Hånden på vuggen – Fay Weldon EN STOR FAMILIE


Østeuropa indtager det magelige Vesten i Fay Weldons ironiske roman EN STOR FAMILIE, der giver det moderne parforhold hårde ord med på vejen og samtidig sætter spørgsmålstegn ved kvindefrigørelsen.

Citat

Hvis der skal komme bedre mad i køleskabet, så må Hattie gå på arbejde uden for hjemmet, og når det kommer til stykket, vil Martyn hellere have, at hans barn bliver passet derhjemme frem for at blive sendt i vuggestue. Han har heller ikke kunnet lide at spørge, hvor gammel Agnieszka er, heller ikke, om hun vil være en fryd for øjet eller det modsatte. Han er højt hævet over den slags forespørgsler. Han har et stereotypt billede af en polsk pige. Hun er bleg, tynd, har høje kindben, er tiltrækkende men forbudt område.

Det hele er så pænt og rigtigt. Den veluddannede og kønne Hattie er gift med den ambitiøse og attraktive Martyn. De bor det rigtige sted i London, har de rigtige jobs og har oven i købet fået det perfekte barn. Alt er vellykket i Fay Weldons EN STOR FAMILIE, der er et skarpt og ironisk portræt af det moderne parforhold. For overfladen matcher ikke det latente kaos, der ligger og venter på at bryde ud ved den mindste anledning.

Da den lille familie vælger at ansætte den polske barnepige og hushjælp Agnieszka, starter en foruroligende udvikling. Det velfungerende par lader passivt den mystiske pige indtage deres hjem med sin sirlige orden, gode madlavning og selvudslettende karakter, hvilket får store konsekvenser.

Fay Weldon skriver med en kritisk pen, der først snitter Vestens udnyttelse af fattigdommen hos mindrebemidlede kvinder i Østeuropa. Den politiske korrekte Hattie er billedet på det hykleriske Vesten, der er vokset op med store ord om søstersolidaritet men kun efterlever dem sålænge, det er bekvemt. Samtidig er hun den fejlslagne kvindefrigørelse, hvis nutidige målsætning blot lægger sig op ad håbet om mandlig accept.

Men heller ikke mændene går fri af de bidende satiriske billeder, der fremstiller hankønnet som grundlæggende chauvinistisk, i sine drifters vold og gennemsyret af egoisme.

Det er barsk læsning, der spidder den pæne middelklasse og dens dobbeltmoralske værdier. Samtidig bliver romanen desværre ofte lidt kedelig, da pointerne ofte bliver for tydeligt understreget og derved ikke passer til den ironiske tone, der indbyder til en mere subtil forståelse.

Især billedet af Martyn bliver for entydigt og udtalt. Fx hedder det i begyndelsen af bogen:

– Nogle gange vågner han midt om natten og rækker ud efter sin kone, noget der virker som hans naturlige rettighed, og opdager, at Hattie sidder op og ammer Kitty. (Han ved godt, at hun ikke er hans kone men hans partner, og den ’naturlige rettighed’ er således endnu mere tvivlsom. Det er en af de underbevidste årsager til, at han ville gifte sig med hende, hvis han kunne.)

Ind over romanen taler Hatties bedstemor, der repræsenterer den ældste generation, der har så mange velmente med alligevel ligegyldige råd. De vekslende fortælleperspektiver virker forvirrende, fjerner fokus fra handlingen og igen oplever man som læser ofte, at romanens tematik bliver så kraftigt understreget i replikker og tankestrømme, at det sker på bekostning af læserens egen mulighed for refleksion. Det er en skam, for Fay Weldons temaer er i høj grad aktuelle og kunne være debatskabende, hvis de ikke druknede i lunken ironi og uvedkommende absurditet.

Skrevet af Kristine Snedker

Cand.mag. i dansk og tysk. BA i litteraturvidenskab og retorik.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *