læsere. Men jeg tror, at netop hans foranderlighed er afgørende. Der er en stor enkelhed i dette: Jeg kan kun skrive bøger, som jeg selv vil læse. Og en historie, hvor jeg enten ved alt om hovedpersonen efter den første side eller kan se, at der ikke vil ske noget med ham eller hende de næste tusind sider, orker jeg ikke at læse.
Kurt Wallander. Vi kender ham næsten allesammen. Han er opfarende, sympatisk, gammeldags og moderne på samme tid, og frem for alt er han tilgængelig. HÅNDEN er den sidste udgivne bog om Wallander og hans liv i Ystad. Bogen foregår rent kronologisk inden den sidste bog i Wallander-serien, og de to sætter hver deres punktum for denne massivt populære krimi-serie.
Historien i HÅNDEN er kort – Wallander snubler over skellettet af en hånd, der stikker op af jorden i haven på en ejendom, han overvejer at købe. Øv, det var ellers et hyggeligt sted. Wallander og Co. må kigge langt tilbage i tiden for at finde frem til, hvem der er begravet i haven, og hvem der har begravet dem. Opklaringen af sagen er ikke synderligt oprivende, den går langsomt, og så slutter den brat da Wallander ved et tilfælde pludselig står ansigt til ansigt med gerningsmanden.
Men selve handlingen i HÅNDEN falder også i baggrunden til fordel for den følelse, man får af at læse Mankell. Det er så skide hyggeligt. I de første kapitler skriver han nærmest Nordqvist-agtigt (forfatteren til PEDDERSEN OG FINDUS), et komisk spin på ordene og situationerne, der får læseren til at trække på smilebåndende, sådan helt stille og roligt.
HÅNDEN er ikke en særlig lang krimi, men i slutningen af bogen forefindes et lille skrift af Mankell om hans tanker bag Wallander-serien og hans forfatterskab (se citat). Det er kun 10 små sider, men de giver en glimrende indsigt i Mankells tanker bag Wallander-figuren. Og præcis som Wallander er Mankell bare helt utroligt sympatisk og hyggelig at læse om. Derefter findes også en oversigt over Wallander-seriens kronologi med en kort introduktion til hver titel og en oversigt over alle de relevante personer, der går igen i Wallander-bøgerne. Det er jo meget smart at have.
Kapitlerne i HÅNDEN er korte, nogle gange kun en enkelt side, nogle gange fem. Dette understøtter kun bogens tilgængelighed, den er utrolig let at læse. Man kan nippe til den i små bider, og man bliver aldrig træt af smagen. De små kapitler gør også, at man får læst bogen på ingen tid – man kan jo altid lige læse ét kapitel til.
HÅNDEN er en krimi. Men trods mord og overfald sidder man kun tilbage med følelsen af at have været i hyggeligt selskab. Der er en grund til, at Wallander-serien er blevet så populær verden over – det er overkommeligt uden at være fordummende, det er godt skrevet uden at være for litterært, og historien kan ikke forudsiges på første side, selvom den heller aldrig er direkte overraskende. Man kunne forholde sig kritisk til Mankells serie, men det har man bare ikke lyst til. Man vil bare gerne drikke en kop te og læse en bog mere.
